Vedtægter 2022

       Bridge 37 Vedtægter.

§ 1. Navn og hjemsted

Klubbens navn er Bridge 37 med hjemsted i Roskilde kommune.
Klubben er stiftet den 7. januar 1937.

§ 2. Formål

Stk. 1. klubbens formål er at samle bridgespillere til regelmæssige turnerings eftermiddage for at dyrke selskabsspil samt dygtiggøre sig til turneringer med andre klubber, samt fremme kendskabet til og interessen for bridge.

Stk. 2. Klubben skal være medlem af Danmarks Bridgeforbund for at klubbens medlemmer

§ 3. Tilhørsforhold

Stk. 1. Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Østsjælland, og såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer er gældende for klubben og dens medlemmer.

Stk. 2. Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointordning efter de gældende regler.

§ 4. Bestyrelse

Stk. 1. Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.

Stk. 2. Bestyrelsen består af mindst 3 medlemmer, en formand, en kasserer og mindst et bestyrelsesmedlem og vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling.

Stk. 3. Formanden og et bestyrelsesmedlem vælges i ulige år, mens øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

Stk. 4. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær.

Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.

Stk. 6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 7. Ved vakance indtræder den eller de ved generalforsamlingen valgte bestyrelsessuppleanter i rækkefølge.

§. 5. Tegning og hæftelse

Stk. 1. Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over kr. 20.000 eller ved lånoptagning kræves dog underskrift af formanden og kassereren i forening.

Stk. 2. Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler klubben.

§ 6. Spilleudvalg og turneringskomite

Stk.1. Bestyrelsen kan nedsætte et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringer samt varetagelse af løbende og enkeltstående opgaver. I udvalget skal sidde mindst ét bestyrelsesmedlem.

Stk. 2. Bestyrelsen kan nedsætte en turneringskomite på 3 medlemmer, hvoraf mindst én er fra bestyrelsen. Komiteen er klubbens lov og regelfortolkende udvalg.

§ 7. Aflønning

Stk. 1. Generalforsamlingen kan godkende retningslinjer for fast engagement af personer, herunder en evt. turneringsleder, der efter bestyrelsens indstilling skal aflønnes i deres arbejde for klubben.

Stk. 2. Bestyrelsen har fuldmagt til at disponere et beløb til dækning af udgifter og honorarer til personer, der har arbejdet for klubbens drift og virke.

§ 8. Regnskab

Stk. 1. Klubbens regnskabsår er 1. april til 31. marts. Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.

Stk. 2. Evt. overskud i klubben anvendes til spillemateriale samt aktiviteter for medlemmerne.

§ 9. Revision

Stk. 1. På den ordinære generalforsamling vælges for 2 år en revisor (ulige år) og en revisorsuppleant (lige år)

Stk. 2. Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.

§ 10. Generalforsamling

Stk.1. Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed i alle anliggender.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på klubbens sidste spilleaften inden udgangen af april måned.

Stk. 3. Generalforsamlingen skal indvarsles senest 3 uger før afholdelse ved opslag og bekendtgørelse i spillelokalet og på klubbens hjemmeside.

Stk. 4. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indsendt skriftligt til formanden senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 5. Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen (med de i § 14 nævnte undtagelser) afgøres med simpelt stemmeflertal.

Stk. 6. Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages med 2/3 majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer.

Stk. 7. Generalforsamlingen kan forlange skriftlige afstemninger. Skriftlige afstemninger er obligatoriske ved valg mellem flere kandidater.

§ 11. Dagsorden

Stk. 1. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

  • Valg af dirigent og referent, valg af stemmetællere.
  • Formandens beretning for det forløbne år.
  • Aflæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab
  • Godkendelse af budget
  • Fastsættelse af kontingent
  • Indkomne forslag
  • Valg af formand (ulige år)
  • Valg af kasserer (lige år)
  • Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (lige/ulige år)
  • Valg af 1 bestyrelsessuppleanter for 2 år (lige/ulige år)
  • Valg af 1 revisor (ulige år) og 1 revisorsuppleant (lige år)
  • Eventuelt.

§ 12. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen

Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når mindst 1/5 af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

Stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse med angivelse af dagsorden og evt. indkomne forslag.

Stk. 4. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme som ved den ordinære generalforsamling.

Stk. 5. Generalforsamlingen kan forlange skriftlige afstemninger. Skriftlige afstemninger er obligatoriske ved valg mellem flere kandidater.

§ 13. Medlemskab

Stk. 1. Som aktivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen. Indmeldelse i klubben er bindende for hele sæsonen dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter en halv sæson, når omstændighederne taler for det.

Stk. 2. Medlemskab af klubben overføres automatisk fra sæson til sæson, medmindre bestyrelsen har modtaget en udmeldelse senest pr. 1. juli.

Stk. 3. Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst en måneds varsel til udgangen af en sæson og i den forbindelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværende med klubben afvikles.

Stk. 4. Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt leve op til klubbens formålsbestemmelse.

Stk. 5. Medlemmernes pligter og rettigheder er beskrevet i klubregler for Bridge 37.

Stk. 6. Endelig afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen. Stk. 7. Et medlem, der i en periode ikke ønsker at deltage i klubbens turneringer, kan fortsætte som passivt medlem af klubben. Der betales kontingent for passivt medlemskab

Stk. 8. Passive medlemmer har ikke stemmeret, men er valgbare til bestyrelsen.

§ 14. Udelukkelse og eksklusion

Stk. 1. Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.

Stk. 2. I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

Stk. 3. I sager om eksklusion har medlemmet, desuden krav på, at sagen endeligt afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sættes på dagsordenen som et særligt punkt

Stk. 4. En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter

Stk. 5. En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 & 14

§ 15. Medlemmets pligter og rettigheder

Stk. 1. Bestyrelsen kan fastsætte særlige bestemmelser for medlemmernes pligter og rettigheder samt ordensregler.

Stk. 2. Passivt medlemskab giver ret til deltagelse i klubbens generalforsamling.

§ 16. Kortspil i klubben

Stk. 1. Andet kortspil end bridge er ikke tilladt. Der må ikke spilles om penge i klubben,

§ 17. Opløsning af klubben

Stk. 1. Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske ved en særlig indkaldt generalforsamling og kan kun vedtages med mindst 2/3 af samtlige klubbens medlemmer

Stk. 2. Såfremt et forslag om klubbens opløsning opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingens fremmødte medlemmer, men ikke fra 2/3 af samtlige medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da, uanset antallet af fremmødte medlemmer, kan vedtages af de på generalforsamlingens fremmødte medlemmer.

Stk. 3. Såfremt klubben opløses, realiseres dens ejendele til almennyttige velgørende, kulturelle formål i Roskildeområdet.


Vedtægtsændringer er vedtaget af generalforsamling den 18. april 2002.

Revideret den 18. april 2018.

Revideret den 13. september 2021.

Revideret den 28. april 2022.


På bestyrelsen vegne

Bente Skernby

Formand

BridgeCentral, 14. maj 2025