[ FTL-nyt oversigt ] [ Danmarks Bridgeforbund ] [ E-post til redaktøren: ftlnyt@bridge.dk ]

Rapporter fra Turneringslederne

En artikel fra FTL-nyt nummer 1, sommer 1992.


Blandt turneringslederens pligter i en forbundsturnering er at indsende en rapport til den turneringsansvarlige, hvori man fortæller om arrangementets forløb.  Faste punkter er appeller, klager over arrangementet, ros over arrangementet, og turneringslederens egen vurdering af netop dette arrangement.  Et fast punkt er kvaliteten af toiletforholdene (det er helt alvorligt ment!).  Vi virker for, at rapporten i nær fremtid bliver støttet af en blanket .

I denne rubrik fortæller vi om hændelser fra rapporterne, som har almen interesse.
 

33 minutter for sent til 2. halvleg

Det var en kamp med indlagt sovepause (lørdag aften og søndag morgen).  Ved spilletids start søndag var kun 3 spillere mødt fra hold M.  Holdkaptajnen med makker var mødt og i gang med at spille til tiden, mens den tredje mødte spiller (i lukket rum) var henvist til at forsøge at telefonere til sin makker.  Der blev skabt kontakt, og makkeren mødte 33 minutter for sent.  Hverken turneringslederen eller spillerne kunne få øje på nogen force majeure-situation.  Turneringslederen dømte tabt kamp (udeblivelse) - 0 kp til det fejlende hold.  Det vindende hold fik det bedste af 4 mulige erstatningsresultater, som aktuelt var 17 kp.

Opgave 1:  Er der virkelig fire mulige erstatningsresultater?  (Her må man godt slå op i reglementet).

Opgave 2:  Kan man ikke indsætte en substitut?  (Prøv igen i reglementet).

Opgave 3:  Hvis forsinkelsen havde været under 30 minutter havde der ingen straf været; kunne man ikke være lidt elastisk i tidtagningen?  (Den står ikke i reglementet).

Turneringslederen beklagede.  Ingen appellerede, men turneringslederen redegjorde i sin rapport til den turneringsansvarlige for den uheldige situation.  Den turneringsansvarlige beklagede over for de involverede hold, men støttede turneringslederen.  TUK fik sagen efterrettet og diskuterede ånden og bogstavet i substitutreglerne.  TUK beklager også, at kampe skal afgøres sådan, men står fast på reglerne.

Foranlediget af denne sag har TUK besluttet at give turneringsreglementet en overhaling, så regler som hører sammen i højere grad står samme sted. Specielt vil substitutreglerne blive redigeret, så de (forhåbentlig) bliver lettere at finde rundt i.

Overhalingen er planlagt til at træde i kraft i sæsonen 1993-94.


Senest ændret 1997-12-28 (konverteret 2000-04-29).