DBF6.8.1
 1.9.98bl.1


8. Fortolkning af love og regler

8.1

Generelt

8.1.1

I henhold til lovenes §81-§85 og §90-§92 er turneringslederen den, som under turneringen fortolker og dømmer efter gældende love og regler, når der forekommer uregelmæssigheder. Den (de) dømte kan appellere turneringslederens afgørelse iht. §92.

8.1.2

Ud over lovene gælder dette turneringsreglement, medmindre andet på forhånd meddeles. I tvivlstilfælde skal den arrangerende organisations sædvanlige praksis - fastlagt ved præcedensgivende fortilfælde - dog følges.

8.1.3

Den arrangerende organisation skal iht. §80G sørge for, at appeller kan behandles. Til behandling iht. §92B anbefales, at der så vidt muligt nedsættes appelkomiteer med mundtlig sagsbehandling i forbindelse med selve turneringen. En sådan appelkomite kaldes i dette reglement for en mundtlig appelkomite. En mundtlig appelkomite kan nedsættes for en klub, for en enkelt turnering eller del heraf, eller for et distrikt eller en kreds. For forbundsturneringer skal der som hovedregel være adgang til en mundtlig appelkomite på hvert spillested.

8.1.4

I en appelkomite skal der være mindst 3 medlemmer, og mindst 3 skal være habile, for at komiteen er beslutningsdygtig. Afgørelser træffes ved almindeligt flertal. Jf. §93B3 kan appelkomiteerne ikke underkende turneringslederen i spørgsmål vedrørende fortolkning af lovene eller disse turneringsbestemmelser eller i udøvelsen af disciplinære beføjelser, men appelkomiteen kan henstille, at turneringslederen ændrer sin afgørelse. Appelkomiteens afgørelser kan indbringes for en højere instans af appelkomiteen selv, af turneringslederen, eller af de berørte parter. Appelkomiteen skal indbringe sagen for en højere instans, hvis et mindretal større end 30% ønsker dette.

8.1.5

Når en mundtlig appelkomite er udpeget, men der ikke kan skaffes 3 habile medlemmer, kan turneringslederen efter nærmere retningslinjer fra den arrangerende organisation på stedet udpege det fornødne antal yderligere medlemmer, som han anser for kvalificerede.

8.1.6

I særlige tilfælde, hvor det vil være forbundet med store vanskeligheder at stille en mundtlig appelkomite på 3 medlemmer til rådighed, kan den arrangerende organisation udpege en enkelt person til at fungere som mundtlig appelkomite med alle tilhørende beføjelser.


 DBF6.8.1
 1.9.98bl.2


8.1.7

I forbundsturneringer skal de mundtlige appelkomiteer foretage mundtlig sagsbehandling efter en nærmere fastlagt procedure: Sagen forelægges først af turneringslederen. Derefter høres den appellerende part, og til sidst høres modparten. Når appelkomiteen har hørt disse parter og fået besvaret sine evt. uddybende spørgsmål, træffer appelkomiteen sin afgørelse i enrum, idet den dog skal søge turneringslederens vejledning vedrørende fortolkning af love og bestemmelser. Afgørelsen offentliggøres med det samme. Afgørelserne kan appelleres videre til DBF's appelkomite.

8.1.8

Sager, der vedrører fastlæggelse af kendsgerninger og bridgemæssige skøn, behandles af dømmende instanser efter følgende trin:

 
Turneringslederen
 Evt. chefturneringsleder
 Evt. mundtlig appelkomite
 Distrikts- eller kredskomite
 DBF's appelkomite

 

Sager, der vedrører fortolkning af love og bestemmelser, behandles af dømmende instanser efter følgende trin:

Turneringslederen (eller turneringsarrangøren, hvis sagen ikke rejses i forbindelse med spillet).

 

Evt. chefturneringsleder

 

Evt. mundtlig appelkomite (som kan indstille til turneringslederen, at han ændrer sin afgørelse)

 

Evt. lovfortolkende komite på klubplan

 

Evt. lovfortolkende komite på distrikts- eller kredsplan

 

DBF's appelkomite

 

Distrikts- eller kredskomiteer træder i funktion ved sager, der stammer fra klubber, og ved sager, der stammer fra distrikts- eller kredsturneringer, hvor der ikke er nedsat en mundtlig appelkomite. Kredskomiteen træder dog kun i funktion ved sager fra kredsturneringer, og hvor et distrikt har aftalt, at kredskomiteen skal fungere som distriktskomite.

8.1.9

DBF's appelkomite kan som regel ikke være første appelinstans. Visse særlige turneringer, fx slutspillet om DM for hold, kan dog tilrettelægges, så DBF's appelkomite fungerer som eneste appelinstans. Afgørelser truffet af DBF's appelkomite er endelige og kan hverken omstødes eller appelleres videre.

8.1.10

Sager af etisk alvorlig, ærerørig karakter behandles, jf. vedtægternes §14, af DBF's hovedbestyrelse. En afgørelse af hovedbestyrelsen kan i sådanne sager appelleres til Bridgenævnet. Hovedbestyrelsen kan dog beslutte at forelægge sagen for Bridgenævnet til endelig afgørelse.


 DBF6.8.1
 1.9.98bl.3


8.1.11

En appel skal altid indgives gennem turneringslederen, jf. §92. Ønsket om at appellere skal være fremsat for turneringslederen iht. den frist, den arrangerende organisation har fastlagt; hvor intet andet er fastlagt er denne frist 30 minutter efter, at den officielle score er fremlagt til eftersyn.

 

Turneringslederen sikrer, at modparten er orienteret om, at der er indgivet appel. På forbundets appelformular redegør turneringslederen for sin afgørelse, herunder de kendsgerninger, der er fastlagt, og begrundelsen for afgørelsen.

 

Når sagen skal behandles af chefturneringslederen eller af en mundtlig appelkomite, sker den videre behandling ved mundtlig forelæggelse. Turneringslederen påfører afgørelsen og dens begrundelse på appelformularen og meddeler parterne den. Når afgørelsen herefter er meddelt parterne, kan den ikke ændres, men begge parter kan - inden for en frist, der er 30 minutter, hvis intet andet er fastlagt - vælge at appellere sagen til skriftlig behandling i en højere instans.

8.1.12

Når en appel skal behandles skriftligt, påfører parterne deres synspunkter på formularen og meddeler med deres underskrift, at de ikke har yderligere at tilføje. Den dømmende instans kan senere på eget initiativ indhente yderligere oplysninger hos parterne. Afgørelsen meddeles skriftligt til de parter, der ved at opgive adresse har ytret ønske om dette.

8.1.13

Enhver appel på distriktsniveau og højere skal vedlægges et depositum på kr. 200, som fortabes, hvis appellen findes urimelig. For deltagere, der alene består af juniorspillere, er beløbet dog kr. 100. Beslutning om, at depositum skal fortabes, kræver, at den besluttende komite enstemmigt har afvist appellen. For mundtlige appelkomiteer skal tillige beslutningen om, at depositum skal fortabes, være enstemmig. En højere instans kan omstøde en beslutning om fortabelse af depositum uden i øvrigt at omstøde selve appelafgørelsen. Ved appel til en højere instans kræves fornyet depositum.

8.1.14

Protester eller klager over hændelser i de i DBF's regi afviklede turneringer indgives gennem turneringslederen eller sendes til DBF's turneringskomite. Kun egentlige appeller, indgivet gennem turneringslederen inden for appelfristen, jf. §92, kan føre til ændring af en score eller de deraf følgende resultatberegninger, jf. §78.