Vedtægter for Bridgeklubben
Spar K
§1. Navn og hjemsted.
Klubbens navn er Spar K og dens hjemsted er Esbjerg Kommune.
Klubben er tilsluttet Danmarks Bridgeforbund og Esbjerg Bridgecenter.
§ 2. Foreningens formål:
Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener, for gennem undervisning, træning og turneringer at dygtiggøre medlemmerne, fremme kendskabet og interessen for turneringsbridge. Klubbens virksomhed er almennyttig og åben for enhver, som tilslutter sig dens formål.
§3. Medlemskab.
Som aktivt medlem kan alle optages i klubben. Medlemsantallet bestemmes af bestyrelsen. Medlemskabet er bindende for hele sæsonen, fra 1. september til 30. april det følgende år. Gæster kan deltage i klubbens arrangementer. Overtræder et medlem bridgelovene eller klubreglerne kan en enig bestyrelse idømme karantæne eller ekskludere medlemmet af klubben. Eksklusionen skal forelægges på næste ordinære generalforsamling, hvor det ekskluderede medlem har adgang til at forsvare sig. Manglende kontingentindbetaling kan medføre udelukkelse.
§ 4. Kontingent.
Kontingentet fastlægges af generalforsamlingen og betales forud for et år ad gangen. Medlemmer under ulønnet uddannelse betaler 1/2 klubkontingent.
§ 5. Generalforsamlingen.
Generalforsamlingen har med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Ordinær generalforsamling holdes hvert år ved sæsonafslutning med følgende dagsorden;
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning
3. Aflæggelse af revideret regnskab.
4. Fastlæggelse af næste sæsons kontingent.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af formand/kasserer.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
8. Valg af bestyrelsessuppleanter.
9. Valg af 1 revisor
10. Valg af 1 revisorsuppleant
11. Eventuelt
Generalforsamlingen indvarsles senest 30 dage før afholdelse ved opslag i spillelokalet. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes skriftligt til formanden indtil to uger før generalforsamlingen. 1 uge før generalforsamlingen skal indsendte forslag være offentliggjort ved opslag i spillelokalet til medlemmerne.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Denne må ikke være medlem af bestyrelsen. Adgang til generalforsamlingen har kun de i § 3 nævnte medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte have inviteret.
Stemmeret har kun de i § 3 nævnte medlemmer. Hvert medlem har én stemme.
Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Kandidater til de ledige bestyrelsespladser opstilles sideordnet på generalforsamlingen, og vælges efter højeste stemmetal. Ved stemmelighed foretages omvalg.
Afstemninger skal være skriftlig, hvis 1 medlem kræver det.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen beslutter det, eller efter skriftlig anmodning fra 40 % af medlemmerne med angivelse af de punkter, som ønskes behandlet. Indkaldelse sker ved opslag i spillelokalet med mindst 14 dages varsel. Den foreslåede dagsorden vedlægges.
§ 6. Bestyrelsens sammensætning og valg:
Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Formanden vælges sammen med 2 bestyrelsesmedlemmer i ulige år, kassereren og 1 bestyrelsesmedlemmer i lige år på den årlige generalforsamling.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med sekretær og næstformand og er beslutningsdygtig når 2/3 af medlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Generalforsamlingen vælger hvert år mindst 1 bestyrelsessuppleanter, 1 revisorer, 1 revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted.
Følgende personer kan ikke være medlem af bestyrelsen:
1. Medlemmer af bestyrelser i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer lokaler m.m. til foreningen eller kontrollerer udlejer af lokaler m.m. til foreningen,
samt
2. Advokater, revisorer og lignende rådgivere for samt ansatte i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer lokaler m.m. til foreningen, eller som kontrollerer udlejer af lokaler m.m. til foreningen,
samt
3. Ejere af lokaler m.m., der udlejes til foreningen.
§ 7. Bestyrelsens opgaver og virke:
Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen, der repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen er bemyndiget til at nedsætte spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringer.
Bestyrelsen er ansvarlig overfor Esbjerg Byråd for anvendelse af det modtagne tilskud, for anviste lokaler m.v. og for regnskab og dokumentation for virksomheden.
Bestyrelsen udarbejder årligt en beretning til fremlæggelse på generalforsamlingen.
Desuden udarbejdes en særskilt beretning til kommunen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøde afholdes 3 gange årligt, og når formanden finder det fornødent, eller når et bestyrelsesmedlem kræver det.
Indkaldelse til bestyrelsesmøde sker skriftligt med 14 dages varsel og med angivelse af dagsorden.
Der udarbejdes beslutningsreferat efter hvert bestyrelsesmøde, som underskrives af formanden, næstformanden og referenten
Bestyrelsen kan bevilge tilskud til medlemmer, der deltager i turneringer arrangeret af Danmarks Bridgeforbund.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af bestyrelsens medlemmer er tilstede.
§ 8. Budget, regnskab og formueforhold.
Bestyrelsen udarbejder hvert år et budget til godkendelse på generalforsamlingen.
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Regnskabet skal underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen.
Årsregnskabet skal opgøres i henhold til god regnskabsskik og i overensstemmelse med de til enhver tid gældende krav i lovgivningen.
Tilskudsregnskab skal indsendes til godkendelse i Esbjerg Kommune senest 3 måneder efter regnskabsårets afslutning.
Foreningens midler skal være anbragt i et anerkendt pengeinstitut med undtagelse af den nødvendige kassebeholdning,
§ 9. Revision.
Revisorerne skal hvert år i januar måned gennemgå det samlede regnskab og se, at beholdninger er til stede. Regnskabet forsynes med en påtegning.
Revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
Ved samlede tilskud på under 300.000 kr. revideres regnskabet af en af generalforsamlingen valgt revisor. Den valgte revisor må ikke være medlem af bestyrelsen eller beslægtet eller besvogret i op eller nedstigende linje eller i sidelinien så nær som søskendebørn med nogle af bestyrelsesmedlemmerne.
Ved samlede tilskud på 300.000 kr. eller derover revideres regnskabet af en af bestyrelsen valgt statsautoriseret revisor eller en registreret revisor.
Tilskudsregnskabet skal være revideret i henhold til Folkeoplysningslovens bestemmelser.
§ 10. Tegning.
Foreningen tegnes af formanden og kassereren for bestyrelsen i forening eller ved en af disses forfald af formanden eller kassereren i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.
§ 11. Hæftelse.
Bestyrelsens medlemmer hæfter personligt for det tilskud, som foreningen eller tilskudsmodtagerne har modtaget efter denne lov, hvis tilbagebetalingskravet er opstået ved retsstridig handling eller undladelse, der kan tilregnes pågældende som forsætligt eller uagtsomt. Bestyrelsens medlemmer hæfter i øvrigt ikke personligt for foreningens tilskud efter folkeoplysningsloven.
§ 12. Vedtægtsændringer.
Vedtægtsændringer skal godkendes af generalforsamlingen med 2/3 af de afgivne stemmer.
Vedtægtsændringer skal endvidere indsendes til Esbjerg Kommune, før de er gyldige, for at sikre at de til stadighed opfylder lovens krav.
§ 13. Ophør.
Beslutning om foreningens ophør kan kun tages op på en særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at være beslutningsdygtig skal mindst ½ af foreningens stemmeberettigede medlemmer være til stede, og mindst 2/3 af disse skal stemme for forslaget, før foreningen kan opløses.
Er denne ekstraordinære generalforsamling ikke beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor stemmeflertallet afgør, om foreningen skal opløses.
Ved ophør skal evt. overskud tilfalde Esbjerg Bridgecenter eller til velgørende formål.
Vedtaget: 29 april 1976.
Ændret: 5/4 2001
|