Etik og etikette
1. Opførsel:
Du bør hilse på dine modstandere, når du kommer til et bord, samt sige tak for spillet, når du forlader bordet.
Det er uetisk at irettesætte eller belære såvel makker som modspillere under og efter spillet. Det samme gælder mishagsytringer i forbindelse med spillet.
2. Pligt:
Du har pligt til:
- at se efter, om du sidder rigtigt
- at se efter, om du spiller de rigtige kort
- at tælle dine kort, før du ser dem
3. Pokeransigt:
Du må ikke vise eller kommentere, at en melding, et udspil eller et tilspil ikke passer dig.
4. Oplysninger fra modparten:
Spørg modparten om meldinger, du ikke forstår, men undlad at spørge, hvis du ikke har brug for svaret.
Du har ret til at spørge
- når du skal melde
- når der er spillet fordækt ud
- når du skal spille ud eller til et stik
5. Oplysninger til modparten:
Modstanderne har ret til at få forklaret en melding, hvis de ønsker det. Forklaringen skal indeholde en redegørelse for de aftaler,
makkerparret har om meldingen.
Hvis forklaringen er forkert, skal spilfører eller den blinde korrigere makkers melding lige inden åbningsudspillet.
Modspillerne skal korrigere forklaringen efter spillet.
6. Oplysninger til makker:
Bridge er et tankespil, og der skal være tid til at tænke. Imidlertid kan en tænkepause i meldingerne give makker nogle oplysninger, og i nogle tilfælde skal denne derefter melde pas. Tilkald turneringslederen.
7. Tøven i meldingerne:
At benytte sig af makkers tøven, bl.a. ved at melde på makkers kort frem for egne kort, er brud på etikken.
8. Konventioner:
Systemkort skal uopfordret fremlægges på bordet til brug for modspillerne.
Aftaler makkerparret imellem, der afviger fra systemet og de normalt anvendte konventioner, skal oplyses til modspillerne – samt fremgå af systemkortet.
Alle kunstige meldinger på 1-, 2- og 3-trinnet skal alerteres ved skilt eller let bank i bord.
9. Meldinger:
Meld nogenlunde i samme tempo. Et hurtigt pas siger til makker: ”Jeg har ikke noget.”
Du skal bestemme dig for, hvad du vil melde, inden du berører meldekortene.
Meldekortene må ikke pakkes sammen, før der er spillet ud.
Ved alle springmeldinger skal det røde stopkort benyttes og kortet skal ligge fremme i ca. 10 sekunder, hvorefter meldingerne må fortsætte.
10. Under meldeforløbet:
Du må ikke pakke meldekortene sammen, før meldeforløbet er slut og dermed markere overfor makker, at ”Nu skal vi ikke højere.”
11. Under spillet:
Du må ikke tage et kort frem, før det er din tur til at lægge til. Når du skal spille ud eller til, så bestem dig, inden du trækker et kort.
Makker må gerne spørge, om makker ikke har flere i farven, når der ikke bekendes.
12. Tøven i spillet:
Tøven uden grund i tilspil er groft brud på etikken.
13. Efter spillet:
Du må ikke pakke stikkene sammen, før der er enighed om antallet.
Alle spillerne bør generelt afstå fra at diskutere afsluttede spil.
14. Den blinde spiller bordets kort efter spilførerens anvisninger:
Den blinde må ikke:
- røre bordets kort, før der bliver bedt om det
- ved minespil eller håndbevægelse prøve at vejlede spilfører
- kommentere spillet eller spørge om meldeforløb, endsige gøre opmærksom på, at en farve er rejst.
15. Den blindes ret:
Den blinde har ret – men ikke pligt – til:
- at afværge etablering af kulørsvigt, når det gælder spilfører – men ikke når det gælder modspiller
- at søge at forhindre spilførers udspil fra forkert hånd
- efter spillet at gøre opmærksom på enhver uregelmæssighed, der er forekommet under spillet
16. Spil efter ur:
Uret skal respekteres.
Det er begge pars ansvar, at spillet færdiggøres indenfor den afsatte tid – samt at meldinger skal være påbegyndt, når 5-minutters signalet lyder.
17. Tilkaldelse af turneringsleder:
Kald altid på turneringslederen ved alle uregelmæssigheder.
Turneringslederen er til for at hjælpe og træffe beslutning om reglernes overholdelse.
Hvis alle i klubben følger disse etiske regler, fremmes et godt sammenhold og en god sportsånd!
Bestyrelsen
Bridgeklubben Præstø Revideret Marts 2017
|