§1: Navn og hjemsted:
Foreningens navn er Foreningen Ribe Bridgeklub.
Foreningen er stiftet den 06. november 1943.
Dens hjemsted er Ribe.
§2: Formål:
Foreningens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.
§3: Tilhørsforhold:
Foreningen er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Sydjylland. Herigennem er forbundets og distriktets vedtægter gældende for foreningen og dens medlemmer. Foreningen er tilsluttet Mesterpointordning efter de om disse gældende regler.
§4: Bestyrelse:
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen, idet der årligt afgår 2 eller 3 personer.
Der vælges 2 bestyrelsessuppleanter.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Den er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ved vakance kan den tilbageværende bestyrelse udpege en eller flere stedfortrædere, som fungerer indtil næste ordinære generalforsamling.
Generalforsamlingen vælger hvert år 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
Bestyrelsen forestår den daglige ledelse af foreningens anliggender.
Foreningen tegnes af formanden i forening med 2 andre bestyrelsesmedlemmer.
Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
§5: Regnskabsår:
Foreningens regnskabsår er 1. januar – 31. december. For 2011: 1. april – 31. december.
Foreningens regnskab revideres af den valgte revisor.
§6: Generalforsamling:
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert
år inden udgangen af april måned.
Dagsordenen skal indeholde følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Aflæggelse af regnskab.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
6. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
7. Valg af delegerede til distriktets generalforsamling.
8. Eventuelt
Generalforsamlingen skal indvarsles senest 3 uger før afholdelsen ved opslag på foreningens opslagstavle.
Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpel stemmeflertal.
Undtaget herfra er forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3's majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer samt forslag om foreningens opløsning, som kun kan vedtages med mindst 2/3's majoritet af samtlige foreningens medlemmer.
Såfremt et forslag om foreningens opløsning opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, men ikke tilslutning fra 2/3 af samtlige foreningens medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da uanset antallet af mødte medlemmer kan vedtages med 2/3's majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 3 uger efter at mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag.
Skriftlig afstemning om et forslag kan forlanges af blot ét medlem. Skriftlig afstemning er obligatorisk ved valg mellem flere kandidater.
§7: Tilskud til turneringsdeltagelse:
Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmers deltagelse i turneringer, som arrangeres inden for Danmarks Bridgeforbund.
§8: Medlemskab:
Bestyrelsen godkender optagelse i foreningen. Indmeldelse i foreningen er økonomisk bindende for hele sæsonen.
Ved ophør af medlemskab på grund af helbredsmæssige årsager og ved død opkræves ikke yderligere deltagergebyr. Allerede indbetalte kontingent og deltagergebyr refunderes ikke.
Et medlem, der i en periode ikke ønsker at deltage aktivt i foreningens turneringer, kan fortsætte som passivt medlem af foreningen. Der betales et nedsat kontingent for passivt medlemskab.
Ingen medlemmer hæfter for foreningens gældsforpligtelser.
§9: Karantæne/Eksklusion:
Hvis bestyrelsen idømmer et medlem karantæne eller ekskluderer medlemmet, skal medlemmet underrettes skriftligt om karantæne/eksklusionen. Der henvises til bestemmelserne i § 13-14 i forbundets vedtægter.
I henhold til disse paragraffer indberettes der skriftligt til forbund og distrikt, når der er tale om anden begrundelse end kontingentrestance.
§10: Kortspil i foreningen:
Andet kortspil end bridge er ikke tilladt. Der må ikke spilles om penge i foreningen.
§11: Opløsning af foreningen:
I tilfælde af foreningens opløsning, hvilket kun kan vedtages af en generalforsamling (jfr. § 6), overgår en eventuel formue og aktiver til velgørende formål.
Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 15. marts 2023 og erstatter foreningens nuværende vedtægter af 6. november 1943 med senere ændringer. Vedtægterne træder i kraft den 15. marts 2023.
John Thomsen
|
Svend Erik Madsen
|
Erik Wonsbek
|
Bjarne Steiner
|
Lene Abel
|
|
|
|
|
|
Som dirigent:
Mogens Dahl
|