Klubregler for Svendborg Bridgeklub

Nedenfor ses reglerne for afvikling af turneringer i Svendborg Bridgeklub.

Medlemmerne opfordres til at læse og sætte sig ind i reglerne. Reglerne skal opfattes som en hjælp til at afvikle turneringerne så smidigt og ensartet som muligt.


                

Regler for Svendborg Bridgeklub

18. nov. 2024

Klubbens turneringsledere er

Alan Jørgensen, Dora Lind Sørensen, Jann Larsen, Kurt Emil Andersen, Knud Dejgaard, Peter Qvist og Søren Hoppe.

Nedenstående retningslinjer gælder for turneringer i Svendborg Bridgeklub

§ 1. Internationale regler gælder i klubben

For klubbens turneringer gælder de internationale love og etiske regler, som er godkendt af DBf. Dette betyder bl.a.:

  1. Den enkelte spiller skal fremlægge et systemkort før hver rundes start. 
  2. Melderens makker skal alertere alle kunstige meldinger samt meldinger, der kan have en uventet betydning for modstanderne, til og med 3UT. 
  3. En melding på 4-trinet og derover skal kun alerteres, hvis der er tale om en kunstig melding i første melderunde. 
  4. Alle springmeldinger uanset trin skal varsles med et stopkort. Næste spiller skal holde ca. 10 sek. pause. 

§ 2. Substitutter

Den enkelte spiller er selv forpligtet til at skaffe substitut.

§ 3. Framelding

Framelding til en hel turnering er muligt med 14 dages varsel.


§ 4. Ved udeblivelse 

Scoren bliver sat til 40 % i parturnering. De fremmødte par får 60%. 


I holdkampe gives til det fremmødte hold det højeste antal KP af følgende tre muligheder:

a) 13 KP

b) Gennemsnittet af de øvrige holds KP-scorer mod det udeblevne hold.

c) Gennemsnittet af holdets egen KP-score i de øvrige holdkampe i turneringen.


Et ulovligt/strafbart udeblevet hold tildeles 0 KP (§ 244 i turneringslederhåndbogen)

Et lovligt/straffrit udeblevet hold tildeles 10 KP (§ 244 i turneringslederhåndbogen)


Herudover følges § 202 i DBfs bestemmelser/turneringslederhåndbog.


§202 C 3: Turneringsarrangøren kan reducere scoren for et (strafbart) udeblevet hold, hvis det inden kampen stod klart, at udeblivelsesscoren ville være tilstrækkelig for holdet.


§ 5. Justering ved substitutter

Parturnering

Ved kun en substitut foretages ingen justering. Ved 2 substitutter tælles resultatet fuldt ud ved tildeling af mesterpoint og HCP, men tællende score kan max blive middel for parret der substitueres.

Holdturnering

Ved højst en substitut for hvert par på holdet foretages ingen justering. I andre tilfælde nedjusteres en højere score til middel.


                

§ 6. Tidsoverskridelse

Tu-leder må tildele advarsel ved første tidsoverskridelse og kan tildele justeret score ved gentagelser. Hvis første overskridelse er længere end 3 min., kan straf gives med det samme. Straffen er normalt en justeret score på 40%. 

I klubbens parturneringer er der afsat 7 min. pr. spil samt tid til rundeskift. Der gives signal 5 min. før rundeskift. Hvis man ikke er startet på sidste spil, når der er 5 min. tilbage opfordres til, at man ved bordet enes om at taste ”ikke spillet”. Der gives så middelscore 50-50. Hvis der ved bordet er enighed om, at den ene part har anvendt for meget tid, taster man også ”ikke spillet” og afleverer en rettelsesseddel med angivelse af scoren 40-60. 

Tu-leder er berettiget til at stoppe uret ved længerevarende tilkald, og hvis han ikke kan nå, eller må spille et spil, gives 60% til begge par i det aktuelle spil.

§ 7. Appel

Hvis en deltager ønsker at appellere en turneringsleders afgørelse til klubbens mundtlige appelkomite, så skal denne appel indgives til den turneringsleder, der har afgivet kendelsen. Hvis det er en kendelse, der er afgivet på en spilleaften ved bordet, så skal appellen indgives senest 5 min. efter sektionens ophør. Hvis der er tale om en vurderingssag, der behandles efter spilledagen af flere turneringsledere, så er appelfristen 24 timer efter at de berørte parter har fået afgørelsen. I parturneringer skal begge spillere i parret være enige om at appellere. I holdturneringer skal holdkaptajnen være enig i at appellere.

§8. Rettelse af turneringsresultat 

Hvis en spiller er af den opfattelse, at et resultat fra en spilleaften er indkodet forkert, skal spilleren kontakte modstanderne. Hvis de er enige, kan spilleren bede om at få resultatet rettet. En sådan rettelsesanmodning skal indgives senest dagen efter spilledagen.

§9. Placering ved ligestilling

Parturnering: Bridgecentralen udregner stillingen efter DBfs regler i § 223. 

Holdturnering: Antallet af KP indbyrdes er afgørende. Derefter tæller størst indbyrdes IMP difference. Derefter IMP kvotient beregnet af samtlige vundne og afgivne IMP i turneringen. Derefter lodtrækning.

Bestyrelse og turneringsledere

2


BridgeCentral, 22. april 2025