Praksis, etik og etikette

Dette gælder i Vejen Bridgeklub


  1. Turneringsledelsen møder i god tid og klargør aftenens spil, herunder synliggør turneringsformen og spillernes placering ved bordene.
  2. Spillebordene gøres klar af parrene på skift, jf. oversigten på hjemmesiden. Opgaven skal være løst 10 minutter før, spillet skal begynde.
  3. Alle skal være klar ved spillebordene senest 5 minutter før det aftalte spilletidspunkt, som er kl. 19.00 på almindelige klubaftener.
  4. Alle spillere skal se grundigt efter, om de sidder ved det rigtige bord og er placeret korrekt ved dette.
  5. Formanden byder velkommen, giver aktuelle meddelelser og overlader aftenens videre forløb til turneringsledelsen.
  6. Når turneringsledelsen har givet sine mundtlige informationer, uddeles kortene. Kortblanding og spil kan herefter påbegyndes.
  7. Alle spillere skal se efter, om de har fået de rigtige kort, og de bør altid tælle den hånd, som de har taget ud af mappen.
  8. Når spillet er begyndt, og så længe der spilles, er alle ansvarlige for, at samtale og støj begrænses til et absolut minimum.
  9. Når man er færdig med en spillerunde, skal man blive siddende ved bordet, indtil turneringsledelsen har givet tilladelse til at skifte.
  10. Ikke alle er klar til at holde pause samtidig. Kaffe og brød kan dog afhentes efterhånden, som man er klar dertil.
  11. Ikke alle afslutter sidste spil samtidig. De spillere, der går først, skal respektere, at nogle stadig spiller.
  12. Ved afslutning må afrydderne ikke hente meldekasser eller andet ved et bord, hvor der stadig spilles.


Dette gælder i alle bridgeklubber


  1. Du bør hilse på dine modstandere, når du kommer til et bord, samt sige "tak for spillet", når du forlader det.
  2. Lad være med at kommentere eller vise (ord/gestik/mimik), hvis en melding eller et udspil ikke passer dig.
  3. Du kan spørge modparten om betydninger af meldinger, som du ikke forstår, men undlad at spørge, hvis du ikke har brug for svaret.
  4. Modstanderne har ret til at få forklaret betydningen af en melding, hvis de ønsker det. Svaret skal altid være fyldestgørende.
  5. Man kan spørge, når man skal melde, når makker har spillet fordækt ud, eller når man selv skal spille ud eller spille til.
  6. Undgå så vidt muligt tøven i meldingerne. Det er dog en god idé at holde cirka 10 sekunders pause, hvis modstandere til højre har brugt sit stopkort.
  7. Det er brud både på etikken og bridgelovene at benytte sig af makkers tøven til at melde på makkers kort fremfor sine egne.
  8. Når åbningsudspillet har fundet sted, og den blindes kort er lagt ned, bør spilfører altid tage en pause til planlægning af spillet, inden der spilles fra bordet.
  9. Denne pause giver også modspillerne tid til at planlægge modspillet. Det er derfor korrekt, hvis næste spiller ligeledes tager en pause.
  10. Under en planlægningspause må den tænkende ikke forstyrres af snak ved bordet.
  11. Hvis et makkerpar har aftaler, som afviger fra systemet og de normalt anvendte konventioner, skal disse oplyses til modstanderne (brug systemkort).
  12. Du skal bestemme dig til, hvad du vil melde, inden du berører meldekassen. Meldekortene placeres ensartet på bordet uden særligt aftertryk på en bestemt melding.
  13. Du må ikke samle meldekortene sammen, før meldeforløbets afgørende "pas" er afgivet, og der er spillet ud til første stik.
  14. Du må ikke tage et kort frem, før det er din tur til at spille til. Når du skal spille ud eller spille til, så bestem dig inden du trækker et kort på din hånd.
  15. Den blindes kort spilles efter spilførers anvisninger. Den blinde må derfor ikke røre bordets kort, før han bliver bedt om det.
  16. Den blinde må ejheller prøve at vejlede spilfører ved håndbebevægelser eller minespil.
  17. Den blinde må ikke gøre opmærksom på, at en farve er rejst, forlade sin plads under spillet eller henvende sig til turneringsledelsen.
  18. Den blinde har ret til at afværge etablering af kulørsvigt, når det gælder spilfører.
  19. Den blinde har ret til at søge at forhindre, at spilfører spiller ud fra den forkerte hånd.
  20. Den blinde har efter spillet ret til at gøre opmærksom på enhver uregelmæssighed, der måtte være forekommet under spillet.
  21. Når et spil er afsluttet, bør ingen spiller pakke sine kort/stik sammen, før alle ved bordet er enige om kontraktens resultat.
  22. Under enhver turnering skal spillene kun spilles én gang. Eftersnak er en uskik, hvor fredsommelig den end måtte være.
  23. Turneringsledelsens afgørelser og anvisninger skal altid følges. Bliver der brug for turneringsleder under spillet, henvender man sig direkte uden at råbe eller kalde.


BridgeCentral, 19. april 2026