[ FTL-nyt oversigt ] [ Danmarks Bridgeforbund ] [ E-post til redaktøren: ftlnyt@bridge.dk ]

At komme for sent i en parturnering

af Jesper Dybdal

En artikel fra FTL-nyt nummer 4, august 1995.


Hvis et par kommer meget for sent i en parturnering, og TL ikke har et substitutpar at indsætte, og parret siden møder op og spiller, skal TL naturligvis tildele en procentuel score i de spil som parret ikke fik spillet.

De uskyldige modstanderne skal naturligvis have (mindst) 60%.  Hvis det forsinkede par selv er ude om forsinkelsen giver man det 40%.

Men hvad hvis parret er uskyldigt?  Der var for nylig et konkret eksempel hvor et par kom for sent, fordi de ikke var kommet med en færge selv om de havde reservation og var mødt op rettidigt.

Turneringsreglementet hjælper ikke, og det er uheldigt.  Vi har tænkt os at lave en forskrift i turneringsreglementet, men nåede det desværre ikke til sæsonen 1995-1996.

Man kan naturligvis læse §88 som en klar instruks om at tildele 60%.  Men hvis TL har indsat et substitutpar får man dets opnåede score; det virker så ikke særlig retfærdigt at give 60% hvis TL tilfældigvis ikke kunne finde et substitutpar.  Jeg mener (og Ib Axelsen er enig) at man godt kan tillade sig at betragte §88 som en regel der kun handler om folk der skal have erstatningsscore af årsager der har noget med selve turneringsafviklingen at gøre: fx ubeføjede oplysninger eller TL-fejl, men ikke forsinkelser.

Jeg vil anbefale at man - indtil turneringsreglementet får en klar regel - giver 50% til et par der uskyldigt kommer for sent til en parturnering.  Desuden bør man fortælle dem at den præcise procentsats er genstand for en del diskussion, og at det derfor kan være fornuftigt at appellere afgørelsen.

Turneringsreglementet har til gengæld en underlig regel om at folk der bliver syge undervejs i en parturnering kun skal have 40% for de spil de går glip af.  Den regel planlægger vi at fjerne (men altså desværre først om et år); den er efter min opfattelse så meget i modstrid med holdningen i §12 og §88 at den nok må betragtes som lovstridig.  Derfor vil jeg anbefale at man i praksis også her tildeler 50%.

Bemærk at alt dette kun handler om parturneringer - i holdkampe har turneringsreglementet en regel om force majeure, som vist virker meget godt i praksis.


Senest ændret 1997-12-26 (konverteret 2000-04-29).