Vedtægter for ”BK 80 Hørsholm”
§ 1. Navn og hjemsted.
Klubbens navn er ”BK 80 Hørsholm”. Klubben er hjemmehørende i Hørsholm Kommune.
Klubben er stiftet den 1. september 1980.
§ 2. Formål.
Klubbens formål er at give medlemmerne lejlighed til at dyrke turneringsbridge under hyggelige og fornøjelige former.
§ 3. Tilhørsforhold.
Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Nordsjælland og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer.
Klubben er tilsluttet forbundets mesterpointordning efter de gældende regler.
§ 4. Medlemskab.
Som aktivt medlem kan optages enhver person over 15 år, der er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan dog til enhver tid fastsætte en øverste grænse for antallet af medlemmer, der kan deltage i klubbens turneringer, således at personer ud over denne grænse, der måtte ønske det, kan optages på en venteliste. Medlemmer, der ikke har en makker, har ikke krav på at deltage i klubbens turneringer.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt at leve op til klubbens formålsbestemmelse.
Medlemmernes pligter og rettigheder i øvrigt er beskrevet i ”Klubregler for BK 80 Hørsholm”.
Et afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges for førstkommende ordinære generalforsamling.
Indmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen og er bindende for hele sæsonen. Dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter en halv sæson, når omstændighederne taler for det.
For medlemmer under 18 år skal indmeldelsen underskrives af forældremyndighedens indehaver.
Medlemskab overføres automatisk fra en sæson til næste sæson.
Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst en måneds varsel til udgangen af en sæson.
I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med klubben afvikles.
Medlemmerne bestemmer selv, hvem af de øvrige medlemmer de danner makker med. Såfremt et medlem bliver utilfreds med sin makker og ikke længere ønsker at spille med denne, kan hver af dem indstille et nyt medlem til optagelse i klubben som sin nye makker. Dette nye medlem behøver ikke at være optaget på en eventuel venteliste. Hvis begge spillere ønsker at gøre brug af denne ret, og der ikke er plads hertil inden for den ovennævnte af bestyrelsen fastsatte øverste grænse for deltagelse i klubbens turneringer, har den spiller, der er ældst i anciennitet, fortrinsret. Har spillerne samme anciennitet, træffer bestyrelsen afgørelsen.
§ 5. Kontingent.
Kontingentet samt indmeldelsesgebyr fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen. Er et medlem på trods af påmindelse fra bestyrelsens kasserer fortsat i restance, kan bestyrelsen slette medlemmet af medlemslisten.
§ 6. Udelukkelse og eksklusion.
Bestyrelsen kan udelukke et medlem midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt medlemmet handler til skade for klubben, eller såfremt medlemmet ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.
I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion kan medlemmet forlange, at sagen endeligt afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.
En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 og 14.
§ 7. Ordinær generalforsamling.
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender.
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af april måned.
Indkaldelse til generalforsamling med angivelse af dagsorden skal finde sted med 3 ugers varsel ved opslag på spillestedet samt ved mundtlig meddelelse på en spilleaften.
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger inden generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen og fremlægges for medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen.
Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer samt de, som bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle tilstedeværende medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødendes antal, se dog §§ 15 og 16.
.
§ 8. Dagsorden.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1) Valg af dirigent og referent.
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3) Forelæggelse af det reviderede regnskab med henblik på godkendelse.
4) Forelæggelse af budget for det kommende år med henblik på godkendelse.
5) Fastsættelse af kontingent og indmeldelsesgebyr.
6) Fastsættelse af spilletid for den kommende sæson.
7) Behandling af indkomne forslag.
8) Valg af formand (hvis den hidtidige formand er fratrådt, eller formandens valgperiode er udløbet).
9) Valg af bestyrelsesmedlemmer.
10) Valg af to suppleanter til bestyrelsen.
11) Valg af revisor og revisorsuppleant.
12) Eventuelt.
§ 9. Generalforsamlingens ledelse.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af klubbens bestyrelse.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 15 og 16.
Afstemninger foretages mundtligt, men skal foretages skriftligt, såfremt mindst fem medlemmer forlanger det, samt ved personvalg, såfremt der er flere kandidater at vælge imellem, end der er ledige pladser.
Der udfærdiges referat af generalforsamlingens beslutninger. Referatet forelægges for dirigenten til godkendelse og underskrift.
§ 10. Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, såfremt mindst en tredjedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen har fremsat ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§ 11. Bestyrelsen.
Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.
Bestyrelsen består af mindst fem medlemmer, heraf en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær. Formanden vælges af generalforsamlingen, medens bestyrelsen selv fordeler de øvrige bestyrelsesposter imellem sig.
Formanden vælges for to år ad gangen. I tilfælde af formandens fratræden i valgperioden fungerer næstformanden som formand frem til den førstkommende ordinære generalforsamling.
De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges ligeledes for to år ad gangen, således at to bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år, medens de to øvrige bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år. Ved eventuel fratræden i valgperioden afgør bestyrelsen, hvem af suppleanterne der skal indtræde som bestyrelsesmedlem. Den pågældende suppleant fungerer herefter som bestyrelsesmedlem i resten af det fratrædende bestyrelsesmedlems valgperiode. Er der som følge af fratræden valgt flere end to nye bestyrelsesmedlemmer på en generalforsamling, afgøres det ved en af bestyrelsen afholdt lodtrækning mellem dem, hvem der er valgt for to år, og hvem der alene er valgt for et år.
På den årlige generalforsamling vælges endvidere to suppleanter for bestyrelsesmedlemmerne.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (spilleudvalg og turneringskomité) til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Der føres en protokol over bestyrelsens forhandlinger.
De af bestyrelsen vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.
Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der har stemmeret.
Bestyrelsen udarbejder klubregler, der skal godkendes på generalforsamlingen.
§ 12. Regnskab.
Klubbens regnskabsår er fra 15/4 - 14/4.
Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Regnskabet fremlægges for klubbens medlemmer senest en uge inden den ordinære generalforsamling.
§ 13. Revision.
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.
§ 14. Tegning og hæftelse.
Klubben tegnes af formand og kasserer i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.
Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler klubben.
§ 15. Vedtægtsændringer.
Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 16. Klubbens opløsning.
Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede.
For at et forslag om klubbens opløsning kan vedtages kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en ekstraordinær generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning om klubbens opløsning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed uanset antallet af fremmødte.
Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå Danmarks Bridgeforbund eller en anden almennyttig dansk forening. Beslutning herom træffes af generalforsamlingen med almindeligt flertal.
§ 17. Ikrafttræden.
Nærværende vedtægter træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen og afløser samtidig de hidtil gældende vedtægter.
Vedtaget på klubbens generalforsamling den 27. april 2009.
KARSTEN HJORTH Formand
Klubregler for BK80 HØRSHOLM.
§1
Spilletid : Klubbens spilleaften er mandag. Der spilles fra kl. 19.00 - ca.23.00.
Sæsonen starter første mandag i september og slutter som regel sidste mandag i april.
§2
Substitut : Et medlem, der er forhindret i at møde på en spilleaften, skal selv skaffe en substitut. Substitutten skal underrette turneringslederen om substitueringen inden spillet begynder (skrive sig på fremlagt substitutliste). I øvrigt vil medlemmerne få udleveret en liste med mulige substitutter ved sæsonens start. Listen er tilgængeleg på klubbens hjemmeside : www.bridge.dk/2116.
§3
Justering af score : Justering af score ved udeblivelse og substituering.
3.1 : Udeblivelse : Såfremt et par eller en spiller udebliver uden afbud eller melder afbud uden at stille med substitutter, tilkendes i en parturnering middelminus (40%), og i holdturnering 0 kp.Det andet par eller hold tildeles middelscore.
3.2.1 : Parturnering : Såfremt en spiller i et par er substitueret foretages ingen justering. Såfremt begge spillere i et par er substitueret, kan der højest gives middelscore. Modspillernes score påvirkes ikke af justeringen.
3.2.2 : Turneringer med flere rækker: I turneringer, hvor der foretages opdeling i en A-række og en B-række eller op- og nedrykning i flere rækker på grundlag af en enkelt aftens resultat (f.eks. Ryd B-rækken), kan et par ikke indplaceres i en A-række eller rykke op i en højere række eller forblive i en række på grundlag af en tildelt score efter foranstående bestemmelser. Ved kvalifikations- og lignende turneringer, der strækker sig over flere turneringsaftener, gælder det samme for et par, der i mindst halvdelen af turneringsaftenerne har spillet med substitutter for begge spillere.
3.2.3 : Holdturnering : Uanset antallet af substitutter på et hold bestemmer spillerne selv holdets sammensætning. Denne skal dog bestå hele spilleaftenen. Ved højst to substitutter justeres scoren ikke. Ved mere end to substitutter kan der højst gives middelscore (15 kp). Det andet holds score påvirkes ikke af justeringen.
3.3 : Enkeltmandsturnering : Ved substituering i en enkeltmandsturnering justeres scoren til højst middel.
Ved TOP-16 kan der ikke substitueres.
§4
Turneringsbridge : For klubbens turneringer gælder "De internationale love for turneringsbridge" i det omfang, disse er godkendt af Danmarks Bridgeforbund, samt det af DBF's turneringskomite udarbejdede turneringsreglement - jvf klubhåndbogens afsnit 6.2, 6.3, 6.4 og evt 6.5.
Systemkort er obligatorisk ved alle turneringer og skal uopfordret fremlægges på bordet til brug for modspillere ved starten af hver runde.
§5
Turneringsledelse : Bestyrelsen udpeger regelkyndige medlemmer, der på skift er turneringsledere. Uregelmæssigheder under meldinger og spil må ikke afgøres af spillerne selv. Turneringslederen skal tilkaldes som en naturlig del af turneringens korrekte afvikling. Der må ikke meldes eller spilles videre før turneringslederen har truffet en afgørelse.
§6
Mesterpoints og præmier : Fordeling af aftenens mesterpoints sker på grundlag af den opnåede score. Substitutterne indgår på linie med de ordinære medlemmer. Substitutterne skal skrive sig på den fremlagte afbudsliste ved spillets start.
Ingen spiller er berettiget til præmier med mindre hun/han selv har spillet mindst halvdelen af turneringens runder.
§7
Ordensregler : 3 medlemmer + 1 bestyrelsesmedlem møder 25 min. før spillets start og gør klar til spil. Dette sker i en turnus på en kalendermåned. Ved sæsonens start uddeler bestyrelsen en vagtplan. Efter aftenens spil påhviler det medlemmerne at rydde op ved det bord, de sluttede ved og i øvrigt hjælpe til med oprydningen og anbringe materiel, borde og stole på de anviste pladser.
Rygning er ikke tilladt (kommunalt forbud).
Vedtaget på ordinære generalforsamling den 27. april 2009.
Karsten Hjorth,
formand.
|