Appel 15-LK-2

Danmarks Bridgeforbunds Appelkomite


Appellen er fra 3. division vest, 2015-11-22.


Turneringslederens fastlæggelse af kendsgerninger

Ved starten af 5. runde, efter frokostpausen søndag, var hold N  i 3.div.V ikke spilleklar, da de manglede en spiller (A). Holdet kontaktede og hidkaldte et nærtboende holdmedlem, der skulle have været oversidder, og kampen kom i gang med 8 minutters forsinkelse. Den forsinkede spiller (A) ankom ca. 20 minutter inde i officiel spilletid.

Turneringslederens afgørelse

Hold N straffes med fradrag af 1 kp. § 212A1a
Halvlegen afvikles med tillæg af 3 minutters spilletid. § 212A1b
Betingelserne for straffri udeblivelse er ikke opfyldt. § 244A, § 244B

Turneringslederens begrundelse for afgørelse

Østjylland og især Århus-området fik meget sne (10-15 cm) i løbet af søndag d. 23.
Den megen sne medførte kombineret med megen trafik store forsinkelser på især de store færdselsårer i Århus.
Snefaldet kom østfra, var varslet af DMI, og nyhedskanalerne var fyldt med reportager fra Østdanmark, hvor trafikproblemerne mv. kom først.
Alle var bevidst om sneen og talte om sneen, og 79 spillere kunne stille op til spilstart kl. 12.30. Mange fortalte om meget store forsinkelser.

Det er TL's opfattelse, at der ikke var tale om "en pludselig hændelse, som deltageren var uden indflydelse på, og ikke kunne have forudset."  (§ 244A1)
Der var heller ikke tale om "Kødannelse efter en trafikulykke" (§ 244A1a) eller om en situation, hvor  "Politiet fraråder unødvendig udkørsel" (§ 244A1d).

Forsinkelsen er derfor ikke straffri i henhold til § 244, og holdet tildeles et kp straf som foreskrevet i § 212A1a.

Turneringslederens afgørelse er appelleret af hold N.


Tidligere appelinstanser (ingen)

Kendelsen blev givet efter sidste kamps afslutning, så en MAK kunne ikke samles. (§ 256D2)
Ifølge TL's opfattelse er det desuden en afgørelse, der alene omhandler lovfortolkning og derfor  skal behandles direkte af appelkomiteen (AK) (§ 93B1)

Hold N anser kendelsen for urimelig, da busser og taxier ligeledes var meget stærkt forsinkede. Flere steder var det ligefrem de blokerende busser, der var hovedårsagen til trafikpropperne.

TL har ikke fundet det relevant at inddrage modstanderholdet i appellen. Halvlegen var færdigspillet inden udløbet af officiel spilletid.


Afgørelse

Appellen tages ikke til følge.
Hold N tildeles en straf på 1 kp.
Depositum returneres.
Appelkomiteens afgørelse er enstemmig.
Appelkomiteens afgørelse om depositum er ikke enstemmig.

Begrundelse

Appelkomiteen anser det for en kendsgerning at hold N først var klar til at spille 8 minutter efter den officielle spilletids begyndelse. Appelkomiteen anser det også for en kendsgerning at årsagen til forsinkelsen var trafikforhold som følge af snefaldet.

Straffen for denne forsinkelse er 1 kp (§ 212A1ai). Ifølge bestemmelserne i § 244A1d er det ikke straffrit at møde for sent til en halvleg når årsagen er varslede vejrforhold. Der er derfor ikke grundlag for at reducere straffen.

Depositum

Appelkomiteens flertal mener at reglerne er tydelige, og at turneringslederen tydeligt havde redegjort for reglerne over for hold N. Flertallet mener derfor at betingelsen for at inddrage depositum er opfyldt (§ X92B3e). Et mindretal finder det dog rimeligt at en divisionsspiller tvivler på rigtigheden af fortolkningen, og at betingelsen for at inddrage depositum derfor ikke er opfyldt. Da der ikke er enstemmighed om at inddrage depositum, skal det tilbagebetales (§ X92B3b).

Appelkomiteen bemærker i øvrigt

En appel af en afgørelse af denne slags, som drejer sig om fortolkning af love og regler, kan behandles af en mundtlig appelkomite, men appelkomiteen kan ikke træffe en egentlig afgørelse i sagen. Den kan henstille til turneringslederen at han ændrer sin oprindelige afgørelse, men turneringslederen er ikke forpligtet til at følge henstillingen. Proceduren er beskrevet i § 310B2, som er forankret i § 256B3 og § 93B3.

Partsindlæg

Det materiale som Appelkomiteen modtager som indlæg fra parterne i sagen, bliver ikke offentliggjort, men det indgår i Appelkomiteens behandling af sagen.

nr. modtaget materiale dato pr. fra
1  Partsindlæg 2015-11-24 e-mail Hold N