|
Etik og Etikette
Bridge er et spil, hvor det gælder om at klare sig bedst muligt, men det skal selvfølgelig være på en fair måde indenfor de regler og love, der er gældende for spillet.
Hvis alle spillere efterlever nedenstående regler, fremmes en god stemning og sportsånd, hvilket bevirker et hyggeligere klub- og turneringsliv.
Det er op til spillerne ved bordet selv at være opmærksomme på overholdelse af regler og love. Hvis der opstår en uregelmæssighed, skal det være en naturlig ting at tilkalde turneringslederen, og det må ikke påvirke stemningen ved bordet.
Turneringslederen er som dommer den, der skal orientere og udrede trådene. Resultatet ved dit bord har betydning for de andre spillere i turneringen, så tilkald også turneringslederen, selvom du måske ikke ligger så godt placeret.
Det kan være ærgerligt, hvis en afgørelse går dig imod, men du lavede jo ikke fejlen med vilje, så tag det med et smil. Der er ingen grund til at blive sur på modstanderne - de kan i hvert fald ikke gøre for, at du har lavet en uagtsom fejl.
I de internationale love for turneringsbridge er lovenes formål beskrevet således:
Lovene er udformet for at fastlægge en korrekt fremgangsmåde og være et passende hjælpemiddel, når den korrekte fremgangsmåde fraviges. En fejlende spiller bør som en selvfølge være rede til at acceptere enhver straf eller justeret score, som turneringslederen tildeler. Lovene er først og fremmest udformet for at afhjælpe en skade. Ikke for at straffe uregelmæssigheder.
1. Opførsel Du bør hilse på dine modstandere, når du kommer til et bord, samt sige tak for spillet, når du forlader bordet.
2. Du har pligt til:
· at se efter, om du sidder ved det rigtige bord, og er placeret rigtigt ved dette. · at se efter, om du spiller de rigtige kort, specielt hvis du sidder fast. · at tælle dine kort, når du tager kortene ud af mappen
3. Pokeransigt. Lad være med at vise eller kommentere, at en melding, et udspil eller et tilspil ikke passer dig. Det giver uberettigede oplysning til din makker - og modspillerne
4. Oplysninger fra modparten: Du kan spørge modparten om betydningen af meldinger, du ikke forstår, men undlad at spørge, hvis du ikke selv har brug for svaret. Du har kun lov at spørge:
· når du skal melde · når din makker har spillet fordækt ud · når du skal spille ud eller spille til et stik · du må ikke spørge til én specifik melding, hvis der er flere kunstige meldinger.
5. Oplysninger til modparten: Modstanderne har ret til at få forklaret betydningen af en melding, hvis de ønsker det. Forklaringen skal være fyldestgørende.
6. Oplysninger (ubeføjede) til makker: Undgå så vidt mulig tøven i meldingerne. Hvis du har tøvet, kan det begrænse makkers meldemuligheder.
7. Tøven i meldingerne: At benytte sig af makkers tøven, bl.a. ved at melde på makkers kort fremfor egne kort, er brud på etikken og lovene.
8. Konventioner: Aftaler makkerparret imellem, som afviger fra systemet og de normalt anvendte konventioner, skal oplyses til modstanderne (skal fremgå af systemkortet)Kunstige meldinger skal allerteres!
9. Meld ens: Meld ikke: en klør - én klør - jeg melder klør Ved brug af meldekasser skal du bestemme dig for, hvad du vil melde, inden du berører meldekassen. Meldingskortene placeres ensartet på bordet uden særligt eftertryk på en melding. Du må ikke begynde at samle kortene sammen, før meldingsforløbets afsluttende pas er afgivet og åbningsudspillet er vendt.
10. Under spillet: Du må ikke tage et kort frem, før det er din tur til at spille til. Når du skal spille ud eller spille til, så bestem dig, inden du trækker i et kort på din hånd. NB! Hvis der ikke bekendes, må alle spørge ”ikke flere kort i farven?” Den blinde må dog kun spørge spilfører. Makker bør altid spørge for at undgå kulørsvigt.
11. Tøven i spillet: Tøven uden grund i tilspil er groft brud på etikken (singleton, lutter små kort i farven, m.v.). Hvis ud tøver i tilspil, skal du altså have en god grund til det. Når åbningsudspillet er vendt, og den blindes kort er lagt ned, bør spilfører altid tage en pause til planlægning af spillet, inden der spilles til fra bordet. Denne pause giver også modspillerne tid til at planlægge modspillet. Det er derfor helt korrekt, hvis den næste spiller tager en pause til at planlægge modspillet, når spilfører umiddelbart spiller til.
12. Den blinde spiller bordets kort efter spilførerens anvisninger.
13. Den blinde må ikke:
● røre bordets kort, før han bliver bedt om det
● ved minespil eller håndbevægelse prøve at vejlede spilfører, kommentere spillet eller spørge om meldeforløb, endsige gøre opmærksom på, at en farve er rejst, forlade sin plads for at se spilfører spille eller se dennes kort.
14. Den blinde har ret (ikke pligt) til:
● at afværge etablering af kulørsvigt, når det gælder spilfører
● at søge at forhindre spilførers udspil af forkert hånd
● efter spillet at gøre opmærksom på enhver uregelmæssighed, der er forekommet under spillet.
15. Efter spillet: Man må ikke samle kort sammen før der er enighed om antal stik!
16. Turneringsleder: Kald på turneringslederen, hvis der opstår uregelmæssigheder ved bridgebordet - han er der for det samme. Dermed bliver alle uregelmæssigheder og fejl bedømt og rettet ensartet
|