[ FTL-nyt oversigt ] [ Danmarks Bridgeforbund ] [ E-post til redaktøren: ftlnyt@bridge.dk ]

Duplikeringsfejl i holdturneringer

af Jens Brix Christiansen

En artikel fra FTL-nyt nummer 7, oktober 1998.


Jeg ledede for nylig en holdturnering med 16 hold, altså 16 borde [Jens skrev dette indlæg i oktober 1996, og jeg har syltet det siden. JD]. Man spillede de samme kort i alle kampene; til det formål brugte vi 4 sæt duplikerede kort, så to kampe (4 borde) delte hvert sæt. Mine oplevelser med de duplikerede kort giver anledning til at genopfriske et par gamle erfaringer.

Hvis uheldet skulle være ude, så der har indsneget sig en banal duplikeringsfejl (fx at Nords og Østs kort er byttet i et af sættene), er det vigtigt at begge borde i samme kamp spiller de samme mapper. Ved kortbytningen har man typisk kort i hånden for mere end et bord ad gangen. For at gøre administrationen af kortbytningen overkommelig er det derfor vigtigt at man umiddelbart kan se på mapperne hvilket sæt borde de hører til. Det nemmeste er at sørge for at alle sættene har forskellig farve. Imidlertid er det jo for sent at gøre noget ved når man møder til turneringen og konstaterer at alle mapperne har samme farve. Ved Junior-VM i Århus for snart flere år siden havde vi et tilsvarende problem, men her var det fordi der ikke var helt så mange farver til rådighed som der skulle være mappesæt. Vi løste det ved at sætte små farvede mærkater på nogle af sættene. Her løste vi det ved omhyggelig kortbytning, for en stor del foretaget at spillerne selv.

Nu er det jo ikke så farligt trods alt, for kortduplikering er jo efterhånden temmelig fejlfri. I praksis kan der jo gå mange weekender mellem at vi opdager en duplikeringsfejl. Her gik det også fint -- indtil sent lørdag eftermiddag, hvor jeg blev tilkaldt med kommentaren "Turneringsleder, der er samme fordeling i spil 2 som i spil 1". Nu havde jeg tjekket at alle fire sæt havde den samme fordeling som den der stod på det ark med fordelinger som jeg senere havde tænkt mig at dele ud til spillerne, så jeg stolede på at mappen med spil 1 var i orden. Jeg gav spillerne spil 3 og satte mig afsides for at lægge den rigtige fordeling i mappe 2 ud fra mit ark med nedskrevne fordelinger. "Turneringsleder, spil 3 har også den samme fordeling." Nu kunne jeg godt se at jeg ikke kunne følge med, og at jeg hellere måtte finde ud af hvad der ellers foregik med det sæt mapper. Jeg satte spillerne til at blande og give spil 2 og spil 3, mens "Turneringsleder, spil 5 er det samme som spil 4," lød fra et andet bord med samme sæt kort. Nu glemte jeg at tjekke om spil 4 havde en rigtig fordeling, mens jeg lod spil 5 blande. Det viste sig senere at spil 4 havde samme fordeling som spil 6 også, og at to borde i samme kamp nu havde spillet samme fordeling i hhv. mappe 4 og mappe 6. Derfor blev jeg nødt til senere at få givet både spil 4 og 6 om i denne kamp.

Da det stod klart at der var en byge af duplikeringsfejl, men at de var isoleret til dette ene sæt mapper, gjorde jeg mit bedste for at sikre at de to kampe kunne spille så mange spil som berammet ved at diktere de nødvendige omgivninger. Imidlertid viste det sig til sidst, ved opgørelsen, at den ene kamp havde spillet to forskellige fordelinger af spil 9 ved de to borde. Jeg lod dette spil udgå af kampen (§86C), men glemte i kampens hede at give begge hold 3 imp for spillet.

Det lykkedes trods alt at undgå at forstyrre spillet alt for meget for spillerne, og min fejl i håndteringen af §86C gav ikke anledning til ændringer i den samlede stilling. Imens havde jeg været ekstraordinært generet af den manglende farvekodning af mapperne, for jeg skulle stå ekstra meget på pinde for at sikre at de afvigende, håndgivne fordelinger ikke blev spillet ved uvedkommende borde. Denne oplevelse, som trods alt endte godt, giver anledning til at repetere nogle gamle tommelfingerregler.

  1. Altid samme sæt mapper inden for samme kamp. Man ved aldrig hvornår duplikeringsfejlen kommer.
  2. Altid forskellige farver til forskellige sæt mapper der er i brug samtidig. Ellers er det for let at lave fejl under kortbytningen. (Denne regel skal helst ligge i rutinen hos dem der duplikerer kortene).
  3. Altid tjekke et spil i samtlige sæt mapper før de deles ud, så du er sikker på at alle mapperne indeholder de fordelinger de skal. Det er så dumt at dele fordelingerne for 2. kamp ud, lige efter at du har opdaget at nogle af spillerne har spillet fordelingerne til 3. kamp.
  4. Når spillerne tilkalder dig pga. en duplikeringsfejl, så lad være med at gå målrettet efter at rette netop denne fejl. Tænk over fejlen. Overvej om den kan være symptom på en mere omfattende fejl, som ikke bare rettes ved at du lægger den rigtige fordeling i mappen.
  5. Vær ikke bange for at bruge §6D3 til at redde turneringen, men husk §86C hvis du først opdager problemet når spillerne gør op.

Senest ændret 1998-10-20 (konverteret 2000-04-29).