Ændring af §42B3? af Lars Christensen En artikel fra FTL-nyt nummer 3, august 1994.

[Med svar af Jesper Dybdal]

Som det vil være dette blads læsere bekendt indeholder Bridgelovenes §42 bestemmelserne om den blindes rettigheder.  Klart formuleret og lette at forstå, såvel for spillerne som for turneringsledere.

Så langt så godt.

Men en enkelt af reglerne forekommer det mig, at vi bør tage op til eventuel revision, nemlig paragraffens stk. B3: "Den blinde må gøre opmærksom på enhver uregelmæssighed, men først efter at spillet af kortene er afsluttet."  Hvorfor den bestemmelse?

Hvorfor må den blinde ikke, straks han/hun mener at have konstateret en kulørsvigt fra modparten, gøre anskrig?  Hvilken skade kan der ske ved det?

Problemet blev belyst for mig under en divisionsweekend, hvor jeg under et spil blev kontaktet af en spiller, der som blind mente, at der var sket en kulørsvigt - om han måtte henlede opmærksomheden på det?

Jeg måtte naturligvis under henvisning til bestemmelsen sige, at det måtte han først, når spillet var til ende.

Da jeg efter spillet blev hidkaldt, var kortene desværre blevet samlet sammen.  Og nu opstod en kedelig situation med gensidige beskyldninger og misstemning.

Helt unødvendigt, for hvis den blinde allerede, da mistanken om kulørsvigt var opstået kunne have gjort anskrig, var afklaringen jo nem - og spillet kunne efter en konstatering af kulørsvigt eller ikke, være fortsat.

Hvad var der nu sket, hvis den blinde, uagtet bestemmelsen, straks havde ytret sin mistanke?

Jeg ville være hidkaldt.  Og skulle påtale overfor den blinde, at der var sket en overtrædelse af §42B3.  Og jeg kunne have straffet efter §90.  Efter min mening urimeligt, for hvem var egentligt blevet skadet?  Kulørsvigten ville jo formentlig alligevel let afklares efter spillet.  Hvorfor så vente, til beviserne var slørede?

Altså: Hvorfor må en blind ikke, straks han/hun mener at konstatere en uregelmæssighed, gøre opmærksom på det?  Naturligvis under forudsætning af, at §43 ("Begrænsninger af den blindes rettigheder") er uaktuel?

Hvis vore loveksperter er enige, var det måske værd at overveje, om DBF skulle foreslå, at sidste sætning i §42B3 blev slettet?

Hvis eksperterne ikke er enige, hører jeg gerne, hvorfor en blind skal forholde sig passiv til efter spillet.
 

Svar:

Jeg har prøvet at spørge et par af eksperterne, og har ikke fundet nogen der har en stærk mening om sagen.

Der er visse fordele ved at drive princippet om, at den blinde ikke deltager i spillet, helt ud i den yderste konsekvens, som §42B3 gør.  Der er fx mange spillere der ikke gør sig spor umage for at holde deres kort så den blinde ikke ser dem, og det kan eventuelt give den blinde et urimeligt overblik over, hvornår det kan betale sig at gøre opmærksom på en uregelmæssighed.

I øvrigt kan det faktisk gøre en reel forskel på spillets resultat om en kulørsvigt bliver påtalt tidligt eller sent, idet spillerne jo kan lægge spilleplan efter deres viden om straffen.  Den forskel vil dog oftest gøre det til en fordel for den fejlende side at få påtalt kulørsvigten så tidligt som muligt - men hvis den blinde skal kunne påtale modstandernes uregelmæssigheder, så skal han vel også kunne påtale makkers uregelmæssigheder?

Min egen mening er at du nok har ret i at det ville være ganske praktisk at lave reglen om; men jeg synes at vores meget lille indflydelse på lovenes udformning må kunne bruges på noget vigtigere.

 JD