|
Ribe Bridgeklub
Referat fra generalforsamlingen torsdag den 12. marts 2026 kl. 21.00
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
Erling Pedersen blev valgt
Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var rettidigt indvarslet i henhold til vedtægterne
2. Formandens beretning
Formand Bjarne Steiner indledte beretningen med at konstatere at vi er lidt færre spillere pr. spilledag i denne sæson, men at det lykkedes at holde alle 4 spilledage i gang.
Vi har økonomisk haft et rigtigt godt år, så der er måske mulighed for en kontingentnedsættelse.
Af bridge arrangementer er der afholdt klubdag, temadag, julefrokost og champagneturnering.
Der har været rigtig mange kursister, så nu skal vi så bare gøre alt for at få dem til at spille i Ribe Bridgeklub. Det er vigtigt at vi alle gør en indsats for at få nye bridgespillere og vi vil igen tilbyde at give gratis undervisning til jul.
Det er også vigtigt at vi får uddannet flere turneringsledere og kontorhold når vi er mange medlemmer.
Til slut blev der sagt tak til medlemmerne for den gode stemning de bidrager med i klubben, og tak til alle kaffebryggere, kortblandere, turneringsudvalg og alle andre der hjælper til.
Beretningen blev godkendt
(Se den fulde formandsberetning på hjemmesiden)
3. Aflæggelse af regnskab
Kasserer Søren Dalgaard gennemgik regnskabet
Regnskabet blev godkendt
4. Indkomne forslag
Ingen
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter:
På valg er:
Bjarne Steiner (modtager genvalg)
Søren Dalgaard (modtager genvalg)
Søren Østergaard Nielsen (modtager genvalg)
Bestyrelsen foreslår genvalg af alle 3
Der var genvalg af alle 3
Valg af 2 suppleanter
Harry Jensen (modtager genvalg)
Margrethe Jensen (modtager genvalg)
Der var genvalg af begge 2
6. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
Erling Pedersen (modtager genvalg som revisor)
Connie Hansen(modtager genvalg som revisorsuppleant)
Der var genvalg af begge 2.
7. Valg af delegerede til distriktets generalforsamling
Det overlades til bestyrelsen.
8. Eventuelt.
Bjarne Sørensen takkede bestyrelsen for god ledelse og tak til Didde for
lækker mad både til klubdagen og i aften.
Revisoren Erling Pedersen takkede kassereren for et overskueligt regnskab
Carsten Andreasen roste også regnskabet.
Dirigenten takkede for god ro og orden.
Derefter fik Bjarne ordet igen, hvor han takkede dirigenten for god ledelse og bestyrelsen for godt samarbejde.
Referatet godkendt
Referent: Dirigent:
________________ ____________________
Lene Abel Erling Pedersen
Formandens beretning:
2025 har været et godt år for Ribe Bridgeklub.
I sæsonen 2024/25 der blev afsluttet i april, havde vi lidt flere spillere pr. spilledag som i år, men det er lykkedes for os at holde alle ugens spilledage i gang. Og det tror vi på, er meget vigtig for klubben, når vi tager de lange briller på. Vi vil gerne sende et signal om, at Ribe Bridgeklub vil blive ved med at være her, og skulle der opstå problemer med at fortsætte for en af vores naboklubber, så skal spillerne vide, at Ribe bridgeklub er et sted, man roligt kan tage hen, for det er et godt sted at være, og den vil blive ved med at være her.
Vi har økonomisk haft et rigtigt godt år. Vi har et overskud på ca. 75.000 kr., og det er meget over forventning. Det sætter selvfølgelig også tanker i gang om en nedsættelse af kontingentet. Men vi skal have en økonomisk buffer, hvis IT, opvaskemaskine eller andre dyre ting bryder ned, og skal fornyes. Vi vil også have råd til at vores ting er i orden og kan fornyes, når behovet er der. F.eks. vil vi købe nye kort til den nye sæson. Vi vil have at kortene er ens, og ikke en blanding af nye og gamle.
Vi har også konstateret at naboejendommen er sat til salg, og der kan også ligge nogle økonomiske eller praktiske udfordringer, for det er jo naboens grund, vi bruger til P. Plads på den anden side af hækken. Vi kan måske komme i en situation, hvor vi vil forsøge at købe en del af grunden. Hvis det ikke kan lade sig gøre, har vi mulighed for at fjerne nogle træer for enden af huset og lave nogle ekstra P. Pladser på tværs. Men vi ved ingenting om, hvad der sker. Vi prøver blot at være forberedt på de muligheder/udfordringer, der kan opstå.
Med hensyn til antal kursister har vi jo haft den glæde, at vi har rigtig mange i denne sæson, og nogle af dem er allerede aktive i turneringer, når de har mulighed for det, og det er meget positivt. Men den store udfordring kommer, når vi skal sikre, at kursisterne fortsætter med at spille og være medlem af vores klub. Derfor går vi med nogle tanker om, at vi måske skal lave en mentorordning, så hvert hold får en person tilknyttet, som de har kontakt til og som skal sikre, at de føler sig trygge og lige kan hjælpe dem med at komme videre. Det kan gøres på forskellig vis, men vi er meget opmærksom på, at nu er de her, og så skal vi sikre at de bliver, og bliver glade for at spille bridge.
Og vi håber selvfølgelig, det vil lykkes at samle lige så mange nybegyndere til næste år, og det kræver jo endnu en gang, at alle går ud og opfordrer dem i kender til at komme i gang med at spille bridge. Derfor vil vi selvfølgelig også udstyre jer med gavekort til gratis undervisning til næste sæson, som i må dele rundhåndet ud af. Og det ønsker vi jer held og lykke med, for det er det, der skal sikre vores fremtidige eksistens.
Vi har også i sidste sæson forsøgt med at arrangere lidt dame- og herre bridge. Det er blevet rigtig godt modtaget, og jeg er sikker på, det er kommet for at blive. Jeg skal lige for god ordens skyld sige, at det ikke er bestyrelsens ide, men vi er meget glade for initiativet.
Af andre arrangementer har vi haft temadag, julefrokost og klubdag i løbet af sæsonen, og alle arrangementer med god opbakning. Det er en fornøjelse at se, hvor god en stemning, der er blandt vores medlemmer både i hverdagen og til disse arrangementer.
Ud over det har vi jo også haft sommerbridge, som vi plejer. Der var god tilslutning efter en lidt forsigtig start. Det er ligesom folk skal lige i gang igen, og måske også nogen der har taget andre steder hen, fordi vi holder pause i maj måned. Og det er jo fint nok at man tager andre steder hen. Men vi har i samarbejde med turneringsudvalget aftalt, at vi i år starter op med sommerbridge umiddelbart efter vi slutter med turnerings bridge. Det betyder vi starter først i maj. Vi håber det bliver taget godt imod.
Men når vi har mange medlemmer, kræver det også, at vi har folk uddannet til de funktioner, der er nødvendige for at spille, og organisationen bag er i orden. Det betyder, at der skal uddannes nye turneringsledere, og der skal være nogen, der kan sætte turneringer op og klargøre til spilleaftener. Vi har nogle ildsjæle, men dem må vi ikke slide op for hurtigt.
Derfor bliver der arrangeret turneringsleder kursus her i vores lokaler den 29. marts, og vi ville rigtig gerne have et par mere til at melde sig. MHT til kontoret, vil Carsten selv uddanne et par stykker mere, så de kan håndtere kontoret.
Vi har sidste år også investeret i en havetraktor uden klipper, men med en rive på, så vi kan holde vores udenoms arealer fri for ukrudt. Det var en meget overkommelig investering på 1.500 kr. for rive og traktor.
Og så har vi jo selvfølgelig et par frivillige tømrer, der sagde, at de nok skulle lave et hus til den. De samme har også lavet ny indhegning til vores skraldespande ved vejen. Tak for det. Det pynter og det er dejligt ikke at skulle huske, hvornår spandene skal ud til vejen.
Jeg vil slutte med at takke alle vores medlemmer for den gode stemning i sørger for vi har i klubben og for jeres gode humør og jeres positive væremåde. Tak til alle kaffebryggere, kortblandere, turneringsudvalg og alle andre der hjælper til.
Til sidst men ikke mindst en stor tak til mine bestyrelseskollegaer for et formidabelt samarbejde.
Alt det tilsammen gør det til en stor fornøjelse at være formand for klubben.
|