[ FTL-nyt oversigt ] [ Danmarks Bridgeforbund ] [ E-post til redaktøren: ftlnyt@bridge.dk ]

Ny appelkomitestruktur og appelprocedure

af Jesper Dybdal

En artikel fra FTL-nyt nummer 7, oktober 1998.


Som reaktion på kritik fra især topspillere har DBF fra i år ændret såvel strukturen af DBF's appelkomite som appelproceduren.

Det har ganske væsentlig indflydelse på forbundsturneringslederes arbejde, så jeg vil bede jer alle om at læse såvel denne artikel som de refererede tekster omhyggeligt.

Appelkomiteen (AK) består nu af:

AK's formand (pt. Jens Brix Christiansen) er formand for såvel AU som LK. Derudover består AU af topspillere, LK af loveksperter.

Læs AK's nye kommissorium i klubhåndbogens afsnit 2.6.4.

Appelproceduren i forbundsturneringer er ændret: det tilstræbes nu at appeller afgøres på stedet ved en mundtlig behandling i en appelkomite bestående af spillere (en mundtlig appelkomite, MAK, typisk bestående af 3 spillere).

Formålene med det er:

Læs turneringsreglementets (TR's) afsnit 8 og 10.1 samt Håndbog for mundtlige appelkomiteer andetsteds i dette nummer af FTL-nyt.

Bemærk at selvom den mundtlige appelkomite skal tage sig af vurderinger af kendsgerninger og bridgemæssige skøn, så er TL stadig ansvarlig for at love og regler overholdes. Læs lovenes §93.

MAK udpeges af TL ved hjælp af en nogenlunde prioriteret liste over emner som den turneringsansvarlige har lavet på forhånd. Medlemmerne vælges så vidt muligt fra den højeste række der er til stede: i divisionsturneringen vil man således typisk bruge 1.divisionsspillere til at behandle appeller fra alle tre divisioner.

Hvert hold i holdturneringerne har pligt til at udpege et medlem af holdet som er villigt til at optræde som MAK-medlem. Vi prøver dog at tage hensyn til folk der gerne vil være fri (og vi gør det i særlig høj grad her i begyndelsen). Men hvis vi skulle komme i den situation at det ikke kan lade sig gøre at stille en brugbar MAK udelukkende med nogenlunde villige deltagere, så er det altså principielt en egentlig pligt for holdene at deltage (TR 8.2.2), og TL kan give §90-straf til hold der nægter det.

Appeller der handler om kendsgerninger og bridgemæssige skøn afgøres naturligvis af MAK, men det er en del af TL's job at vejlede MAK (efter behov) om hvilke muligheder lovene og TR giver.

Det er også en del af TL's job at vurdere om MAK's afgørelse med tilhørende begrundelse er lovlig; hvis TL vurderer at MAK's afgørelse temmelig klart ikke er lovlig, bør MAK og TL så vidt muligt i fællesskab finde en lovlig afgørelse. Hvis det ikke kan lade sig gøre gælder MAK's afgørelse, men MAK og/eller TL bør udnytte deres ret til at bringe sagen videre til DBF's AK. Det er naturligvis ikke TL's opgave at vurdere MAK's vurdering af kendsgerninger og bridgemæssige skøn: på de punkter har MAK det fulde ansvar.

Appeller der handler om fortolkning af love og regler behandles også af MAK. Men i sådanne sager kan MAK ikke ændre TL's afgørelse, kun anbefale TL at ændre sin egen afgørelse (§93B3). Hvis TL ikke uden videre vil følge en sådan anbefaling, bør MAK og TL diskutere sagen og prøve at blive enige; hvis dette ikke lykkes, bør TL og/eller MAK bringe sagen videre til DBF's AK.

Når MAK's afgørelse er klar og TL har vurderet den som lovlig, skriver TL den ned og annoncerer den for parterne. Parterne har derefter ½ times frist til at vælge om de vil appellere videre. Denne frist bør administreres venligt: de skal have mindst ½ time hvor de ikke har travlt med at spille kort eller optræde som MAK-medlemmer eller være part i appelbehandlinger - gerne rundet op til slutningen af en pause. Det betyder i praksis at man ofte giver spillerne indtil slutningen af næste pause i turneringen, eller indtil ½ time efter spillets afslutning søndag aften. Parterne skal selvfølgelig orienteres om hvornår fristen udløber samtidig med at de får afgørelsen.

Det er ikke meningen at en bridgemæssig vurdering skal appelleres videre bare fordi den er et grænsetilfælde som er svært at afgøre: selv hvis AU i MAK's sted ville have vurderet anderledes vil AU normalt ikke ændre en rimelig bridgemæssig vurdering som MAK har foretaget som del af en korrekt appelbehandling. Holdningen bag denne regel er at de bedste bridgemæssige vurderinger fås af spillere fra samme turnering: den videre appelmulighed til AU er beregnet til at beskytte mod procedurefejl eller oplagt forkerte vurderinger, ikke til at få endnu en vurdering af et grænsetilfælde. Det bør TL orientere spillerne om hvis det er relevant.

TL skal huske at rette resultatblanketter og multiholdregnskaber hvis MAK har ændret scoren (og notere på resultatblanketten hvis der er appelleret videre til DBF's AK).

Selv hvis der ikke bliver appelleret videre, skal appelformularen indsendes til AK, så AK (og TUK) kan følge op på hvordan appelproceduren virker og vurdere om der er behov for LK- udtalelser om lovfortolkning.

Reglerne åbner mulighed for at erstatte MAK af en én-mands-appelkomité (som evt. kan fungere pr. telefon) når det er svært at sammensætte en kvalificeret komite af spillere. Vi vil formodentlig bruge sådan en én-mands-komite til damekvalifikationsturneringen og juniorholdturneringen, da de fleste spillere dér ikke er vant til at vurdere tøvesager og lignende. Men i divisionsturneringen, damedivisionerne, DM klubhold, og parfinaler vil vi bruge MAK'er sammensat af spillere. I slutspillene i pokalturneringen og i DM for hold har vi endnu ikke endeligt vedtaget hvordan appelkomiteen skal se ud - en mulighed er at medlemmer af DBF's AK fungerer som en mundtlig appelkomite hvis afgørelser ikke kan appelleres videre.

Den nye procedure kan nemt forårsage ekstra travlhed for TL. Specielt kan det være et problem at skulle deltage i MAK-møder søndag aften samtidig med at alle gerne vil aflevere resultatblanketter og have resultater offentliggjort. Jeg ved endnu ikke præcis hvordan vi løser det problem - indledningsvis tilstræber jeg at have mere end én TL (eller en TL og en person som kan hjælpe med administrationen af resultater) til stede søndag aften indtil vi ved mere om hvor stort problemet egentlig er.


Senest ændret 1998-10-20 (konverteret 2000-04-29).