Appel 08-LK-1

Danmarks Bridgeforbunds Appelkomite

Appellen er fra Københavnsserien, 2008-10-25 

Turneringslederens afgørelse

Kampens resultat står ved magt. Spilleforholdene har været i orden. Hold B er undskyldt forsinkelsen pga særlige omstændigheder.

Turneringslederens fastlæggelse af kendsgerninger og begrundelse for afgørelse

1) Der var store problemer med kortene - Der var tilsyneladende sket en misforståelse mellem kortleverandøren og den (de) som han troede tog kortene med. Det blev først opdaget ved TU-start, da jeg havde fået oplyst at en af spillerne ville komme med kortene. Jeg fandt ud af, at de stadig stod i Valby. 

2) Samtidig var en spiller på Hold B kørt til Valby for at hente to spillere (sub'er), der troede der skulle spilles i Valby (det stod på nogle af distriktets sider). 

3) Jeg fik fat i kortleverandøren og han tog til Valby for at finde kortene. Pga af en misforståelse valgte spilleren på Hold B at vente i Valby på kortleverandøren . Det fandt jeg ud af ca. 25 min over 1 og fortalte ham at han hurtigt skulle komme til Blakset. 

4) Jeg startede - ca. 13.25 - turneringen op med håndgivne kort i 1. Halvleg. 

5) Spilleren på Hold B og hans 2 sub'er kom ca. 13.45 og min afgørelse var, at kampen - pga af misforståelserne om at vente på kort - startede på dette tidspunkt. Begge hold ville få fuld tid. I løbet af kampen var jeg flere gange ved bordene og fremhævede, at de ikke skulle jappe spillene igennem. De blev selvfølgelig senere færdig, men de øvrige spillere blev henvist til at gøre op i cafeen. 

6) Til 2. Halvleg havde jeg - med taxa - fået kortene frem. Den berørte kamp blev startet 15 min. senere end de øvrige (jeg trak pausen lidt). Der var selvfølgelig ved kampafslutning lidt uro - men det er svært at undgå. 

7) Jeg kunne måske have tildelt hold B strafpoints for for sent fremmøde, men fandt at det skyldtes et sammenfald af uheldige omstændigheder. En sådan straf ville dog ikke komme modstanderne til gode, da de fik fuld spilletid.

Tidligere appelinstanser (Distrikt København)

Hold A's appel vedr. kampen Hold A - Hold B er taget til følge. Hult Hansen straffes med 3kp for at møde for sent til kampen. Kampens resultat ændres dermed fra 25-5 til 22-5 til Hold B.

Københavnsserien fungerer som kvalifikation til forbundets 3. division, og hvor intet andet er bestemt, gælder forbundets turneringsbestemmelser. Heraf følger, at for sent fremmøde medfører en automatisk kp-straf til holdet. Under normale omstændigheder efter tabellen i § 212. Den slags straffe er ikke nogle, som kommer modstanderholdet til gode.

Vi har modtaget forklaringer fra begge hold samt fra TL.

Det står klart, at Hold B i et vist omfang er undskyldt forsinkelsen. I samarbejde med TL har holdet forsøgt at afhjælpe seriens kortproblem ved at prøve at få kortene med fra Valby, nu holdet alligevel var derude. Ventetid i Valby samt en måske lidt uklar kommunikation med TL har kostet rigtig meget tid. Men omvendt står det også klart, at holdet har været forsinket af egen drift, ganske klart forsinket endda.

Alt taget i betragtning virker det rigtigst at se bort fra automatikken i § 212 og i stedet foretage et skøn ud fra en helhedsvurdering, hvilket TL eller turneringsarrangøren lovligt kan gøre ud fra § 90. Vi tildeler Hold B 3kp i straf for forsinkelsen.

Fra distriktets side vil vi gerne beklage, at der har været forkerte oplysninger om spillested på et par undersider af distriktets hjemmeside. På selve forsiden er oplysninger imidlertid rigtige, og der har også været rundsendt mails.

Hold A har været ked af den praktiske afvikling af kampen efter den sene start, og det har vi selvfølgelig forståelse for. Vi mener dog, at TL klart gjorde det sportslige rigtige ved at få kampen spillet, og at spilleforholdene trods alt har været - omend bestemt ikke 100% optimale - så i hvert fald sportsligt ok. Og ens for begge hold, hvilket trods alt må være det afgørende.

Supplerende bemærkninger fra distrikt København

Om distriktets information til spillerne vedr spillested.

Spillestedet måtte med relativt kort varsel (nogle uger) ændres for 2 af spilledagene, herunder den første af slagsen, fra Valby til Blakset Bridgecenter. Distriktet rundsendte mails til holdkaptajnerne med information. På hjemmesiden (www.bridge-kbh.dk) blev de nye spillesteder postet centralt på forsiden som nyhed (nu fjernet igen), men beklageligvis blev der ikke rettet på 2 undersider. Man kan stadig se dette ved at klikke "turneringer", og ved videre at klikke på "københavnerserien".

Om tildelingen af strafpoint

Distriktet følger som udgangspunkt turneringsbestemmelserne, og uden særlige omstændigheder ville § 212 være blevet anvendt. Der er imidlertid en vis tradition i distriktet for at prioritere en praktisk, smidig og afslappet turneringsafvikling, hvis der opstår "knas", hvilket også skinner igennem i TLs håndtering af sagen.


Afgørelse

Appellen afvises.
Resultatet af den spillede kamp står ved magt.
Straffen på 3 kamppoint til hold B står ved magt.
Depositum returneres.
Lovkommissionens afgørelse er enstemmig.
 

Lovkommissionen finder

Lovkommissionen bemærker i øvrigt

Partsindlæg

Det materiale som Appelkomiteen modtager som indlæg fra parterne i sagen, bliver ikke offentliggjort, men det indgår i Appelkomiteens behandling af sagen.

Modtaget materiale Dato pr. fra
Kommentarer 2008-11-28 e-mail Hold A
Kommentarer 2008-12-01 e-mail Hold B

Bemærkninger fra Appelkomiteen i forbindelse med partsindlæg

Hold A har anført at de mod kampens slutning bad turneringslederen overveje at afkorte kampen. Lovkommissionen understreger at sådan som turneringsreglementet er udformet, har turneringslederen ikke umiddelbart mulighed for på den måde at afkorte kampen, medmindre denne mulighed udtrykkeligt er hjemlet i turneringens propositioner.