Klubregler

 

                            





Klubregler for 

                                 

§ 1 Formål.

Formålet med disse klubregler er:

  • At sikre god tone og orden under afvikling af klubbens turneringer.
  • At hjælpe de turneringsansvarlige med at disponere rigtigt og ensartet ved afvikling af turneringer.
  • At hjælpe spillerne til at forstå de turneringsansvarliges dispositioner


§ 2 Spilletid og sted

2.1. Spilledag

Klubbens spilledag er onsdag. Der startes kl. 12.30 , med mindre andet er meddelt.


2.2. Sæson

Sæsonen starter normalt den første onsdag i september og slutter sidste onsdag i april.


Ved sæsonstart fremlægger klubbens bestyrelse en plan over turneringerne fra september til januar. Senest i december fremlægges en plan for turneringerne for resten af sæsonen.


Der spilles ikke på helligdage, i påskeugen samt i skolernes efterårs- og vinterferie.


2.3. Spillested Klubbens spillested er Bridgehuset,Bogensevej 27, 5270 Odense N


- 2 -


§  3 Regler for klubbens turneringer.

For klubbens turneringer gælder følgende regler i prioriteret rækkefølge:

1) Nærværende klubregler

2) DBF´s turneringsbestemmelser


§ 4 Systemer


4.1. Anvendelse af systemer

DBF`s regler for brug af systemer og konventioner er gældende i klubben

DBF`s regler om brugen af Stop og Alert er ligeledes gældende i klubben.


4.2. Systemkort

Et systemkort pr. spiller er obligatorisk ved alle turneringer, og skal uopfordret fremlægges på bordet til brug for modspillerne ved starten af en runde eller en kamp.


§ 5 Turneringsafvikling


5.1. Turneringsledelse

Bestyrelsen har ansvaret for afvikling af klubbens turneringer.

Bestyrelsen udpeger turneringsleder(e)

Turneringslederen har ret til at drøfte sagen med gruppen af turneringsledere inden parterne infomeres om afgørelsen.

Der skal falde afgørelse senest efterfølgende spilledag.


5.2. Appelkomite.

Bestyrelsen nedsætter en appelkomite. Appelkomiteen træffer afgørelse i i de tilfælde, hvor turneringsleders afgørelse appeleres af spillere. En appel indgives gennem turneringslederen. Denne skal orienteres om, at der indgives appel senest 24 timer efter afgørelsen. Appelkomiteens afgørelse kan appeleres videre til distriktet. Spillerne betaler i den forbindelse et depositum og kendsgerningerne fastlægges på DBF´s appelformular.


5.3. Uregelmæssigheder.

Turneringslederen skal tilkaldes, så snart opmærksomheden er henledt på en uregelmæssighed.

Dette for at uregelmæssigheder kan blive rettet ensartet og i overensstemmelse med regler og love.

Tilkaldelse af turneringslederen er en naturlig del af turneringens afvikling.

Tilkaldelsen bør ske stilfærdigt, og det henstilles til spillerne at have lidt tålmodighed, da turneringslederen selv spiller med i turneringen.

Duplikerings og indtastningsfejl, som oftest først opdages efter at man er kommet hjem, skal meddeles en fra bestyrelsen senest 24 timer efter at bordresultater er udsendt

I alle klubbens turneringer har turneringslederen mulighed for at tildele vægtet score ved justering af score.



§ 6 Substitutter


6.1. Fremskaffelse af substitut(ter)

Det påhviler ethvert medlem, der er forhindret i at møde på en spilledag, selv at skaffe en substitut. Som hovedregel anvendes kun kvindelige substitutter. I en akut opstået situation kan mandlige substitutter dog accepteres.


§ 7. Justering af score ved substituering


7.1. Parturnering

Såfremt der kun er substitut for èn spiller i et par, foretages ingen justering.

Hvis der er substitutter for begge spillere i et par, justeres scoren i første omgang ikke. Når den pågældende turnering er afsluttet, ændres scoren til gennemsnittet af det substituerede pars score, hvis substitutparret har scoret højere end dette. Der kan ikke justeres opad

Der justeres ikke i scoren for de par, der møder et par med substitutter



- 5 -


7.2. Holdturnering

Der justeres ikke i resultatet, hvis der kun er èn substitut, eller hvis der er èn substitut i hvert af holdets par.


Hvis et helt par er substitueret, tildeles holdet den opnåede score.

Hvis begge par på et hold er substitueret, tildeles holdet i første omgang den opnåede score. Når turneringen er afsluttet, ændres scoren til gennemsnittet af det substituerede holds score, hvis substitutterne har opnået højere score end dette i kampen. Der kan ikke justeres opad.

Resultatet af kampen er normalt gældende for modstanderholdet.


Hvis substitutparret / parrene er væsentlig stærkere end det /de par, de substituerer, kan modstanderholdet anmode om justeret score.


Anmodning om justeret score skal ske senest ved kampstart


Klubmesterskabet for hold kan kun vindes af et hold, hvor alle spillere på holdet er medlemmer af Odense Damebridgeklub.

I tilfælde af at det vindende hold består af en eller flere spillere, der ikke er medlemmer af klubben, tilfalder klubmesterskabet og 1. præmien det hold, der bliver nr. 2 i turneringen, såfremt dette hold opfylder betingelserne, og 2. præmien tilfalder i denne situation vinderholdet.




- 6 -



§ 8 Justering af scoren ved udeblivelse


8.1. Parturnering

Såfremt et par udebliver uden afbud, tilkendes parret 0 point (minimum score). Dette gælder også hvis et par ikke kan stille op på grund af den ene spillers udeblivelse.


I tilfælde af force majeure kan turneringslederen tildele en justeret score.

Regnskabet udregnes ud fra det normale antal par i rækken. I runden mod det udeblevne par tildeles et par

60 % score, eller gennemsnittets af parrets score på spilledagen, hvis dette er over 60 %.


8.2. Holdturnering

I en holdturnering tildeles et hold 0 kp., hvis holdet ikke kan stille op på grund af en eller flere spilleres udeblivelse.

For modstanderholdet, der vinder uden kamp, fastsættes antallet af kp ud fra den højeste af disse alternativer:

  1. 18 kp.
  2. Gennemsnittet af hvad der i turneringen er scoret mod det udeblevne hold.
  3. Gennemsnittet af, hvad holdet selv scorer i turneringens øvrige kampe.



- 7 -


§ 9 Justering af scoren ved for sent fremmøde


9.1. Parturnering

Kommer en spiller eller et par for sent justeres scoren i de spil, der af tidsmæssige årsager ikke kan spilles.  Modstanderparret tildeles 60 % og parret, der ikke er mødt op til tiden tildeles 40 %.


    1. Holdturnering

Såfremt alle spil i en holdkamp ikke kan spilles, fordi en spiller eller et hold ikke er mødt ved officiel spilletids begyndelse, afvikles det antal spil, man kan nå at spille i den resterende spilletid, og resultatet opgøres efter det antal spil, der er spillet i kampen.


§ 10 Opløsning af ligestilling.


10.1. Parturnering

Hvis 2 eller flere par står lige er resultatet af indbyrdes kamp(e) afgørende for placeringen..


10.2 Holdturnering

Hvis 2 eller flere hold står lige placeres det hold forrest, der har opnået flest kp. (evt. imp) i indbyrdes kamp.



§ 11 Almindelige ordensregler.


11.1. Generelt

Det påhviler medlemmerne at anbringe service, flasker m.v. efter brugen på de anviste steder. 

Efter dagens spil påhviler det spillerne at rydde op ved det bord, hvor de sluttede spillet, og i øvrigt hjælpe med oprydningen.

Stolene skubbes ind til bordet og sidebordene placeres langs væggene.


11.2. Rygning.

Bridgehuset har på generalforsamlingen den 30.8.2021 vedtaget, at der er totalt rygeforbud i hele bridgehuset  Det tidligere rygerum nedlægges.


Klubreglerne er vedtaget på generalforsamlingen

d. 30. april 2008.

Sidste afsnit i § 7.2 er vedtaget på generalforsamlingen

d. 30. april 2014.

§ 10.1 er ændret på generalforsamlingen d. 29. april 2015.

§ 5.1 og 5.2 ændret på generalforsamlingen d. 25.04.2018.

§ 11.2 ændret efter beslutning på Bridgehusets generalforsamling 30.8.21




















- 3 -











BridgeCentral, 24. april 2024