Appel 13-MAK-7

Danmarks Bridgeforbunds Appelkomite

Appellen er fra en klubaften 2014-03-11.

Turneringslederens fastlæggelse af kendsgerninger

Kendsgerning: Holdturnering over 32 spil.

Der er indlagt kaffepause á 15 minutter. Ved spil á 7 minutter svarer sluttidspunktet til kl 22.59 når der startes kl 19.00. Der spilles ikke med ur, og der er kutyme for at alle spillere er ude kl 23.00, da lejemålet tidligere ikke tillod klubben at anvende faciliteterne efter dette tidspunkt. Dette er imidlertid ikke længere gældende.

Kl 22.53 konstateres et ved et bord (hold X mod hold Y), at det ikke er muligt at nå resterende 2 spil inden for det normale sluttidspunkt. Det diskuteres efterfølgende ved bordet om kampen slutter, eller spillene spilles færdigt. Da en spiller ved et andet bord (spiller C) samtidigt varetager erhvervet med at levere EDB-givne kort til klubben ikke ønsker at opholde sig yderligere (dvs. vente på at de sidste 2 spil færdigspilles), beslutter turneringslederen A (som spiller på hold X), at spillene udgår.

Turneringslederens afgørelse

Kampen afgøres efter 30 spil. Der korrigeres ikke for tidsoverskridelse (§ 213A4c).
Resultat: 15-15

Turneringslederens begrundelse for afgørelse

Turneringslederen skønner at der som følge af kendsgerningerne ved aftenens forløb, hverken tildeles middel plus som følge af, at turneringslederen var til stede 3 gange for at dømme andetsteds, eller tidsstraf for ikke at overholde tidspunktet kl 22.59. Det skal understreges at turneringslederen selv var spiller ved omtalte bord.

Turneringslederens afgørelse er indbragt for klubbens bestyrelse.

(Det fremgår ikke klart hvem der har taget initiativ til at lade klubbens bestyrelse behandle sagen, men det endte med at klubbens anden turneringsleder B skulle tage stilling til sagen)


Turneringsleder B's afgørelse med begrundelser

Det faktum at vi skal være færdige og ude kl 23.00 må stadig gælde, da der ikke på noget tidspunkt er oplyst om en ændring af denne praksis.

Det må være klart at der er en tidsoverskridelse når man mangler 2 spil med 3 minutter igen af spilletiden. Ifølge C er klokken 22.55 da han skrider ind. Jævnfør ovenstående skrider C ind og afslutter spillene, da han refererer til at vi skal være ude kl. 23. Han er ikke et sekund i tvivl om at der er tidsoverskridelse med deraf følgende justering. Da denne ikke dukker op i regnskabet sender han en mail til formanden (spiller D, spiller på hold X) den 14/3 og forhører om det er en fejl. Jeg er inkluderet på denne mail og det er det første jeg hører til sagen da jeg returnerer fra ferie den 19/3.

Jeg returnerer mailen til formanden med et udsagn om at jeg er enig i C’s betragtning angående straf for tidsoverskridelse. I mailen fra formanden giver han udtryk for at det er bestyrelsen (incl. ham selv) der ikke vil tildele tidsstraf og ikke at det er den tilstedeværende tu-leder, der har dømt.

Derfor undrer det mig at jeg nu får en appelformular, hvor tu-lederen nu har dømt ingen tidsstraf. Da han er dybt part i sagen (sad ved det bord der overskred tiden) bør han vel ikke dømme og slet ikke fritage sig selv for straf. I min optik skulle denne appel komme fra formanden som tilsyneladende har dømt (holdkammerat til turneringslederen og dermed part i sagen). Det ville nok være korrekt procedure at rette henvendelse til klubbens anden tu-leder (undertegnede) med sagens fakta og høre ham omkring en afgørelse. Dette er ikke sket, før C mailer angående manglende justering af resultat.

At man som TU-leder har været ude at dømme (1 gang i 1.halvleg og 2 gange i 2.halvleg) finder jeg irrelevant for tidsoverskridelse (2 tilkald giver ikke berettigelse til 2 manglende spil), da tilkaldene i K Bridgeklub som regel er de normale kulørsvigt, udspil fra forkert hånd, hvilket ikke tager særlig lang tid. Jeg har ikke hørt om andre kampe der havde problemer som følge af langvarig sagsbehandling.

Ifølge klubbens vedtægter  spiller vi DBf's regler vedr. forhold ved kampens start og afslutning, hvilket betyder at en KP-straf bør komme på tale i denne sag.

Jeg medsender mail-korrespondance fra spiller D, da jeg finder det er et væsentligt partsindlæg.


Distriktets appelkomites afgørelse med begrundelser

Kampens resultat dømmes til 14-14, da der gives 3 imps straf pr. spil til begge hold, så begge hold taber med 6 imp (6 imp = 1 KP)

Denne afgørelse kan ankes til DBf's appelkomite.

Kommentarer fra appelkomiteen og begrundelse

Vi har modtaget mails fra de involverede partner og afsagt dom ud fra det. Vi mener ikke, at appelfristen er udløbet. Turneringsleder B fik sagen og han meddelte klubben d. 19/3, at hvis de ønskede det, så ville han sende appellen videre til distriktet, da han er involveret i klubmesterskabet.

Vi har valgt at give kunstig score på de 2 spil, der ikke blev spillet jf. § 12c2b. Vi mener ikke, at tu-leder skal fritages pga at han har været ude at dømme. Der er (jf. tidligere mails) tradition for at få andre til at dømme hvis tu-leder fx er optaget af andet. Da tu-leder var i tidsnød kunne han have forhørt sig om andre kunne hjælpe

Distriktets appelkomites afgørelse er endelig.

 


DBf's Appelkomites evt. bemærkninger til sagen

Ingen yderligere kommentarer.