Vedtægter for Brønderslev Bridgeklub Senest rettet 01.10.1998

§ 1. Navn og hjemsted

Klubbens navn er Brønderslev Bridgeklub. Klubben er stiftet den 1/11 1952.
Dens hjemsted er Brønderslev.

§ 2. Formål

Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskab til og interessen for bridge.

§ 3. Tilhørsforhold

Klubben er tilsluttet Danmarks Bridgeforbund.

§ 4. Bestyrelse

Klubben ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Formanden vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at mindst 2 er på valg hvert år.

Desuden vælges en suppleant for 1 år. Ved afgang fra bestyrelsen indtræder suppleanten i bestyrelsen med det afgåede medlems valgperiode.

Bestyrelsen, der konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær, er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Generalforsamlingen vælger hvert år 1 revisor og 1 revisorsuppleant.

§ 5. Turneringsleder

Bestyrelsen vælger en turneringsleder til at tilrettelægge og lede turneringerne. Bestyrelsen er bemyndiget til at aflønne en turneringsleder.

§ 6. Regnskabsår

Klubbens regnskabsår er 1. marts - 28. februar.

§ 7. Generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år ved vinterturneringens afslutning. Kun aktive medlemmer har stemmeret.

Dagsordenen skal indeholde følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Aflæggelse af årsregnskab
  4. Forslag
  5. Valg af formand
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant
  7. Valg af en revisor og 1 revisorsuppleant
  8. Eventuelt

Generalforsamlingen skal indvarsles senest 14 dage før afholdelsen.

Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpel stemmeflerhed. Undtaget herfra er dog forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med 2/3's majoritet af de på generalforsamlingen mødte medlemmer, samt forslag om klubbens opløsning, som kun kan vedtages med mindst 2/3's majoritet af samtlige klubbens medlemmer.

Såfremt et forslag om klubbens opløsning vel opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen mødte medlemmer, men ikke tilslutning fra 2/3 af samtlige klubbens medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da uanset antallet af mødte medlemmer kan vedtages med 2/3's majoritet af de på generalforsamlingen mødte medlemmer.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 1 måned efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag.

Skriftlig afstemning kan altid forlanges.

§ 8. Kontingent

Klubkontingent og spilleafgift samt betalingsterminer fastsættes af bestyrelsen.

§ 9. Medlemskab

Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen.

§ 10. Karantæne / Eksklusion

Hvis bestyrelsen idømmer et medlem karantæne eller ekskluderer medlemmet, skal medlemmet underrettes skriftligt om karantænen / eksklusionen. Der henvises til bestemmelserne i § 13-14 i forbundets vedtægter. I henhold til disse paragraffer indberettes der skriftligt til forbund og distrikt, når der er tale om anden begrundelse end kontingentrestance.


Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 26. marts 1998.

 

................................................

Lars Spejlborg
(formand)