En kursists bekendelser.   Af Dan Kolko

Ruder Es arrangerer begynderkursus i bridge.

Jeg møder op med selvtilliden i orden. Har spillet Whist stort set hele mit liv – i over 30 år en gang om måneden med min kortklub. Og jeg er god til det! mener jeg selv. Så ”det der bridge” er vel ikke så svært, når man som jeg har erfaringen som kortspiler og opfatter mig selv som lidt af et naturtalent på kortspilsområdet.

Godt 20 forventningsfulde, potentielle bridgespillere møder op på Byvej. Vi bydes velkommen af vores lærer, Liselotte. Meget hurtigt går det op for os, at her har vi en dybt engageret og ivrig underviser. Hun brænder for sagen. Forberedelsen er i orden. Tavlen bliver brugt. Stil spørgsmål, lyder det gang på gang. Der findes ingen dumme spørgsmål, får vi at vide. Og det er ikke bare noget, der bliver sagt. Vi bliver hørt og taget alvorligt, når vi spørger. Holdet finder også ud af, at der er plads til humor. Muntre kommentarer fylder mandag efter mandag rummet i skøn vekselvirkning med seriøs gennemgang af stoffet. Vi lærer  (hurtigt) gennem meningsfulde sætninger som ”der skal 12 point til en åbningshånd” og ”meld aldrig pas til se(x)ks” !

Det gennemgåede stof prøves altid efterfølgende af ved at spille et eller et par spil med netop det stof, der lige er blevet gennemgået. Der kaldes på læreren, der engageret styrter rundt for at hjælpe disciplene. Behovet for hjælp bliver på et tidspunkt så stort, at Liselotte-lærer får en tidligere dygtig elev tilknyttet som hjælpelærer. Det er Jørn, som hurtigt falder ind i holdets muntre tone.

De tre undervisningstimer afbrydes midtvejs af kaffe og hjemmebag, som holdets deltagere skiftes til at medbringe. Kageniveauet er meget højt og holdets sammenhold vokser hurtigt. Der krammes ved start og slut, men der skal jo også læres at spille bridge. Det var jo ligesom det, der var meningen. Og der knokles i de tre timer. Men ligesom med al anden læring, kræver også bridge, at eleven selv skal gøre en indsats for at komme videre. Der skal læses lektier. Det gennemgåede skal repeteres inden næste gang – ellers er det bare forduftet som dug for solen. Og så kan det faktisk være lige meget. Det erfarede det tidligere nævnte naturtalent – mig. Jeg tog ikke min egen forberedelse seriøst nok. Jeg skimmede i sidste øjeblik lektien. Lavede ikke bogens øvelser.

Det gik et stykke tid, for jeg kunne jo være med på det nye, vi lærte den følgende gang. Men ak, så skete det oftere og oftere, at jeg stillede spørgsmål, som gjorde det endog meget klart for mig, at det, jeg spurgte om, var kendt stof for dem, som havde forberedt sig. Samtidig havde min kone og jeg fundet sammen med et andet par på kurset, som vi begyndte at spille privat sammen med. Her faldt jeg temmelig meget igennem. De andre læste på lektien. Tog kurset og egen forberedelse seriøst. Her måtte jeg erkende, at naturtalent ikke er nok. Der skulle gøres en egen indsats, hvis man vel at mærke ville udvikle sit bridgespil. Og når man spiller med andre, er det ikke godt nok, når man ikke er på nogenlunde samme niveau.

Derfor besluttede jeg, at hvis jeg skulle være med, så måtte jeg indhente det forsømte. Og det var ikke så lidt. Jeg måtte konstatere, at det havde været ulig meget nemmere, hvis jeg løbende havde lagt lag på lag i forbindelse med den engagerede undervisning.

Som afrunding vil jeg konkludere, at engageret undervisning, hygge, humor OG egen indsats er den rette medicin for et vellykket forløb, hvis man vil noget med sin bridge

Sammenfattende kan det siges med ordene:   Afslappet seriøsitet.