Spilletidspunkt

Torsdag aften



VEDTÆGTER


§1   Navn og hjemsted

Klubbens navn er Furesø Bridgeklub.

Klubben er stiftet den 16. marts 1989.

Klubbens er hjemhørende i Rudersdal Kommune.


§2   Formål

Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for at fremme kendskabet til og interessen for bridge. 

Klubben er røgfri.

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund, Distrikt Nordsjælland, og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer.  Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointordning efter de om denne gældende regler.


§3   Medlemmer

Som aktivt medlem kan optages enhver der er godkendt af bestyrelsen.

Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen.  Dog kan bestyrelsen under særlige omstændigheder indrømme et medlem ret til tidligere udtrædelse af klubben.

Tilmelding til den efterfølgende sæson skal ske til bestyrelsen senest den sidste spilleaften i sæsonen.


§4   Indskud og kontingent

Det årlige kontingent for perioden 1. oktober-31. marts fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling.  Bestyrelsen kan desuden beslutte, at der indbetales et indskud ved indmeldelse i klubben.

Indskud og kontingent opkræves ved sæsonstart.  Kontingentrestance ud over 2 måneder medfører udelukkelse af klubben, medmindre bestyrelsen på grund af særlige omstændigheder finder anledning til at fravige dette.




§5   Generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.

Generalforsamlingen ledes af den valgte dirigent, der ikke kan være et medlem af bestyrelsen.


Ordinær generalforsamling

Ordinær generalforsamling, som afholdes hvert år den sidste spilleaften i sæsonen og senest inden udgangen af april måned skal indvarsles senest 3 uger før afholdelsen ved opslag i spillelokalet.

Årsregnskab samt budget for det efterfølgende år og indkomne forslag opslås senest en uge før generalforsamlingen.

Indkaldelsen til generalforsamlingen skal indeholde følgende dagsorden:


  • Valg af dirigent
  • Formandens beretning
  • Aflæggelse af årsregnskab
  • Godkendelse af årsregnskab og budget
  • Fastsættelse af kontingent
  • Indkomne forslag
  • Valg af formand
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer
  • Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
  • Eventuelt


Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpel stemmeflerhed.

Aktive medlemmer har hver én stemme, forudsat at de har betalt kontingent.  Der kan gives et andet medlem fuldmagt til at stemme.  Intet medlem kan dog afgive mere end 2 stemmer ifølge fuldmagt.

Skriftlig afstemning om et forslag kan forlanges af blot et medlem og skal ske ved valg mellem flere kandidater, end der er vakancer.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsendes skriftligt til formanden senest 14 dage inden generalforsamlingen.

Vedtægtsændringer kan kun vedtages med 2/3´s majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer.

Forslag om klubbens opløsning kan kun vedtages med mindst 2/3`s majoritet af samtlige klubbens medlemmer.

Hvis et forslag om klubbens opløsning opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, men ikke tilslutning fra 2/3 af samtlige klubbens medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da uanset antallet af fremmødte medlemmer kan vedtages med 2/3´s majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer.


Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 3 uger efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom.  Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag.


§6   Bestyrelse

Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer.

Formanden vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen.  De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at halvdelen er på valg hvert andet år.  Hvor der vælges bestyrelsesmedlemmer for et år, fastsættes det af generalforsamlingen, hvem der er valgt for et år.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med kasserer og sekretær.  Den er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.  I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

I tilfælde af frafald kan den tilbageværende bestyrelse udpege en eller flere stedfortrædere, som fungerer indtil næste generalforsamling.


§7   Spilleudvalg

Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne.  I dette skal der være mindst et bestyrelsesmedlem.


§8   Regnskab og revision

Klubbens regnskabsår er 1. marts-28. februar.

Klubbens regnskab revideres af den valgte revisor.


§9   Tegning og hæftelse

Klubben tegnes af formanden.  Der kan gives fuldmagt til kassereren til at disponere indtægter og udgifter i henhold til budgettet.


§10   Karantæne og eksklusion

Hvis bestyrelsen idømmer et medlem karantæne eller ekskluderer medlemmet, skal den pågældende underrettes skriftligt om karantænen/eksklusionen.  Afgørelsen kan af medlemmet indbringes for den ordinære generalforsamling, som afgør, om karantænen/eksklusionen står ved magt.  Anken har ikke opsættende virkning for karantænen/eksklusionen.

Når der er tale om andet end kontingentrestance, indberettes karantænen/eksklusionen til Danmarks Bridgeforbund.


§ 11 Opløsning af klubben

I tilfælde af klubbens opløsning hvilket kun kan vedtages på en generalforsamling (jf. §5) overgår en eventuel formue til Furesø Golfklub.


Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen 16. marts 1989 og ændret ved generalforsamlingerne 29. marts 2001, 27. marts 2003, 31. marts 2005, 3. april 2008,
2. april 2009 og 26. marts 2015.  Par. 9 er ændret ved ekstraordinær generalforsamling den 12. oktober 2017. Ændring af par. 3 ved ekstraordinær generalforsamling 14. november 2019.


Birkerød, den 25. november 2019


BridgeCentral, Friday, 21 March 2025