§1 Navn og hjemsted Klubbens navn er Skovlunde Bridgeklub og dens hjemsted er i Skovlunde, i Ballerup Kommune
§2 Formål Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne, fremme kendskabet og interessen for bridge, samt deltage aktivt i foreningslivet
§3 Tilhørsforhold Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund, distrikt Nordsjælland. Herigennem er forbundets og distriktets vedtægter gældende for klubben og dets medlemmer. Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpoint-ordning, efter de gældende regler.
§4 Bestyrelsen Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, bestående af: Formand, næstformand, sekretær, kasserer og et bestyrelsesmedlem, der vælges direkte af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Formand, sekretær og et bestyrelsesmedlem er på valg i lige år. Næstformanden og kassereren er på valg i ulige år. Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden og er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen er til stede. Ved blivende frafald kan den tilbageværende bestyrelse udpege stedfortræder blandt medlemmerne, der fungerer indtil næste generalforsamling. Generalforsamlingen vælger 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter, alle for 2 år, således at der hvert år vælges 1 revisor og en suppleant.
§5 Spilleudvalg og turneringskomité Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne. I spilleudvalget skal der være mindst et bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen nedsætter en turneringskomite på 3 medlemmer, hvoraf mindst en skal være medlem af bestyrelsen. Denne komite er klubbens lov- og regelfortolkende udvalg.
§6 Aflønning Generalforsamlingen skal godkende retningslinjer for ansættelse af personer, der efter bestyrelsens indstilling skal aflønnes for deres arbejde for klubben, således at bestyrelsen får fuldmagt til at disponere til dækning af udgifter til personer, der arbejder for klubbens drift og virke.
§7 Regnskaber Klubbens regnskaber følger kalender året og revideres af de valgte revisorer
§8 Generalforsamling Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær general forsamling afholdes hvert år på klubbens sidste spilleaften i sæsonen. Dagsorden skal mindst indeholde følgende:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Aflæggelse af årsregnskab
- Indkomne forslag
- Valg til bestyrelse iflg. Vedtægterne
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Valg af delegerede til distriktets generalforsamling
- Eventuelt
Generalforsamlingen skal indvarsles senest 3 uger før afholdelsen ved opslag på klubbens opslagstavle. Forslag der ønskes behandlet, skal være formanden skriftligt i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Den ordinære general forsamling er beslutningsdygtig, uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsorden afgøres ved simpelt flertal Undtaget herfra er:
- Forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3 flertal, af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer.
- Forslag om klubbens opløsning, som kun kan vedtages med mindst 2/3 flertal af samtlige klubbens medlemmer. Såfremt et forslag om opløsning af klubben ikke opnår mindst 2/3 flertal af klubbens samlede medlemmer, men har mindst 2/3 flertal blandt de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, indkaldes med mindst 14 dages varsel en ny generalforsamling, hvor forslaget da kan vedtages med mindst 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller indenfor 3 uger, med mindst 14 dages varsel, såfremt mindst 1/3 af klubbens medlemmer med motiverede punkter til dagsorden, skriftligt fremsætter ønske herom.
§9 Kontingent Generalforsamlingen fastsætter det årlige kontingent. Kontingentet opkræves og betales helårligt i august måned
Bestyrelsen og spilleudvalg betaler ikke kontingent til Skovlunde Bridgeklub, men betaler det kontingent som klubben afholder til Danmarks Bridgeforbund for deres medlemskab
§10 Tilskud til turneringsdeltagelse Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmers deltagelse i turneringer, der arrangeres indenfor Danmarks Bridgeforbund.
§11 Medlemskab Medlemskab er åben for alle, som tilslutter sig foreningens formål. Indmeldelse er økonomisk bindene for hele sæsonen. Medlemskabet overføres til næste sæson, med mindre bestyrelsen har modtaget en udmeldelse senest 1. juni. Dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter ½ sæson, når omstændighederne taler derfor. Et medlem, der i en periode ikke ønsker at deltage aktivt i klubbens turneringer, kan fortsætte som passivt medlem af klubben. Der betales nedsat kontigent for passivt medlemskab. Passivt medlemskab giver ret til deltagelse i klubbens generalforsamling og festlige arrangementer.
§12 Karantæne/Eksklusion Hvis bestyrelsen idømmer et medlem karantæne eller eksklusion, skal medlemmet underrettes skriftligt. I henhold til forbundets vedtægter § 13 og § 14, indberettes der skriftligt til forbund og distrikt, når der er tale om en anden begrundelse end kontingentrestance
§13 Kortspil i klubben Andet kortspil end bridge er ikke tilladt og der må ikke spilles om penge
§14 Opløsning af klubben I tilfælde af klubbens opløsning jf. § 8 Generalforsamlingen b), henlægges evt. midler og ejendele i depot hos Danmark Bridgeforbund i 1 år, med henblik på evt. stiftelse af en ny DBF-tilsluttet bridgeklub i Skovlunde. Sker dette ikke, indenfor de 2 år, tilfalder midler og ejendele Danmarks Bridgeforbund, distrikt Nordsjælland.
Forslag til vedtægter for Skovlunde Bridgeklub Stiftende generalforsamling d. 28. marts 1994 Ændret på generalforsamling d. 30. april 2018
|