Noget om retfærdighed.
De fleste af os har en fornemmelse af, at hvis vi har mødt alle andre par i rækken, så er turneringens resultat retfærdigt – det bedst spillende par har vundet.
Desværre er det en illusion.
Hvor retfærdig en turnering er måles i et tal, der kaldes enten skævhed eller balance. Beregningsmetoderne der ligger bag skal jeg skåne jer for her – men jeg forklarer dem gerne på anfordring.
Men det er sådan at man kan dele skævheden (balancen) op i intervaller:
0,0 – 0,20: Turneringen er retfærdig
0,21 – 0,50: Går lige an, hvis man ikke kan finde på noget bedre
0,51 - ???: Træk hellere lod om præmierne
Det betyder, at vores umiddelbare fornemmelse er rigtig, hvis man spiller i en 4 bordsrække – typisk 28 spil på en aften. Den er også rigtig, hvis man spiller i en 6 bordsrække – typisk 33 spil på en aften.
Begge turneringsformer har en skævhed på 0,0.
Den 5 bordsturnering vi – og de fleste andre klubber – normalt bruger, har en skævhed på 0,42.
Den er med andre ord ikke særligt retfærdig. Dette kan der imidlertid repareres på, ved at opdele turneringen over 2 aftener og bruge 2 forskellige sæt skifteplaner. Så kommer skævheden for de 2 aftener tilsammen under 0,20.
Et hyppigt spillet spørgsmål
Hvorfor sidder Gitte og Peter altid fast ved bord 1 i A-rækken?
Svar:
Det er praktisk som spillende turneringsleder, fysisk at sidde på en plads hvor man kan overskue lokalet og passe uret. Og spillerne ved altid hvor turneringlederen er.
Desuden er det den eneste placering i en 5-bords række, hvor det ikke er muligt at skabe en fordel for sig selv, når man sætter startlisten.
|