Appel 15-LK-3

Danmarks Bridgeforbunds Appelkomite


Appellen er fra 3. division øst, 2015-09-20.





Appelkomiteens referat af sagen.

2015-09-20: Hold A spillede mod hold X i 3. division øst, 2. runde. Hold A vandt kampen med kamppointene 16,08-3,92.

2015-11-10: Turneringsarrangøren har senere konstateret at en af spillerne på hold X på spilletidspunktet ikke var medlem af nogen klub under Danmarks Bridgeforbund. Det er en overtrædelse af § 301A1. Forholdet er opdaget inden for den frist der er fastlagt i § 321D4. Hold X anses derfor for udeblevet (§ 241D1a), og scoren for kampen fastsættes til 13,00 - 0,00, idet hold A's score dog kan blive forhøjet efter turneringens afslutning (§ 202C).

2015-11-10: Hold A svarer på meddelelsen at de finder det urimeligt at de skal miste kamppoint fordi modstanderne har benyttet en ulovlig spiller.


Tidligere instanser

2015-11-11 - 2015-11-20: I forlængelse af Hold A's reaktion på afgørelsen udspandt der sig en mailkorrespondance mellem Turneringskomiteen og Hold A, hvor reglerne blev forklaret, og hvor Hold A mente at reglerne var så urimelige over for dem at der burde handles efter konduite, så de beholdt resultatet 16,08 kamppoint.

Denne diskussion har ikke karakter af en formel appel, men den mundede ud i en redegørelse for hvordan man formelt appellerer turneringsarrangørens afgørelse.

Turneringsarrangørens afgørelse er appelleret af hold A 2015-11-24.


Afgørelse

Appellen tages ikke til følge.
Kampen mellem hold A og hold X annulleres, og hold A kompenseres gennem reglerne for udeblivelse.
Depositum fortabes.
Appelkomiteens afgørelse er enstemmig.

Begrundelse

Det er en kendsgerning at hold X benyttede en ulovlig spiller i kampen mod hold A. En af de fire spillere der var tilmeldt hold X, var ikke medlem af nogen klub under Danmarks Bridgeforbund på spilletidspunktet (§ 301A1).

Da kampen blev spillet, var turneringsarrangøren endnu ikke klar over at der var tale om en ulovlig spiller. Turneringsarrangøren har opdaget forholdet inden turneringen er forbi (mere formelt inden appelfristen for turneringens sidste kamp er udløbet), så kampen skal annulleres, og scoren skal i stedet fastsættes efter reglerne for udeblivelse (§ 241D1a). For hold A's vedkommende betyder det at resultatet fastsættes efter § 202C2. Det indebærer at hold A foreløbigt tildeles 13 kamppoint. Antallet af kamppoint forhøjes senere hvis hold A i øvrigt scorer mere end 13 kamppoint i snit i de øvrige kampe i turneringen, eller hvis de øvrige hold scorer mere end 13 kamppoint i snit mod hold X i turneringen.

Hvis den ulovlige spiller først var blevet opdaget efter at turneringen var færdigspillet, ville hold A have beholdt det kampresultat der faktisk blev opnået i kampen med den ulovlige spiller (§ 321D4, § X79B3c). Den regel træder imidlertid ikke i kraft her.

Appellens rettidighed

Appelkomiteen hæfter sig ved at hold A reagerede på turneringsarrangørens meddelelse samme dag som den blev afsendt, og at meddelelsen ikke udtrykkeligt gjorde opmærksom på appelmulighed og -frist. I den anledning fulgte en mailkorrespondance over ca. 14 dage, som mundede ud i at hold A formelt appellerede.

Appelkomiteen skønner at denne proces har skabt en vis usikkerhed om hvor længe det var muligt at appellere afgørelsen, og hvor hurtigt de formelle skridt skulle tages. Appelkomiteen har derfor valgt at anse appellen for rettidig, selv om hold A ikke udtrykkeligt har udtalt at de ønskede at appellere inden for den normale frist på 48 timer (jf. § 255C2).

Depositum

Appelkomiteen skønner at det fremgår tydeligt af hold A's korrespondance med Turneringskomiteen at hold A har fået de gældende regler forelagt og forklaret, og at hold A også har forstået redegørelsen.

Appelkomiteen skønner at hold A ikke har nogen grund til at tvivle på at den fortolkning af reglerne som ligger til grund for afgørelsen, er korrekt. Appelkomiteen bestemmer derfor at depositum skal fortabes (§ X92B3e).

Partsindlæg

Det materiale som Appelkomiteen modtager som indlæg fra parterne i sagen, bliver ikke offentliggjort, men det indgår i Appelkomiteens behandling af sagen.

nr. modtaget materiale dato pr. fra
1 Partsindlæg 2015-11-24 e-mail hold A