Klubregler for: Bridgeklubben Højfyn. - 4523.
§ 1. Formål
Formålet med disse klubregler er:
- at sikre en god tone og orden under afvikling af klubbens turneringer
- at hjælpe de turneringsansvarlige med at disponere rigtigt og ensartet ved afvikling af turneringer
§ 2. Spilledage
Der spilles mandag fra kl. 10.00 med en kortere pause.
§ 3. Sæson
Sæsonen starter normalt den første uge i september og slutter normalt den sidste uge i april.
Ved sæsonstart fremlægger turneringsledere en plan/oversigt for sæsonens turneringer.
Eventuelt kun for 1. halvår. Planen for 2. halvår fremægges så inden opstart i januar.
Der spilles ikke på helligdage.
§ 4.Turneringsafvikling
Turneringslederen fastsætter spilletid pr. runde (I de fleste tilfælde 7 min. pr. spil og evt. 1 min. til rundeskift). Tiden skal overholdes. Der anvendes bridgeur og der gives signal 5 min. før rundeskift og ved rundeskift. Rundeskift må ikke ske, før turneringslederen giver besked. Der må ikke påbegyndes nyt spil, hvis der er under 5 min. til rundeskift. Tidsoverskridelse påtales første gang med en advarsel og ved efterfølgende tidsoverskridelse tildeles strafpoint. Hvis man overskrider tiden meget afbrydes spillet og man får en pointstraf. Har man haft turneringsleder ved bordet, får man den extra tid, der skal til.
§ 5. Etik og etikette
Enhver spiller bør ved sin optræden tilstræbe, at alle får den størst mulige glæde ved bridgen og klublivet.
Det kan nævnes, at det er uetisk at irettesætte eller belære såvel makker som modspiller under og efter spillet.
Det samme gælder ytringer eller tegn, der tilkendegiver tilfredshed eller utilfredshed med en melding, udspil eller et spillet kort.
Det påhviler spillerne at overholde gældende spilletider/frister.
Turneringslederen kan og bør afslutte spillet rettidigt med en mindre ekstra tidsmæssig margin og derefter dømme manglende spil som værende ikke spillet og tilkende justeret score.
Man må ikke fjerne sine meldekort før første fordækt udspil er foretaget.
Det er ikke tilladt at tage en anden spillers kort ud af mappen efter spillet uden først at få tilladelse.
Det påhviler ligeledes spillerne ikke at tale højrøstet under og imellem spillene.
§ 6. Uregelmæssigheder
Turneringslederen skal tilkaldes så snart, opmærksomheden er blevet henledt på en uregelmæssighed. Der må ikke meldes eller spilles videre før, turneringslederen har truffet en afgørelse. Denne afgørelse skal efterkommes umiddelbart. Dog kan afgørelsen indtil ½ time efter, turneringen er slut, indklages for klubbens bestyrelse, hvis man er uenig i denne.
Såfremt turneringsledelsen bliver gjort opmærksom på en tydelig fejlindtastning, kan denne rettes indtil næste turneringsdags begyndelse, hvis begge involverede par er enige om det. Ved turneringer over én aften, hvor der uddeles præmier, kan der ikke ske rettelser efter, at resultatet er offentliggjort. Hvis der inden to dage efter en sådan turnering konstateres en klar indtastningsfejl, kan denne, hvis begge involverede parter er enige, dog rettes af hensyn til evt. tildeling af MP, mens de uddelte præmier ikke røres.
§ 7. Substitutter
Det påhviler ethvert medlem, der er forhindret i at møde på en spilledag, selv at skaffe substitut.
På klubbens hjemmeside findes en substitutliste. I tilfælde, hvor et medlem ikke selv kan finde en substitut, vil turneringslederen være behjælpelig og er i så tilfælde frit stillet til at indsætte en hvilken som helst substitut.
Såfremt et par har haft substitut(er) i 50 % eller mere af spillene udgår dette par af præmielisten.
Såfremt et par i en handicapturnering har haft substitut(ter) i 25 % eller mere af spillene udgår dette par af præmierækken.
§ 8. Almindelige ordensregler
Klubben er røgfri.
Det påhviler medlemmerne at hjælpe med opstilling og oprydning efter bestyrelsens anvisninger.
§ 10. Justering af score
A: Ved substituering
Såfremt der kun er substitut for én spiller i et par, foretages ingen justering
Hvis der er substitutter for begge spillere i et par, justeres scoren i første omgang ikke.
Når den pågældende turnering er afsluttet, ændres scoren til gennemsnittet af det substituerede pars score, hvis substitutparret har scoret højere end dette. Der kan ikke justeres opad.
Der justeres ikke i scoren for de par, der møder et par med substitutter.
Ved turneringer i flere rækker med op-og nedrykning kan parret ikke rykke op, hvis der er substitutter for begge spillere i et par.
Vedr. handicapturneringer:
Ved opgørelsen af præmierækken medtages ikke runder, hvor der har været substitut(ter).
B: Ved udeblivelse
Såfremt et par udebliver uden afbud, tilkendes parret 0 point. Dette gælder også, hvis et par ikke kan stille op på grund af den ene spillers udeblivelse.
I tilfælde af force majeure kan turneringslederen tildele en justeret score.
Regnskabet udregnes fra det normale antal par i rækken. I runden mod det udeblevne par tildeles et par 60% score, eller gennemsnittet af parrets score på spilledagen, hvis dette er over 60%.
C: Ved for sent fremmøde
Kommer en spiller eller et par for sent justeres scoren i de spil, der af tidsmæssige årsager ikke kan spilles. Modstanderparret tildeles 60% og det andet par 40%.
§ 11. Ligestilling
Ligestilling ophæves ved bedste score i indbyrdes møde. Er denne også lige foretages lodtrækning.
Hvis det har betydning for op- eller nedrykning, placeres det par forrest, som har vundet indbyrdes kamp(e). Er denne også lige placeres parret med højeste handicap forrest.
Vedtaget på bestyrelsesmøde den 19. marts 2018.
Revideret på bestyrelsesmøde den 4. februar 2019.
|