Forord
 
»DBF's turneringsbestemmelser – håndbog for spillere«, også kaldet Spillerhåndbogen, er en del af DBF's turneringsbestemmelser, som er et sæt bestemmelser, der er nødvendige for at afvikle en bridgeturnering, men som ikke fremgår – og i mange tilfælde heller ikke bør fremgå – af bridgelovene. Turneringsbestemmelser omfatter regler for bl.a. anvendelse af kunstige systemer, anvendelse af Stop og Alert, beregning af resultater og stillinger samt strafpoint ved diverse standardforseelser. For den enkelte turnering fastlægger turneringsarrangøren desuden propositioner, der bl.a. definerer turneringsformat, tilmeldingsbetingelser, substitutregler samt evt. særlige systembegrænsninger.
 
Spillerhåndbogen indeholder den del af turneringsbestemmelserne, som har daglig interesse for spillere, og som alle spillere derfor bør have kendskab til. Redaktionsudvalget har identificeret disse bestemmelser og samlet dem i Spillerhåndbogen for at udbrede kendskabet mest muligt. Redaktionsudvalget har desuden valgt at inkludere bestemmelserne for anvendelse af skærme, som er relevante for alle spillere i divisionsturneringen og pokalslutspillet. De mere turneringsledertekniske bestemmelser, som ikke har samme daglige interesse blandt spillere, findes i »DBF's turneringsbestemmelser – håndbog for turneringsledere«.
 
Turneringsarrangøren har frihed til at tilpasse bestemmelserne til den konkrete turnering. For bestemmelserne i Spillerhåndbogen vil det måske være relevant – især i klubberne – afhængigt af deltagerfeltet at definere løsere eller strammere systembegrænsninger end dem, der benyttes i forbundsturneringer. For de øvrige bestemmelser i Spillerhåndbogen anbefales det, at de kun tilpasses, hvis der er en særlig grund hertil, fx hvis der er tale om en begynderturnering.
 
DBF's turneringsbestemmelser udformes af Turneringskomiteen og Lovkommissionen. Hvor turneringsbestemmelserne tidligere blev udgivet som en del af Klubhåndbogen, sker udgivelsen fra 2008 separat. Samtidig har bestemmelserne fået en ny og mere forståelig struktur med paragraffer, som kan minde om bridgelovenes struktur. Alle bestemmelser i Spillerhåndbogen har numre fra § 101 til § 199. Bestemmelserne er inddelt i emner, således at hvert emne starter med § 101, § 111 osv. Paragrafferne har således ikke sammenhængende numre.
 
Turneringsbestemmelserne kan rekvireres i papirudgave ved henvendelse til DBF's sekretariat, de kan downloades fra DBF's website, eller de kan studeres i en online-udgave på DBF's website.
 
Omskrivningen til 2008-udgaven er foretaget af et redaktionsudvalg bestående af Jacob Duschek (Turneringskomiteen) og Jens Brix Christiansen (Lovkommissionen). Jesper Dybdal og Ole Vinberg Larsen har bidraget med værdifulde kommentarer og korrekturlæsning.
 
Danmarks Bridgeforbund