Hvordan spiller jeg bridge i SWAN-Denmark?

At spille bridge i SWAN-Denmark er ikke så forskelligt fra at spille hjemme eller i en klub.
Der er dog et par enkelte ting, der er lidt anderledes, eller som bør fremhæves:

Spørg, om du må sætte dig, når du kommer til et bord. Det kunne jo være, at man ventede på en anden spiller.

Forsøg altid at færdigspille den hånd eller den turnering, du er i gang med.

Hvis du bliver afbrudt af tekniske årsager, så forsøg at komme på igen så hurtigt som muligt og gå til det samme rum/bord. De fleste vil give dig et par minutter til et genetablere forbindelsen.

Hvis din hånd må spilles færdigt af en anden, bliver du alligevel tilskrevet resultatet,
så hvorfor ikke gøre det bedst muligt og gøre det selv?

Hvis du afgiver en melding, som skal alertes, så skal du selv alerte den i meldeboksen.
Du kan også spare tid ved samtidig at give en kort forklaring i tekst-feltet nederst i meldeboksen.

Det er ikke tilladt at bluffmelde, hvis det er baseret på makkerforståelse.

Spørgsmål om en meldings betydning bør rettes direkte til den, der har afgivet meldingen,
ligesom svaret bør rettes direkte til den, der har stillet spørgsmålet.
På den måde kan en masse problemer omkring ubeføjede oplysninger undgås.

 Det gør spillet til en rarere oplevelse, hvis tonen ved bordet er venlig og høflig.

Vær tolerant i nye makkerskaber. Gå altid ud fra, at din makker gør sit bedste.

I turneringer tilkaldes en turneringsleder ved at kalde i Rum-chatten i den højre side af spille bordet.
Fortsæt ikke med at melde eller spille, før der er truffet en afgørelse.

Det er ikke tilladt at kommunikere med sin makker under spillet på anden måde end ved almindelig snak over bordet.

Hvis du er tilskuer, så vær diskret. Eventuelle kommentarer bør rettes til tilskuerne og ikke til bordet.