Klubbens interne regler

KLUBREGLER for BK36

April 2015

Disse klubregler som ikke må forveksles med vedtægter træder i stedet for allerede eksisterende klubregler.


Vedtaget på ordinær generalforsamling 30. april 2015.


I klubben gælder følgende regler og love i den angivne prioritetsrækkefølge:

  1. Nærværende klubregler
  2. DBf's spillerhåndbog, DBf's turneringslederhåndbog, DBf's turneringer: Turneringsbestemmelser og propositioner og Supplerende bestemmelser
  3. Love for Turneringsbridge


Overalt hvor der henvises til DBf følges altid de nyeste love og regler.


§ 1        Formål


Formålet med dette reglement er:

  • at sikre god tone og orden mellem spillerne under afvikling af turneringer arrangeret af klubben
  • at hjælpe spillerne til at forstå de turneringsansvarliges dispositioner
  • at hjælpe de turneringsansvarlige med at disponere rigtigt og ensartet ved afvikling af turneringer.
  • at tilstræbe at alle får den størst mulige glæde ved
    turneringsbridge og ved klublivet i øvrigt

 


§ 2        Spilletid og sted


2.1 Spilledage

Bestyrelsen fastsætter spilledage og starttidspunkter, der offentliggøres ved sæsonstart.


2.2 Sæson

Sæsonen starter normalt første uge i september og slutter sidste uge i april.


Ved sæsonstart fremlægger klubbens bestyrelse en plan over sæsonens turneringer.


Generelt spilles der ikke på helligdage og i skolernes ferier.


2.3 Spillested

Klubbens spillested er Bridgehuset, Bogensevej 27.           

 


§ 3        Turneringsafvikling


3.1 Turneringsledelse

Bestyrelsen nedsætter et turneringsudvalg, som har ansvaret for afvikling af klubbens turneringer. Turneringsudvalget udpeger turneringsleder(e).


Turneringslederen har ret til at drøfte sagen med gruppen af turneringsledere inden parterne informeres om afgørelsen. Der skal falde afgørelse senest 24 timer efter spilleaftenen.

       

3.2 Appelkomite

Bestyrelsen nedsætter en appelkomite. Appelkomiteen træffer afgørelse i de tilfælde, hvor en turneringslederafgørelse appelleres af spillere.


En appel indgives gennem turneringslederen. Denne skal orienteres om, at der indgives appel senest 24 timer efter afgørelsen.


Appelkomiteens afgørelse kan appelleres videre til distriktet.


3.3 Uregelmæssigheder

Turneringslederen skal tilkaldes, så snart opmærksomheden er henledt på en uregelmæssighed. Det skal ske, for at uregelmæssigheder kan blive rettet ensartet og i overensstemmelse med regler og love.


Tilkaldelsen af turneringslederen skal ske stilfærdigt, idet det er en naturlig del af turneringens korrekte afvikling.


Duplikerings- og indtastningsfejl, som ofte først opdages efter at man er kommet hjem, skal meddeles én fra bestyrelsen senest 24 timer efter at bordresultater er udsendt.


I alle klubbens turneringer har turneringslederen mulighed for tildeling af vægtet score ved justering af score.


 


§ 4        Reglement for spillere


4.1 Systemer og konventioner

Det i DBf's spillerhåndbog anførte er gældende for alle rækker i alle klubbens turneringer.


4.2 Systemkort

Systemkort er obligatorisk ved alle turneringer, og det skal uopfordret fremlægges på bordet til brug for modspillerne ved starten af en runde eller en kamp.


I øvrigt henvises der til DBf's spillerhåndbog.


4.3 Meldinger og spil

Der henvises til DBf's spillerhåndbog.


4.4 Alertregler

Der henvises til DBf's spillerhåndbog.


4.5 Bridgeetik

God etik og etikette af medlemmer. Der henvises i øvrigt til DBf's spillerhåndbog.


Det kan nævnes, at det er uetisk at irettesætte eller belære såvel makker som modspillere under og efter spillet. Det samme gælder tegn eller mishagsytringer, der tilkendegiver tilfredshed eller utilfredshed med en melding, et udspil eller et spillet kort.


  


§ 5        Substitutter


5.1 Fremskaffelser af substitut(ter)

Det påhviler ethvert medlem, der er forhindret i at møde på en spilleaften, selv at fremskaffe en substitut.


5.2 Forpligtelse over for substitut(ter)

Når et medlem sender substitut betales der for den normale servering.  



§ 6        Justering af score ved substituering


6.1 Parturnering

Såfremt der kun er substitut for én spiller i et par, foretages der ingen justering.


Hvis begge spillere i et par er substitutter, justeres scoren i første omgang ikke. Når den pågældende turnering er afsluttet, ændres scoren til gennemsnittet af det substituerede pars score, hvis substitutparret har scoret højere end dette. Der kan altså ikke justeres opad.


Der justeres ikke i scoren for de par, der møder et par med substitut(ter).


6.2 Holdturnering

I tilfælde med én substitut på holdet eller én substitut på hvert af parrene på holdet kan der ikke anmodes om justeret score.


Hvis et helt par er substitueret, kan modstanderholdet anmode om justeret score. Såfremt bestyrelsen anser substitutparret for væsentlig stærkere end det substituerede par, tildeles der justering af score. Justering af score sker på samme vis, som hvis holdet havde anvendt mere end 2 substitutter.


I tilfælde hvor et hold har anvendt mere end 2 substitutter, kan modstanderholdet anmode om justering af score. Holdet med substitutter tildeles da gennemsnittet af holdets score, dog maximalt 10 KP. Ved beregning af gennemsnit justeres der ikke opad. Modstanderholdets score modsvarer dette resultat ud fra 20 KP-skalaen.


Anmodning om justering af score skal ske til turneringsledelsen senest 30 minutter efter kampens afslutning.


6.3 Udeblivelse

Såfremt et par udebliver uden afbud, tilkendes parret i en parturnering 0 point (minimum score). Dette gælder også, hvis et par ikke kan stille op på grund af den ene spillers udeblivelse. I en holdturnering tildeles et hold 0 KP, hvis holdet ikke kan stille op på grund af en eller flere spilleres udeblivelse. Bestyrelsen kan desuden idømme de(n) pågældende en disciplinær straf.


I tilfælde af force majeure justeres scoren.


6.3.1 Parturnering

I en parturnering udregnes regnskabet ud fra det normale antal par i rækken. I runden mod det udeblevne par tildeles et par 60 % score (decimaler afrundes opad) eller gennemsnittet af parrets score i spilledagens øvrige runder, hvis dette gennemsnit er over 60 %.


6.3.2 Holdturnering

I en holdturnering, hvor modstanderholdet vinder uden kamp fastsættes antallet af KP. efter turneringen ud fra det højeste af nedenstående alternativer:

  • 13 KP
  • Gennemsnittet af, hvad der i turneringen er scoret mod det udeblevne hold.
  • Gennemsnittet af, hvad holdet selv har scoret i turneringens øvrige kampe.

 


§ 7        Opløsning af ligestilling

                       

Hvis 2 eller flere par står lige i en parturnering deles evt. præmier. Hvis det har betydning for op- eller nedrykning, så gælder princippet om bedste indbyrdes scores. Såfremt denne er lige, placeres det par forrest, som var bedst placeret før sidste spilleaften.

                

Hvis 2 eller flere hold står lige i en holdturnering, placeres det hold forrest, der har opnået flest KP. (evt. IMP) i de indbyrdes kampe. 



§ 8        Placering af nye spillere i klubbens turneringer

       

I holdturneringen placeres hold med nye medlemmer efter turneringsledelsens skøn, dog kan disse ikke indplaceres på bekostning af allerede kvalificerede hold. Ved opløsning af hold henvises der til DBf's turneringer: Turneringsbestemmelser og propositioner 2010 og Supplerende bestemmelser.


§ 9        Almindelige ordensregler


9.1 Generelt

Det påhviler medlemmerne at behandle klubbens og Bridgehusets materiel skånsomt.


Service, flasker og inventar anbringes efter brugen på de anviste steder.


Efter aftenens spil påhviler det spillerne at rydde op ved det bord, hvor de sluttede spillet og i øvrigt hjælpe med oprydningen.
Hvis oprydningen ved eget bord ikke er i orden, kan der tildeles strafpoint.


Medlemmerne hjælper på skift til med at rydde op i lokalerne samt rydde op i køkkenet. Bestyrelsen hænger ved sæsonstarten en liste op, så enhver kan se, hvornår man skal hjælpe til.


9.2 Rygning

Rygning i spillelokalet er ikke tilladt. Klubben respekterer Bridgehusets rygeregler.

BridgeCentral, 24. april 2024