Vedtægter for Billund Bridgeklub

                                                               Billund Bridgeklub 

­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­



Vedtægter


Revideret 31. marts 2026


§1

Navn, hjemsted og spilleaften

  1. Klubbens navn er:
  2. Klubbens hjemsted er:
  3. Spilleaften:


Billund Bridgeklub

Billund

Torsdag


§2

Formål

  1. Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.


§3

Medlemskab

  1. Det er er betingelse for optagelse i Billund Bridgeklub, at man tilslutter sig foreningens formål.
  2. Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen.
  3. Klubbens medlemmer skal aktivt bidrage til løsning af klubbens praktiske opgaver før og efter turneringer. Medlemmer vil indgå i en turnusordning. Medlemmer kan "bytte vagt/opgaver" indbyrdes. Der vil blive taget hensyn til medlemmer, som ikke har mulighed for at bidrage.  


§4

Danmarks Bridgeforbund

  1. Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og tilsluttet forbundets mesterpointordning.


§5

Bestyrelsen

  1. Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen, således at to henholdsvis tre bestyrelsesmedlemmer er på valg hvert år.
  2. Bestyrelsen, der konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer, sekretær og turneringsansvarlig, er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
  3. Ved vakance kan en tilbageværende bestyrelse udpege en eller flere stedfortrædere, som fungerer for resten af den eller de pågældende valgperioder. Generalforsamlingen vælger hvert år revisor og revisorsuppleant.


§6

Turneringer

  1. Den turneringsansvarlige udarbejder forslag til en sæsonplan, som efter godkendelse i bestyrelsen udleveres til medlemmerne ved sæsonstart.


§7

Tegningsregler og hæftelser

  1. Klubbens adresse er den siddende formands privatadresse
  2. Klubben tegnes af dens formand
  3. Klubbens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af klubben indgåede forpligtelser, for hvilke alene klubben hæfter med dens formue.


§8

Regnskabsår

  1. Klubbens regnskabsår er 1. april 31. marts


§9

Generalforsamlingen

  1. Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på sidste spilleaften i marts måned.
  2. Dagsorden skal indeholde følgende:
  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Aflæggelse af årsregnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Valg af 2/3 bestyrelsesmedlemmer
  6. Valg af revisor og revisorsuppleant
  7. Eventuelt
  1. Generalforsamlingen skal indvarsles senest 14 dage før afholdelse. Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 7 dage før generalforsamlingen.
  2. Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpelt stemmeflertal. Undtaget herfra er dog forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3 majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, samt forslag om opløsning af klubben, som kun kan vedtages med mindst 2/3 majoritet af samtlige klubbens medlemmer.
  3. Såfremt et forslag om klubbens opløsning opnår tilslutning af 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, men ikke tilslutning af 2/3 af samtlige medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til ekstraordinær generalforsamling med klubbens opløsning som eneste punkt. For at klubben kan opløses skal flertallet af de fremmødte på den ekstraordinære generalforsamling stemme for forslaget.
  4. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet eller inden en måned efter, at 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag. Skriftlig afstemning kan altid forlanges. Skriftlig afstemning er obligatorisk ved valg mellem flere kandidater.


§10

Kontingent

  1. Bestyrelsen fastsætter det årlige kontingent.


§11

Turneringer under Danmarks Bridgeforbund

  1. Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmers deltagelse i turneringer, som arrangeres af Danmarks Bridgeforbund.


§12

Afgrænsning

  1. Andet kortspil end bridge er ikke tilladt. Der må ikke spilles om penge i klubben.


§13

Opløsning

  1. I tilfælde af klubbens opløsning, hvilket kun kan vedtages af en generalforsamling (se §9), overgår en eventuel formue til en anden bridgeklub i Billund Kommune alternativt til Danmarks Bridgeforbund.




Disse vedtægter, som er en opdatering af vedtægter af 6. september 1972 og 21. marts 2013, er vedtaget på generalforsamlingen den 26.09.2013.



Bestyrelsen pr. 26.03.26


­­­­­­­­­­­­­



__________________

Eva Rafn

Formand/Sekretær


__________________

Per Randers

Kasserer






____________________

Erik Bohnsen

Næstformand


____________________

Lars Smidt

Turneringsansvarlig

Jørgen Bruhn

Dirigent på generalforsamlingen 26.03.2026





Klubregler for Billund Bridgeklub

­­­§ 1

Formålet med klubreglerne er at sikre en ensartet og korrekt afvikling af turneringerne, samt sikre en god tone spillerne imellem.

§ 2

Klubben spiller hver torsdag med start kl. 19.00 på Lindegården, Lindevej 1. Der spilles i perioden 1.9 1.4. Det er muligt at vente med start til 1.10. I april spilles en turnering, hvis det vurderes, at der er spillere nok til en turnering. Der spilles ikke i efterårsferie, juleferie, vinterferie eller helligdage.

§ 3

Tilmelding til sæsonen foregår ved kontakt til bestyrelsen senest 10. august. Eksisterende medlemmer har fortrinsret, hvis der tilmelder sig flere, end klubben kan optage. Medlemskab er bindende for hele sæsonen.

§ 4

Hvis et medlem er forhindret i at møde, skal han/hun selv skaffe en substitut. Hvis det ikke er muligt, kontakter man turneringsleder eller turneringsansvarlig hurtigst muligt. Denne kan da frit vælge substitut, men der henstilles til, at en substitut har ca. samme styrke, som det fraværende medlem.

Det er god skik, at medlemmet betaler forplejning til substitutten.

JUSTERING AF SCORE VED SUBSTITUERING

  • Der kan blive tale om justeret score i en parturnering, hvor begge spillere er substitutter. Er substitutternes parhandicap mere end 5 lavere end det par, de substituerer, justeres scoren i første omgang til middelscore. Når den pågældende turnering er afsluttet, ændres scoren til gennemsnittet af det substituerede pars score.
  • Justering af score gælder ikke for den stærkeste række.
  • Ved holdturneringer kan der ligeledes blive tale om en justering af scoren, hvis der er 3 substitutter på et hold.

§ 5

Klubben opfordrer alle spillere til at medbringe systemkort. Hjælp til udfyldelse af systemkort kan fås ved henvendelse til bestyrelsen.

§ 6

Hver spilleaften er der udpeget en turneringsleder, som skal tilkaldes, når der er gjort opmærksom på uregelmæssigheder vedr. meldinger eller spil, samt ved brud på etikette og korrekt opførsel.

Der må ikke spilles videre ved bordet, før turneringslederen har truffet en afgørelse (stilfærdigt). Der dømmes efter de internationale love for turneringsbridge.

§ 7

Etik og etikette

  • Man møder sober og sidder på sin plads ved turneringsstart
  • Man undlader at irettesætte såvel makker som modspillere under og efter spillet
  • Man kommenterer ikke makkers/modspillernes meldinger og spilføring
  • Man tager aldrig andres kort ud af mappen efter spillet
  • En spiller må ikke med mimik, tegn eller ytringer tilkendegive utilfredshed/tilfredshed med en melding, et udspil eller et spillet kort
  • Der må ikke tales om meldinger og spil ved bordet, da der er risiko for at andre borde kan få ubeføjede oplysninger
  • Der beregnes 7 min. pr. spil. Er der mindre end 5 minutter tilbage i en runde, må et nyt spil ikke påbegyndes


Bestyrelsen ønsker alle Godt Spil!


               


BridgeCentral, 1. juni 2026