Formandens beretning ved Holstebro Bridgeklubs generalforsamling 2025:
Det er dejligt igen at aflægge en beretning for vores bridgeklub i Holstebro. En klub med aktive, engagerede medlemmer og en klub med flere medlemmer. Vi har i det forløbne år ikke ændret på meget. Vi spiller stadig tirsdag aften og onsdag
eftermiddag og lidt torsdag aften. Vi glæder os over en stigende deltagelse onsdag eftermiddag under Anders kyndige ledelse, og vi håber at kunne fastholde torsdag aften en gang om måneden. Vi hygger os, og jeg tror også at nogle lærer noget nyt disse aftener. Der er i hvert fald kun positive tilkendegivelser fra deltagerne.
Men derudover har vi foretaget det samme som tidligere år. Dog forsøgte vi at arrangere en bridgetur til Harzen – dels for at se området, men ligeså meget for at spille lidt bridge og være sammen på en anden måde end når man kommer til en bridgeaften. Desværre var der ikke tilslutning nok – der var 23 tilmeldte og vi skulle være mindst 35 for at det kunne gennemføres. Vi har besluttet at tilbyde en tur igen næste år, og måske i samarbejde med omkringliggende klubber.
Vi har i bestyrelsen nedsat et udvalg til at undersøge muligheden for at få egne lokaler. Det kunne være køb af en ejendom eller leje af lokaler, hvor det kun er os, der bruger lokalerne. Vi har besøgt Varde Bridgeklub og kan se, hvordan de trives og
siger fra dag et – ”dette er vores hus”. Og hvor de efterhånden spiller alle ugens dage incl. skolebridge og seniorbridge. Udvalget består af Jens Foldager, Steven Basnov, Jørgen Poulsgaard, Harry Mørup og Frede Lund.
Vi spiller også i år Champagnebridge, og har besluttet at det altid skal være den 30. december hvert år. Så er folk kommet hjem fra juleferie og skal gøre klar til at fejre nytåret og så kan man lige vinde en flaske champagne til aftenen sponseret af
Bjarne Vennegård Holding. Stor tak til Bjarne.
Vi spillede også sidste sommer sommerbridge, men med begrænset succes. Enkelte dage blev aflyst pga. manglende tilslutning. Derfor har vi besluttet at sommerbridge i år bliver onsdag eftermiddag i Huset, loftssalen, som starter allerede onsdag den 7. maj 2025 kl. 13,00 og turneringsleder bliver Niels Andre Benn og Erik Skov Jensen. Vi spiller indtil videre maj måned og august måned og evaluerer medio maj, om vi også spiller i juni måned.
Vi spillede som sædvanlig Heiberg turnering den sidste søndag i januar måned, og i år havde vi flyttet turneringen til Plexus i Idom. Der var 160 deltagere, og vi glæder os meget over, at folk kommer langvejs fra for at spille bridge i Holstebro. Og vi
glæder os meget over, at flere vil være sponsorer ved vores turnering og en stor tak til de medlemmer, som var med til at skaffe sponsorater i form af vin og penge. Vi har aftalt med Jesper og Lenette, Plexus, at vi gerne ser, at de lægger lokaler til
vores næste Heiberg turnering sidste søndag i januar, og så vil vi sætte en begrænsning på 168 deltagere. Igen en guldturnering med pæne vin og pengepræmier.
Vi synes egentlig, at vi har et godt samarbejde med Huset, selv om der for tiden sker nogle ændringer, og de har nogle udfordringer med at få Huset til at ”køre rundt”. De har nogle udfordringer med at få frivillige til at tage aften og week-end vagter,
hvorfor vi bliver nødt til selv at lave kaffe mm. tirsdag aften og ved vore turneringer i week-ender. Dette er ikke noget problem, idet vi som sagt har engagerede, energiske medlemmer, men tanken om egne lokaler kommer, idet vi dog betaler
mange penge for noget, vi selv udfører.
Vi har i vores klub en god økonomi, hvilket vi i bestyrelsen i mange år har haft som et væsentlig focuspunkt. Dels skal der være opsparing/hensættelse til egne lokaler, men der skal også være råd til hele tiden at være opdateret på ny teknik. Vi har altid focus på at søge sponsorer og fonde om tilskud, og i flere tilfælde har er det lykkedes, hvilket udover overskud ved vore turneringer er med til at vi har en god økonomi. Vi taler ofte om nye bridgemate, men vi har ekstra som erstatning, hvis en
skulle gå i udu. Derfor har vi indtil videre udskudt dette – også set i lyset af, om vi skal overgå til Bridge More.
Jeg vil slutte med at takke Steven fordi du som turneringsleder stille og roligt sørger for nogle gode aftener, og til Anders fordi du som turneringleder onsdag eftermiddag er med til at mange for en dejlig eftermiddag. Tak til Anne-Mette fordi du som sekretær er med til, at alt fungerer. Tak til Jens og Else Marie, som ikke fortsætter i bestyrelsen. En stor tak til alle, som har været med til at Holstebro Bridgeklub er et godt sted at være.
Holstebro, den 29.4.2025
Frede Lund
Beretningen var udsendt til medlemmerne inden generalforsamlingen og blev godkendt uden kommentarer.
|