
Vedtægter for Ølgod Bridgeklub
§ 1. Navn
Klubbens navn er Ølgod Bridgeklub med hjemsted i Ølgod, Varde Kommune. Klubben er stiftet den 16. september 1976.
§ 2. Formål
Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener, for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for Bridge.
§ 3. Danmarks Bridgeforbund
Klubben er tilsluttet Danmarks Bridgeforbund under distrikt Sydjylland og derigennem tillige mesterpointsordningen.
§.4.Medlemskab
Enhver kan blive medlem af klubben. Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt leve op til klubbens formålsbestemmelse.
Bestyrelsen kan optage passive medlemmer. Passive medlemmer har ikke adgang til at deltage i den primære aktivitet. Passive medlemmer har ikke stemmeret.
Medlemskab overføres automatisk fra en sæson til den næste sæson. Udmeldelse skal ske skriftlig til bestyrelsen inden den 1. august før den kommende sæson.
Æresmedlemmer:
Medlemmer, der har ydet en stor indsats for bestyrelsen eller klubben kan udnævnes som æresmedlem, normalt tidligst i forbindelse med medlemmets 70 års fødselsdag.
Bestyrelsen udnævner og fører protokol over æresmedlemmerne.
§ 5. Udelukkelse og eksklusion.
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtigelser. I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endelig afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændringer af klubbens vedtægter. En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 og 14.
§ 6. Kontingent
Klubkontingent fastsættes af generalforsamlingen efter forslag fra bestyrelsen og opkræves ved turneringens begyndelse. Medlemskab af klubben er økonomisk bindende for hele den løbende sæson. Bestyrelsen bemyndiges til at dispensere i særlige tilfælde.
Juniorer under uddannelse betaler halvt kontingent, jævnfør Danmarks Bridgeforbunds retningslinjer.
Æresmedlemmer betaler ikke kontingent til klubben, men fuldt kontingent til Forbundet.
§ 7. Bestyrelsen.
Bestyrelsen er klubbens ledelse og formanden repræsenterer klubben.
Klubben ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Disse vælges for 2 år af gangen på den ordinære generalforsamling og afgår skiftevis med 2 og 3 medlemmer. Der vælges hvert år 2 suppleanter i alt for de valgte bestyrelsesmedlemmer. Suppleanterne er valgt for ét år.
Valgbar til bestyrelsen er alle medlemmer der er fyldt 18 år.
Bestyrelsen konstituerer sig herefter med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen afholder møde, når det skønnes nødvendigt, og den er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er mødt, og afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.
Der føres protokol/referat over bestyrelsens beslutninger.
Kassereren varetager den daglige økonomiske drift der følger af de beslutninger bestyrelsen træffer. Formanden kan uden bestyrelsens beslutning og i samarbejde med kassereren disponere, når beløbet er under kr. 1.000. Bestyrelsen orienteres efterfølgende om sådanne dispositioner.
§ 8. Spilleudvalg og turneringsregler.
Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne. I spilleudvalget skal der være mindst ét medlem fra bestyrelsen.
Turneringslederen er øverste myndighed i klubbens løbende turneringer. Bestyrelsen fremlægger et sæt turneringsregler, der er gældende for klubbens turneringer.
§ 9. Regnskab
Klubbens regnskabsår er 1. januar – 31. december. Regnskabet forelægges revisor til godkendelse senest ved udgangen af marts måned. Det reviderede og af revisor underskrevne regnskab fremlægges herefter til godkendelse på generalforsamlingen i april måned.
Til at revidere klubbens regnskab vælges på den ordinære generalforsamling en revisor samt en suppleant for denne.
§ 10. Ordinær generalforsamling.
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed og ledes af dirigenten. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i forbindelse med en klubaften i april måned. Indvarsling med tilhørende dagsorden hertil skal ske med mindst 3 ugers varsel ved udlevering af dagsorden og på klubbens hjemmeside, og skal indeholde følgende punkter til dagsordenen:
- Valg af dirigent og referent
- Bestyrelsens beretning
- Forelæggelse og godkendelse af regnskab
- Fastsættelse af kontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af medlemmer til bestyrelsen og 2 suppleanter
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Eventuelt
Forslag fra medlemmerne i henhold til punkt 5 skal indsendes skriftligt til formanden senest 14 dage før generalforsamlingen. Indkomne forslag samt det reviderede regnskab fremlægges for medlemmerne på klubbens hjemmeside senest 1 uge før generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpelt stemmeflertal, såfremt andet ikke er bestemt ved disse vedtægter. Afstemning på generalforsamlingen foregår ved håndsoprækning med mindre dirigenten, bestyrelsen eller mindst 3 medlemmer ønsker skriftlig afstemning.
§ 11. Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst en femtedel af klubbens medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden – eller når bestyrelsens flertal måtte ønske en sådan. Generalforsamlingen skal berammes senest 4 uger efter begæringens modtagelse og indvarsles efter samme regler som gældende for den ordinære generalforsamling. For så vidt angår mødets ledelse, afstemninger m.m., gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§ 12. Vedtægtsændringer.
Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 13. Opløsning af klubben.
Klubbens opløsning kan kun gyldigt vedtages på en generalforsamling, hvortil indvarsling er sket som anført i § 10, og når mindst to tredjedele af klubbens medlemmer er mødt. Endvidere kræves, at to tredjedele af de mødte stemmer er for opløsningen. Er to tredjedele ikke mødt, men to tredjedele af de mødte stemmer for opløsning, indkaldes der til en ny generalforsamling, hvor opløsning kan vedtages uden hensyn til de mødtes antal, når to tredjedele stemmer for opløsningen.
Vedtages en opløsning af klubben, vælges tre medlemmer til at opbevare klubbens formue og spillemateriel. Udvalget har ret til at overdrage såvel formue som spillemateriel til en eventuel ny bridgeklub, som måtte blive dannet i Ølgod, og som har samme formålsparagraf som Ølgod Bridgeklub. Skulle der ikke opstå en ny klub i løbet af 3 år, er udvalget bemyndiget til at afhænde materialet til Danmarks Bridgeforbund eller en anden almennyttig dansk forening.
Vedtægter af 3. september 2009, senest ændret på generalforsamlingen den 28. april 2016.
|