|
Fravær
Det er hver enkelt spillers ansvar selv at skaffe en substitut, hvis man en spilleaften er forhindret i at deltage. Skulle der imidlertid opstå en situation, hvor dette ikke har kunnet lade sig gøre gælder følgende regler.
Hvis man til en parturnering ikke har skaffet substitutter således at der må spilles med oversidderbord får man tildelt justeret score M- (middel minus) i alle spil. Oversiddende par får tildelt M+ (middel plus) for hvert af de manglende spil. Ved almindelig parturnering er M+/M- typisk 60/40% af maksimal mulig score. Ved IAF turneringer er M+/M- typisk 1/-1 eller 2/-2 IMP pr. spil pr. bord og ved Butler turneringer typisk 2/-2 eller 3/-3 IMP pr. spil idet turneringsledelsen skønner ud fra den aktuelle resultatliste for turneringen.
Hvis udeblivelse skyldes force majeure (f.eks. akut sygdom) kan turneringsledelsen efterfølgende korrigere det udeblevne pars totalscore til M (middel).
En holdkamp tabes normalt med 18-0 hvis man ikke kan stille op. Hvis modstanderholdet opnår mere end 18 kamppoint i gennemsnit i turneringens øvrige holdkampe tildeles holdet dog efterfølgende denne gennemsnitsscore. Ved force majeure kan det udeblevne holds score korrigeres til 15 kamppoint.
Hvis en spiller i et fremmødt par må forlade en sektion i utide på grund af sygdom eller anden force majeure tildeles M i hvert af de resterende spil når der er spillet mindst halvdelen af spillene i sektionen. Hvis der er spillet færre end halvdelen af spillene tildeles M i alle spil.
Når man har dobbelt substitut står de individuelle scorer som er opnået ved bordene altid ved magt, men ens egen totalscore reguleres til henholdsvis 55 % eller 45 % af den maximalt opnåelige score i sektionen hvis substitutternes score ligger henholdsvis over eller under disse grænser. Ved IAF turneringer reguleres tilsvarende hvis substitutternes score ligger udenfor grænserne ±1 IMP pr. spil pr. bord i gennemsnit. Ved Butler turneringer reguleres tilsvarende hvis scoren ligger udenfor grænserne ±2 IMP pr. spil i gennemsnit.
Hvis et par har haft dobbelt substitut i mere end halvdelen af spillene i en turnering kan man som reguleret score maximalt opnå en totalscore svarende til egen gennemsnitsscore. Hvis man har haft dobbelt substitut i alle spil i en turnering og det samme par har substitueret i mindst halvdelen af spillene betragtes dette par som regulær deltager efter samme regelsæt som det oprindeligt tilmeldte par.
Med enkelt substitut foretages ingen justering. Husk at substitutter på spilleaftenen helst skal rette de fremlagte startlister. Det er altid substitutten der får tildelt eventuelle optjente bronzepoint.
Meldekort og Alert
I klubbens turneringer anvender faste makkerpar systemkort. Er man i tvivl om hvilke aftaler der bør fremgå af kortet tilbyder turneringsledelsen, p.t. Thomas Korsgaard og Knud Bonde hjælp til udfyldelsen. Systemkortet fremlægges uopfordret hver gang man møder et nyt modstanderpar. Fremlæggelsen fritager ikke for pligten til at give en udtømmende forklaring på en konventionel melding til en modstander der (retmæssigt) beder om det. En melding skal alertes hvis den opfylder mindst én af to betingelser. 1) Meldingen er konventionel d.v.s. kunstig. 2) Meldingen bygger på en makkerforståelse (systemaftale), hvis betydning modparten ikke med rimelighed kan forventes at forstå selvom meldingen er naturlig. Hvis turneringslederen skønner at en manglende alert har skadet modparten tildeles typisk justeret score for spillet.
Der er nye alertregler. De vigtigste ændringer i forhold til tidligere er: 1) Naturlige sansmeldinger skal ikke alertes uanset pointinterval. 2) Efter makkers åbning og når man ikke har forhåndspasset skal svar i ny farve alertes, hvis meldingen ikke er rundekrav. 3) En konventionel melding på 4 træk eller derover skal kun alertes i første melderunde. I senere melderunder må meldinger højere end 3 UT ikke alertes. 4) Doblinger skal ikke alertes uanset betydning. 5) Efter makkers indmelding skal spring i ny farve alertes når springet ikke er rundekrav.
Turneringsledere
Der vil være udpeget uddannede (spillende) turneringsledere i alle turneringer. Tilkald en af dem hvis der opstår en uregelmæssighed ved meldinger eller spil. Turneringslederens opgave er at korrigere en opstået fejl eller uklarhed så den ikke-fejlende part holdes skadesløs efter bridgelovene og dermed således at turneringen som helhed påvirkes mindst muligt af uregelmæssigheden. Klubbens turneringsledere er p.t. Thomas Korsgaard, Knud Bonde, Ryon Sørensen og Kurt Simonsen.
Bestyrelsen
|