|
FTL-nyt nummer 7, oktober 1998Denne side indeholder alle de artikler fra FTL-nyt nummer 7 som kan have generel interesse. |
Indhold:
|
TL-seminar |
Sveriges Bridgeforbund afholder et "seminar for eliteturneringsledere" d. 14.-15. november. Jeg kender ingen nærmere detaljer om indholdet, men deltagere fra DBF er velkomne, og DBF har nok også råd til at sende nogle deltagere. Interesserede bedes henvende sig til mig snarest muligt.
JD
|
Ny appelkomitestruktur og appelprocedureaf Jesper Dybdal |
Som reaktion på kritik fra især topspillere har DBF fra i år ændret såvel strukturen af DBF's appelkomite som appelproceduren.
Det har ganske væsentlig indflydelse på forbundsturneringslederes arbejde, så jeg vil bede jer alle om at læse såvel denne artikel som de refererede tekster omhyggeligt.
Appelkomiteen (AK) består nu af:
Læs AK's nye kommissorium i klubhåndbogens afsnit 2.6.4.
Appelproceduren i forbundsturneringer er ændret: det tilstræbes nu at appeller afgøres på stedet ved en mundtlig behandling i en appelkomite bestående af spillere (en mundtlig appelkomite, MAK, typisk bestående af 3 spillere).
Formålene med det er:
Bemærk at selvom den mundtlige appelkomite skal tage sig af vurderinger af kendsgerninger og bridgemæssige skøn, så er TL stadig ansvarlig for at love og regler overholdes. Læs lovenes §93.
MAK udpeges af TL ved hjælp af en nogenlunde prioriteret liste over emner som den turneringsansvarlige har lavet på forhånd. Medlemmerne vælges så vidt muligt fra den højeste række der er til stede: i divisionsturneringen vil man således typisk bruge 1.divisionsspillere til at behandle appeller fra alle tre divisioner.
Hvert hold i holdturneringerne har pligt til at udpege et medlem af holdet som er villigt til at optræde som MAK-medlem. Vi prøver dog at tage hensyn til folk der gerne vil være fri (og vi gør det i særlig høj grad her i begyndelsen). Men hvis vi skulle komme i den situation at det ikke kan lade sig gøre at stille en brugbar MAK udelukkende med nogenlunde villige deltagere, så er det altså principielt en egentlig pligt for holdene at deltage (TR 8.2.2), og TL kan give §90-straf til hold der nægter det.
Appeller der handler om kendsgerninger og bridgemæssige skøn afgøres naturligvis af MAK, men det er en del af TL's job at vejlede MAK (efter behov) om hvilke muligheder lovene og TR giver.
Det er også en del af TL's job at vurdere om MAK's afgørelse med tilhørende begrundelse er lovlig; hvis TL vurderer at MAK's afgørelse temmelig klart ikke er lovlig, bør MAK og TL så vidt muligt i fællesskab finde en lovlig afgørelse. Hvis det ikke kan lade sig gøre gælder MAK's afgørelse, men MAK og/eller TL bør udnytte deres ret til at bringe sagen videre til DBF's AK. Det er naturligvis ikke TL's opgave at vurdere MAK's vurdering af kendsgerninger og bridgemæssige skøn: på de punkter har MAK det fulde ansvar.
Appeller der handler om fortolkning af love og regler behandles også af MAK. Men i sådanne sager kan MAK ikke ændre TL's afgørelse, kun anbefale TL at ændre sin egen afgørelse (§93B3). Hvis TL ikke uden videre vil følge en sådan anbefaling, bør MAK og TL diskutere sagen og prøve at blive enige; hvis dette ikke lykkes, bør TL og/eller MAK bringe sagen videre til DBF's AK.
Når MAK's afgørelse er klar og TL har vurderet den som lovlig, skriver TL den ned og annoncerer den for parterne. Parterne har derefter ½ times frist til at vælge om de vil appellere videre. Denne frist bør administreres venligt: de skal have mindst ½ time hvor de ikke har travlt med at spille kort eller optræde som MAK-medlemmer eller være part i appelbehandlinger - gerne rundet op til slutningen af en pause. Det betyder i praksis at man ofte giver spillerne indtil slutningen af næste pause i turneringen, eller indtil ½ time efter spillets afslutning søndag aften. Parterne skal selvfølgelig orienteres om hvornår fristen udløber samtidig med at de får afgørelsen.
Det er ikke meningen at en bridgemæssig vurdering skal appelleres videre bare fordi den er et grænsetilfælde som er svært at afgøre: selv hvis AU i MAK's sted ville have vurderet anderledes vil AU normalt ikke ændre en rimelig bridgemæssig vurdering som MAK har foretaget som del af en korrekt appelbehandling. Holdningen bag denne regel er at de bedste bridgemæssige vurderinger fås af spillere fra samme turnering: den videre appelmulighed til AU er beregnet til at beskytte mod procedurefejl eller oplagt forkerte vurderinger, ikke til at få endnu en vurdering af et grænsetilfælde. Det bør TL orientere spillerne om hvis det er relevant.
TL skal huske at rette resultatblanketter og multiholdregnskaber hvis MAK har ændret scoren (og notere på resultatblanketten hvis der er appelleret videre til DBF's AK).
Selv hvis der ikke bliver appelleret videre, skal appelformularen indsendes til AK, så AK (og TUK) kan følge op på hvordan appelproceduren virker og vurdere om der er behov for LK- udtalelser om lovfortolkning.
Reglerne åbner mulighed for at erstatte MAK af en én-mands-appelkomité (som evt. kan fungere pr. telefon) når det er svært at sammensætte en kvalificeret komite af spillere. Vi vil formodentlig bruge sådan en én-mands-komite til damekvalifikationsturneringen og juniorholdturneringen, da de fleste spillere dér ikke er vant til at vurdere tøvesager og lignende. Men i divisionsturneringen, damedivisionerne, DM klubhold, og parfinaler vil vi bruge MAK'er sammensat af spillere. I slutspillene i pokalturneringen og i DM for hold har vi endnu ikke endeligt vedtaget hvordan appelkomiteen skal se ud - en mulighed er at medlemmer af DBF's AK fungerer som en mundtlig appelkomite hvis afgørelser ikke kan appelleres videre.
Den nye procedure kan nemt forårsage ekstra travlhed for TL. Specielt kan det være et problem at skulle deltage i MAK-møder søndag aften samtidig med at alle gerne vil aflevere resultatblanketter og have resultater offentliggjort. Jeg ved endnu ikke præcis hvordan vi løser det problem - indledningsvis tilstræber jeg at have mere end én TL (eller en TL og en person som kan hjælpe med administrationen af resultater) til stede søndag aften indtil vi ved mere om hvor stort problemet egentlig er.
|
DBF: HÅNDBOG FOR MUNDTLIGE APPELKOMITEERDenne udgave er den der gjaldt da FTL-nyt nummer 7 udkom; den til enhver tid nyeste udgave kan findes på http://www.bridge.dk/lov/ak/udg/appguide.htm. |
1. Udgave 1998-09-30/jbc (nyeste udgave findes på http://www.bridge.dk/lov/ak/udg/appguide.htm).
Formålet med denne vejledning er at orientere DBF's medlemmer om, hvordan mundtlige appelkomiteer fungerer. Processen starter med turneringslederen, som håndhæver De Internationale Love for Turneringsbridge. Turneringslederen kan fx justere en score (§12) og idømme straffe (fx § 90). Den part, der bliver dømt, har derefter ret til at appellere (§92). Den mundtlige appelkomite behandler disse appeller (§93).
Lovene giver deltagerne ret til appellere enhver kendelse, som Turneringslederen afgiver ved deres bord (§92). Selv om der forefindes en appelkomite, vil det dog være en evt. chefturneringsleder, der skal tage stilling til appellen, hvis den alene vedrører fortolkning af love og regler. Når en mundtlig appelkomite ikke er enig med (chef)turneringslederens fortolkning af love eller regler, kan den henstille til turneringslederen, at denne skal ændre sin kendelse, men i tilfælde af varig uenighed kan turneringslederens fortolkning kun underkendes ved appel til DBF's appelkomite.
Den mundtlige appelkomite beskæftiger sig fortrinsvis med vurderinger af bridgemæssig karakter og med fastlæggelse af kendsgerninger i det hændelsesforløb, der har ført til appellen. Appelkomiteen kan også idømme straffe iht. §90, men hvis den mener, at hændelsesforløbet burde give anledning til disciplinære straffe pga. en spillers opførsel eller etik, skal den henvise sagen til den relevante bestyrelse, jf. DBF's vedtægters §§13-14. Behandlingen af en appel er ikke en retssag, men der er visse ligheder. Appelkomiteen skal være opmærksom på bridgelovenes formål, og lægge sig på sinde, at den skal tilse, at ingen deltager opnår en uretmæssig fordel som følge af eget lovbrud. Appelkomiteens medlemmer bør sikre sig, at alle parter i sagen bliver hørt, og bør tilstræbe en retfærdig og velbegrundet afgørelse. Appelkomiteen bør ikke acceptere argumenter, hvis formål er at forhindre en af parterne i at udtrykke sine synspunkter.
Formålet med denne vejledning er at støtte dem, der virker i appelkomiteer, og dem der udpeger medlemmer til appelkomiteerne. Ideen skulle gerne være, at appelkomiteer, der virker efter denne vejlednings råd, når frem til gode afgørelser, der både er og opleves at være retfærdige.
Når en uregelmæssighed i første omgang bliver bedømt ved bordet, er Turneringslederen (TL) i bred forstand ansvarlig for alle aspekter af sagens behandling, herunder
Og sidst men ikke altid mindst
Hvis en sag bliver appelleret, overtager Appelkomiteen ansvaret for de første fire punkter, og de udøver herefter alle TL's beføjelser i forbindelse med behandlingen af sagen. Derimod er det fortsat TL's ansvar at fortolke love og regler - også som rådgiver for appelkomiteen - og det er fortsat også TL's ansvar at sørge for disciplin i spillelokalet.
Tilbage til starten af dette dokument
Den mundtlige appelkomite behandler især spørgsmål vedrørende bridgevurderinger og kendsgerninger om meldeforløbet og spillet. Komiteens medlemmer kan fx skulle tage stilling til, om en spillers handling kunne være antydet frem for et andet logisk alternativ af ubeføjede oplysninger fra makker. Medlemmerne skal kunne gennemskue spillernes meldesystemer og vurdere spillernes styrke. Og medlemmerne skal kunne forstå en turneringslederafgørelse, herunder begrundelsen for den.
Appelkomiteens afgørelser tager typisk udgangspunkt i turneringslederens afgørelse. For det meste ender de med at lade resultatet opnået ved bordet stå ved magt, eller med at scoren justeres inden for rammerne af §12. Nu og da tildeler appelkomiteen en straf, udtrykt i parpoint, IMP, kamppoint, eller lignende, som følge af §90.
Den arrangerende organisation udpeger appelkomiteen. Turneringsreglementet udstikker visse retningslinjer (TR 8.1 og TR 8.2).
Medlemmerne af en mundtlig appelkomite skal som regel foretage bridgemæssige vurderinger, hvor det er en fordel, at de selv er lige så gode bridgespillere som parterne i sagen. Herved forebygges, at en part føler sig uretfærdigt behandlet, fordi komiteens vurderinger ikke havde høj nok bridgemæssig kvalitet. Medlemmerne af komiteen skal dog være opmærksomme på, at de kan komme til at bedømme beslutninger hos spillere af lavere spillestyrke end deres egen, og de bør derfor have nogen fornemmelse for, hvilke muligheder mindre kvalificerede spillere normalt vælger.
Det er en fordel, at medlemmerne har en forståelse for bridgelovene, men her kan komiteen i højere grad støtte sig til vejledning fra turneringslederen, så det er ikke det afgørende kriterium for udvælgelsen.
Den mundtlige appelkomite skal have en formand, som er ansvarlig for, at appelkomiteens arbejde forløber ordentligt, at alle parter bliver hørt, og at der træffes en klar og velbegrundet afgørelse. Det stiller visse særlige krav til formanden, som den, der udpeger appelkomiteen, bør have for øje.
Alt andet lige bør appelkomiteen sammensættes af spillere, der ikke rekrutteres fra samme geografiske område. Parterne i en appelsag skulle helst ikke bagefter føle, at de var blevet uretfærdigt behandlet, fordi de stammede fra et andet sted end appelkomiteens medlemmer. Der er nedfældet visse retningslinjer for forbundsturneringer i TR 8.2.2 og TR 8.2.3.
Appelkomiteernes medlemmer må ikke være inhabile. Almindelig sund fornuft vil i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt til, at appelkomiteen ikke får medlemmer, som har særlig tilknytning til parterne i sagen. Naturligvis bør et potentielt medlem trække sig, hvis en af sagens parter er en fast makker, ægtefælle, nær ven, eller endda erkendt uven af det potentielle medlem. Det forventes, at de potentielle medlemmer selv uden videre trækker sig i sådanne situationer.
I almindelighed bør medlemmerne opføre sig formelt i forbindelse med appelsagen, og i almindelighed undgå venskabelig omgang med parterne, før sagen behandles, og i perioden umiddelbart efter, at kendelsen foreligger.
Turneringslederen har forskellige roller ved behandlingen af appellen. Turneringslederen redegør indledningsvis - som den første, der høres i sagen - for, hvilke kendsgerninger TL har fastlagt, hvilke spørgsmål TL har taget stilling til, hvilke love og regler der dækker sagen, og hvilke muligheder TL har valgt mellem i sin dom. Denne redegørelse skal TL også have nedfældet skriftligt på en appelformular.
TL er ikke part i sagen, og er således heller ikke nogens modstander. TL forventes, efter bedste evne, at have opfyldt sin forpligtelse til at afdække sagens kendsgerninger og træffe en velvalgt afgørelse baseret på disse kendsgerninger. Appelsagen er en ny, uafhængig vurdering af sagen, ikke en kulegravning af TL's adfærd.
Appelkomiteen bør støtte TL's rolle som neutral opmand. Under sagsbehandlingen indebærer dette, at appelkomiteen bør behandle TL med respekt. Det betyder også, at afgørelserne bør formuleres ud fra kendsgerningerne, ikke ud fra TL. Det tilrådes således at undgå formuleringer af afgørelsen efter mønsteret "Appelkomiteen omstøder TL's afgørelse", eller "Appelkomiteen finder ikke grund til at kritisere TL's afgørelse, som opretholdes."
Nu og da vil appelkomiteen efter sagens behandling være overbevist om, at TL har fortolket lovene og reglerne forkert. I en sådan situation bør komiteen og TL diskutere sagen i enrum for såvidt muligt at nå til enighed. Hvis der er enighed om at ændre fortolkningen, bør afgørelsen formuleres i retning af "Efter samråd med appelkomiteen har TL besluttet at ændre sin fortolkning af §xx." Hvis der ikke kan opnås enighed mellem komiteen og TL, skal TL's fortolkning opretholdes (§93B3); i denne situation vil det ikke være usædvanligt, at TL eller komiteen tager initiativ til at appellere sagen til en højere instans.
Appelkomiteens medlemmer vil ofte være i tvivl om, hvilke afgørelser der ligger inden for lovenes rammer i en given situation. Her er det TL's opgave, efter opfordring fra komiteen, at bidrage med sin særlige kompetence vedrørende kendskab til lovene.
Appelkomiteens afgørelse formidles til spillerne af TL. Hvis en komite skulle have truffet en afgørelse, som der efter TL's mening ikke er dækning for i lovene eller reglerne, har TL mulighed for at opdage det, inden afgørelsen bliver offentlig. Det forventes i sådanne tilfælde, at TL forelægger sin mening for komiteen, således at komiteen får mulighed for at genoverveje sin afgørelse. Skulle denne procedure føre til en afgørelse, som TL fortsat er i tvivl om lovligheden af, skal TL meddele afgørelsen til parterne under alle omstændigheder; TL har derefter mulighed for selv at indbringe sagen for en højere instans (slutningen af §83).
Turneringsarrangøren skal altid have forberedt behandlingen af appeller (§80G). Som led i forberedelsen har turneringsarrangøren som regel enten udvalgt en komite blandt spillere, der ikke deltager i turneringen, eller udfærdiget en liste, evt. prioriteret, af potentielle medlemmer til komiteen. De nærmere regler for forbundsturneringer fremgår af turneringsreglementet (TR 8.2.4).
Normalt består en appelkomite af tre medlemmer, hvoraf én skal udpeges til formand. I særlige tilfælde er en appelkomite blot en enkelt person. Under alle omstændigheder bør der være et ulige antal medlemmer. De formelle regler fremgår af TR 8.1.4.
Tilbage til starten af dette dokument
Bridgespillere er lige så talende og ærekære som andre, der dyrker konkurrencer på højt niveau. Det er derfor på sin plads med et sæt regler, som kan sikre, at appeller bliver behandlet i god ro og orden. Appelkomiteerne bør derfor i høj grad omhyggeligt følge de procedurer, der udstikkes her.
Til stede ved appelbehandlingen er følgende personer:
Formålet med at have observatører til stede er at gøre det muligt at følge op på, om appelkomitesystemet fungerer efter hensigten. Observatørerne må ikke blande sig i behandlingen af sagen, og de må heller ikke bagefter referere de indlæg, der forekom.
Formanden præsenterer sig selv, og forklarer nogle grundlæggende principper:
Resten af forsamlingen præsenterer sig i følgende rækkefølge.
Det kan normalt lønne sig at gå ud fra, at alle ikke kender hinanden i forvejen
Forhandlingerne foregår på dansk, medmindre andet er bestemt i turneringsbestemmelserne. Formanden skal normalt sikre, at parter, der ikke behersker mundtligt dansk, alligevel bliver hørt, fx ved at tilråde dem at bruge en talsmand.
Formanden skal også sikre, at personer med et særligt handicap ikke forhindres i at fremføre deres sag af den grund.
Formanden skal derefter sikre, at alle har forstået følgende
Turneringslederens oprindelige behandling af sagen er dokumenteret på en appelformular. Appelkomiteens afgørelse med begrundelse påføres siden hen formularen. Der føres derudover ikke referat af appelbehandlingen.
Procedurespørgsmål afgøres af appelkomiteens formand. Hvis et medlem er uenig i formandens afgørelse, kan komiteen evt. trække sig tilbage og afgøre sagen i enrum ved almindeligt flertal.
Appelkomiteen skal ikke bare kunne træffe retfærdige afgørelser, men også opføre sig på en måde, så der ikke er grund til at tvivle på, at afgørelsen er retfærdig. Alle parter har derfor mulighed for at udtrykke tvivl om et medlems habilitet. Hvis et medlem i den forbindelse trækker sig, skal der skaffes en suppleant. Hvis der opstår tvivl om et medlems habilitet, behandles spørgsmålet som almindeligt procedurespørgsmål.
Komiteen skal formelt tage stilling til, om appellen er berettiget. Der kræves, at den afgørelse, der appelleres, er truffet af en turneringsleder, og at den direkte berører den appellerende part - typisk ved at afgørelsen er truffet ved den appellerendes bord. Der kræves endvidere, at der er den fornødne enighed om at appellere (§92D). Endelig kræves det, at det krævede depositum er indbetalt, typisk til TL.
Normalt gøres dette ved at bede TL bekræfte, at formalia er i orden, men komiteen kan selv undersøge sagen nærmere. Hvis formalia ikke er i orden, kan appellen ikke nyde fremme.
I særlige tilfælde, hvor det er TL, der har indbragt sagen (§83), bortfalder disse formalia som regel helt.
Formanden skal sikre, at komiteens medlemmer og parterne forstår, at når der er uenighed om kendsgerningerne, så er det komiteens opgave at fastlægge, hvilke kendsgerninger den anser for de rette. Disse afgørelser træffes ud fra komiteens medlemmers overbevisning, efter at de har hørt alle relevante indlæg.
Sådanne overvejelser dukker fx op, når komiteen skal fastlægge, om en modspillers kort har været holdt, så makker kunne se det, eller om en afvigelse mellem en forklaring af en melding og spillerens hånd skyldes en forkert forklaring, en fejlmelding, eller bluff.
TL har første indlæg. TL sammenfatter de relevante kendsgerninger og sin afgørelse, med henvisning til de relevante love og regler. TL påpeger, i hvilket omfang TL har fastlagt kendsgerninger, der bestrides, og i hvilket omfang TL har udøvet skøn. TL kan her skitsere, hvilke alternativer der blev overvejet inden kendelsen. TL svarer herefter på uddybende spørgsmål fra komiteen, og formanden kan give parterne mulighed for at stille andre uddybende spørgsmål. Når der ikke er flere spørgsmål, bør TL ikke tale på ny, medmindre komiteen senere har uddybende spørgsmål. Komiteen kan tillade TL at forlade behandlingen, men det er ofte hensigtsmæssigt, at TL er til stede indtil voteringen.
Den appellerende side, eller dennes talsmand, men kun undtagelsesvis begge, forklarer, på hvilke punkter de er uenige med TL, og evt. hvilken afgørelse de i stedet foreslår. Komiteen kan stille uddybende spørgsmål, og formanden kan tillade modparten at stille andre uddybende spørgsmål.
Modparten til den appellerende side, eller dennes talsmand, men kun undtagelsesvis begge, belyser sagen fra deres side. Komiteen kan stille uddybende spørgsmål, og formanden kan tillade modparten at stille andre uddybende spørgsmål.
Ved sager, hvor begge parter har ønsket at appellere, og derfor begge har betalt depositum, bestemmer appelkomiteen som procedurespørgsmål, hvem der først skal have ordet. Ved sager, hvor TL har indbragt sagen for AK (§83), fx for at beskytte en part, der ikke selv ønsker at appellere, bestemmer appelkomiteen ved sagens start, hvilke partsindlæg der skal høres; komiteen skal være opmærksom på, at kun deltagere, der er direkte part i den sag, TL har bedømt, kan tildeles taleret som part i sagen (§92B).
Begge parter får nu muligheden for at argumentere mod sin modpart. Til sidst får begge parter ordet en sidste gang. Det skal forstås, at formålet med disse replikker og duplikker især er at imødegå modpartens argumenter, ikke at gentage tidligere argumenter.
Når alle parter er hørt, trækker komiteen sig tilbage for at træffe sin afgørelse. Komiteen kan tilkalde TL i denne fase for at rådføre sig med TL om love og regler, eller for at diskutere med TL, om love og regler er korrekt fortolket i den oprindelige afgørelse.
Lovenes §84D-E kræver, at TL beskytter den ikke-fejlende side, når der træffes en afgørelse baseret på et tvivlsomt forhold. Denne bestemmelse gælder fortsat for appelkomiteens afgørelse. I øvrigt afgør appelkomiteen sagen ved simpelt flertal.
Appelkomiteen er formelt bundet til TL's fortolkninger af lovene og reglerne. Det indebærer, at en appelkomite, som er enig i TL's lov- og regel fortolkning - eller ikke kan overbevise TL om at ændre den - og som når frem til samme kendsgerninger og samme bridgemæssige skøn som TL, også skal nå frem til samme afgørelse. I praksis betyder det, at komiteen diskuterer sagen med TL, hvis den er enig i de fastlagte kendsgerninger og de udøvede skøn, men alligevel ønsker en anden afgørelse. Bemærk dog (§12C3), at appelkomiteen har ret til at fastlægge en anden justeret score end TL med den begrundelse, at det giver et mere retfærdigt resultat.
Som led i sin afgørelse skal appelkomiteen tage stilling til, om depositum skal fortabes. Depositum kan kun fortabes, når appelkomiteen først har været enig om at afvise appellen, og derefter tillige har været enig om, at appellen var grundløs. (TR 8.1.13)
Når afgørelsen foreligger, beder appelkomiteen TL om at skrive den ned og formidle den til parterne. TL har i denne fase mulighed for at påpege evt. problemer med afgørelsens tilsyneladende lovlighed. TL skal naturligvis acceptere uden videre, at komiteen kan være nået frem til at fastlægge andre kendsgerninger og udøve andre skøn, end TL oprindeligt gjorde.
Når komiteen fastlægger kendsgerninger, må den gerne tage i betragtning, at parterne uden at være uærlige vil fremhæve de kendsgerninger, der tjener dem selv bedst, mens TL vil stræbe efter at fremlægge sin opfattelse så neutralt som muligt. Emnet er behandlet udførligt i afsnit IV.
Appelkomiteen meddeler sin afgørelse til TL, som skriver den på appelblanketten. Herefter meddeles afgørelsen til parterne. Appelbehandlingen er herefter slut, og den pågældende komite kan ikke herefter genåbne sagen. TL påser, at den udfyldte appelblanket indsendes til DBFs appelkomite og/eller den arrangerende organisation. TL påser også, at parterne gøres opmærksomme på deres ret til videre appel, herunder appelfristen og proceduren. Endelig påser TL, at depositum tilbagebetales eller, hvis komiteen har bestemt, at depositum fortabes, at det inddragne depositum indbetales til den arrangerende organisation.
Tilbage til starten af dette dokument
En appelkomite skal ikke pådømme forbrydelser og finde forbrydere skyldige. Den skal pådømme situationer, hvor bridgelovene eller turneringsreglerne kan være overtrådt, og sikre at der ydes passende erstatning for lidt skade. De regler der gælder for bevisførelse i retten, finder således ikke umiddelbart anvendelse ved appelkomiteens arbejde.
Appelkomiteen bør betragte det som en del af det materiale, der indgår i fastlæggelsen af kendsgerningerne, når en person fx udtaler "jeg hørte spilfører bede om spar 3". Det er derimod mere tvivlsomt at fæste nogen som helst værdi til udsagn som "han sagde, han hørte spilfører bede om spar 3".
I almindelighed bør appelkomiteen forsøge at skaffe sig alle relevante oplysninger til belysning af den foreliggende sag; men formanden kan nu og da være nødt til at bestemme, at de oplysninger, der tilbydes, ikke ser ud til at have nogen vægt i sagen. Her tænkes også på udsagn af typen: "Vi blev dømt i en lignende sag i fjor, og der fik vi medhold i denne argumentation". Appelkomiteerne bør her fæste stor lid til deres egen dømmekraft og sunde fornuft.
Appelkomiteen skal være parat til ikke at fæste for megen lid til udsagn, der klart tjener den talendes eget formål. Det betyder ikke, at man ikke skal lytte til sådanne udsagn, eller at man holder den, der fremsætter udsagnet, for uhæderlig, hvis man ikke tillægger det fuld vægt. Snarere betyder det, at man anerkender folks ret til at tale deres egen sag, men også andres ret til at tale deres. Appelkomiteen skal særlig være sundt skeptiske over for udsagn, hvor en spiller fortæller, hvad han tænkte på i en given situation.
Appelkomiteen skal afgøre sagen ud fra de kendsgerninger, de selv fastlægger, og de skøn, de selv foretager. De skal på den ene side ikke på forhånd være indstillet på at tage TL's afgørelse til efterretning; men de skal heller ikke betragte TL's afgørelse som en anklage, som TL er forpligtet til at føre bevis for. Komiteen lytter til TL og parterne og træffer deres afgørelse ud fra deres egen fastlæggelse af kendsgerningerne og deres eget skøn.
Appelkomiteens hovedopgave er at beslutte, hvilke kendsgerninger der foreligger, at udøve et skøn baseret på disse kendsgerninger, og at offentliggøre sin beslutning. Appelkomiteen bør tilstræbe enighed, således at medlemmerne tager hinandens synspunkter alvorligt, men således at medlemmerne ikke fraviger deres synspunkter for en tilsyneladende enigheds skyld.
Et kompromis kan være på sin plads, når der skal udøves et skøn, især i forbindelse med en justeret score. Ved fastlæggelsen af kendsgerninger er det derimod mindre tilfredsstillende at nå frem til et kompromis, som ingen part føler dækker kendsgerningerne; ved vedvarende uenighed kan det være nødvendigt at stemme om resultatet og derefter tage det som videre udgangspunkt for afgørelsen.
Appelkomiteen skal være opmærksom på, at den er ansvarlig for at træffe en afgørelse. Lige meget hvor vanskeligt medlemmerne har ved at blive enige, er det deres pligt at nå frem til en afgørelse. Når så først denne afgørelse foreligger og er offentliggjort, kan appelkomiteen pr. definition ikke foretage sig mere i sagen.
Tilbage til starten af dette dokument
Oversat fra engelsk efter ACBL: Handbook for Appeals Committees, og bearbejdet efter DBFs forhold af Jens Brix Christiansen med henblik på behandling i DBFs appelkomite.
1. udgave 1998-09-30 / jbc
|
1997-lovene og store strafkortaf Jesper Dybdal |
Sidste år skrev jeg i en artikel om de nye love at DBF's appelkomite ville danne sig en mening om fortolkningen af de nye regler for store strafkort, og at vi så ville orientere jer om den.
Det er ikke sket endnu. Men den del af den nye AK der hedder "lovkommissionen" (LK) har som en del af sit nye kommissorium netop at tage stilling til den slags, og Jens Brix Christiansen har lovet mig at de vil se på strafkortproblemet i løbet af sæsonen.
I mellemtiden har WBF's lovkommission i øvrigt foreskrevet en
helt tredje fortolkningsmulighed: nemlig at det at makker har strafkortet
er ubeføjet når man er ved at vælge hvilken farve man
vil spille, men beføjet når man vælger hvilket specifikt
kort i farven man vil spille; dvs man må ikke bruge sin viden om
fx makkers 
E-strafkort
til at vælge at spille ruder, men når man først har
valgt ruder må man godt bruge den viden til fx at spille en lille
fra KDx i stedet for en honnør. Den fortolkning er mildest talt
ulogisk, idet den betyder at oplysninger ikke længere er enten beføjede
eller ubeføjede, men at det afhænger af den planlagte brug
af oplysningerne.
Hvis I får brug for at fortolke dette aspekt af strafkortreglerne inden vi får en udtalelse fra vores egen LK, så anbefaler jeg at I enten følger den logiske fortolkning (som beskrevet i FTL-nyt nummer 6 sidste år) eller WBF's fortolkning, og at I anbefaler appel (eller måske endda bruger jeres nye §83-ret til selv at appellere) hvis det viser sig at gøre en forskel (og får appellen bragt videre til DBF's AK).
|
Turneringslederen appellereraf Jesper Dybdal |
Med 1997-lovenes §83 og §81C9 fik TL lov til selv at sende en sag til en appelkomite.
Det er sket en enkelt gang i sæsonen 1997-1998, og DBF's appelkomite (AK) overvejede i den anledning om det var fornuftigt.
AK's konklusion var at et eksempel på en situation hvor det er fornuftigt at TL selv appellerer er:
|
Internettetaf Jesper Dybdal |
Jeg vil meget gerne have e-post-adressen på alle FTL'er der har sådan én og som jævnligt læser deres e-post. Send den venligst til mig på ftl@dybdal.dk. Hvis du har noget imod at den bliver offentliggjort i FTL-nyt og på mine WWW-sider, så husk at fortælle mig det.
Alle de udkomne numre af FTL-nyt findes nu på Internettet:
http://www.bridge.dk/lov/tuk/ftlnyt
Links til diverse sider med materiale om bridgelovene og turneringsledelse
kan fx findes på:
http://www.dybdal.dk/tl
The Bridge Laws Mailing List (BLML) er et (engelsksproget) forum for diskussioner om lovfortolkning m.m. BLML kan på det varmeste anbefales til alle der gerne vil have en bedre forståelse for lovene.
Der er temmelig meget trafik (typisk 20-40 indlæg om dagen), så det kan være svært at følge med. Det er nemmere at overskue hvis man har et e-post-program som kan sortere e-post i "tråde" ligesom en Usenet news-reader gør.
Der er pt. ca. 230 abonnenter, heriblandt medlemmer af WBF's lovkommission og mange højt kvalificerede turneringsledere og appelkomitemedlemmer fra mange lande.
Man tilmelder sig ved at sende e-post til "majordomo@rgb.anu.edu.au" med de to linier:
subscribe bridge-laws endSå kommer der en kvittering retur lidt efter. Man melder fra igen på samme måde som man meldte sig til, idet man bruger ordet "unsubscribe" i stedet for "subscribe". Man sender et indlæg til alle listens abonnenter ved at sende det til "bridge-laws@rgb.anu.edu.au".
|
Det nye turneringsreglementaf Jesper Dybdal |
De væsentlige ændringer i TR i år er:
Derudover er der et antal smårettelser - de kan findes vha. rettelsesmarkeringerne i margenen.
|
Jeg kunne ønske mig...af Bo Steensen |
Som turneringsansvarlig i Divisionsturneringen har jeg kun én fuld sæson på bagen, men min erfaring i forbindelse med turneringslederrapporter og tilbagemelding om appeller mv. er ikke lutter positive, derfor dette lille hjertesuk.
Vil I ikke nok huske at notere på scoresedlerne om der er:
Endvidere oplevede jeg flere gange i sidste sæson, at appelformularerne til DBF's appelkomité ikke var helt udfyldt! Der manglede af og til hvad resultatet ved det andet bord havde været i samme spil. Der manglede holdnummer på modstanderne. Man havde udfyldt skemaet med kamppoint og ikke IMP.
Hvis ikke appelformularen er korrekt udfyldt, kan jeg ikke ændre scoren som appelkomitéen dømmer! Derfor må I også gerne her være omhyggelige.
Selv om jeg håber, at antallet af videregående appeller bliver væsentlig færre med det nye tiltag, skal de appeller, der måtte gå hele systemet igennem, stadig være til at finde ud af!
God arbejdslyst!
|
Duplikeringsfejl i holdturneringeraf Jens Brix Christiansen |
Jeg ledede for nylig en holdturnering med 16 hold, altså 16 borde [Jens skrev dette indlæg i oktober 1996, og jeg har syltet det siden. JD]. Man spillede de samme kort i alle kampene; til det formål brugte vi 4 sæt duplikerede kort, så to kampe (4 borde) delte hvert sæt. Mine oplevelser med de duplikerede kort giver anledning til at genopfriske et par gamle erfaringer.
Hvis uheldet skulle være ude, så der har indsneget sig en banal duplikeringsfejl (fx at Nords og Østs kort er byttet i et af sættene), er det vigtigt at begge borde i samme kamp spiller de samme mapper. Ved kortbytningen har man typisk kort i hånden for mere end et bord ad gangen. For at gøre administrationen af kortbytningen overkommelig er det derfor vigtigt at man umiddelbart kan se på mapperne hvilket sæt borde de hører til. Det nemmeste er at sørge for at alle sættene har forskellig farve. Imidlertid er det jo for sent at gøre noget ved når man møder til turneringen og konstaterer at alle mapperne har samme farve. Ved Junior-VM i Århus for snart flere år siden havde vi et tilsvarende problem, men her var det fordi der ikke var helt så mange farver til rådighed som der skulle være mappesæt. Vi løste det ved at sætte små farvede mærkater på nogle af sættene. Her løste vi det ved omhyggelig kortbytning, for en stor del foretaget at spillerne selv.
Nu er det jo ikke så farligt trods alt, for kortduplikering er jo efterhånden temmelig fejlfri. I praksis kan der jo gå mange weekender mellem at vi opdager en duplikeringsfejl. Her gik det også fint -- indtil sent lørdag eftermiddag, hvor jeg blev tilkaldt med kommentaren "Turneringsleder, der er samme fordeling i spil 2 som i spil 1". Nu havde jeg tjekket at alle fire sæt havde den samme fordeling som den der stod på det ark med fordelinger som jeg senere havde tænkt mig at dele ud til spillerne, så jeg stolede på at mappen med spil 1 var i orden. Jeg gav spillerne spil 3 og satte mig afsides for at lægge den rigtige fordeling i mappe 2 ud fra mit ark med nedskrevne fordelinger. "Turneringsleder, spil 3 har også den samme fordeling." Nu kunne jeg godt se at jeg ikke kunne følge med, og at jeg hellere måtte finde ud af hvad der ellers foregik med det sæt mapper. Jeg satte spillerne til at blande og give spil 2 og spil 3, mens "Turneringsleder, spil 5 er det samme som spil 4," lød fra et andet bord med samme sæt kort. Nu glemte jeg at tjekke om spil 4 havde en rigtig fordeling, mens jeg lod spil 5 blande. Det viste sig senere at spil 4 havde samme fordeling som spil 6 også, og at to borde i samme kamp nu havde spillet samme fordeling i hhv. mappe 4 og mappe 6. Derfor blev jeg nødt til senere at få givet både spil 4 og 6 om i denne kamp.
Da det stod klart at der var en byge af duplikeringsfejl, men at de var isoleret til dette ene sæt mapper, gjorde jeg mit bedste for at sikre at de to kampe kunne spille så mange spil som berammet ved at diktere de nødvendige omgivninger. Imidlertid viste det sig til sidst, ved opgørelsen, at den ene kamp havde spillet to forskellige fordelinger af spil 9 ved de to borde. Jeg lod dette spil udgå af kampen (§86C), men glemte i kampens hede at give begge hold 3 imp for spillet.
Det lykkedes trods alt at undgå at forstyrre spillet alt for meget for spillerne, og min fejl i håndteringen af §86C gav ikke anledning til ændringer i den samlede stilling. Imens havde jeg været ekstraordinært generet af den manglende farvekodning af mapperne, for jeg skulle stå ekstra meget på pinde for at sikre at de afvigende, håndgivne fordelinger ikke blev spillet ved uvedkommende borde. Denne oplevelse, som trods alt endte godt, giver anledning til at repetere nogle gamle tommelfingerregler.