28.04.2011





Vedtægter for Mårslet Bridgeklub



§1. Navn og hjemsted

Klubbens navn er Mårslet Bridgeklub og den er hjemmehørende i Aarhus kommune.


§2. Formål

Klubbens formål er at samle bridgeinteresserede til regelmæssige spilleaftenener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.


§3. Medlemskab

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen.


Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og i øvrigt at leve op til klubbens formålsbestemmelse.


Endeligt afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.


Indmeldelse er bindende for en halv sæson.


Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst en måneds varsel til udgangen af en sæson.


I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med klubben afvikles.


§4. Kontingent

Kontingent fastsættes af generalforsamlingen. Indbetallingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.


Juniorer under uddannelse betaler halvt kontingent.


Er et medlem på trods af påmindelse fortsat i restance kan medlemmet slettes af medlemslisten, uden at dette forelægges generalforsamlingen.


§5. Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.


I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.


I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endeligt afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som særligt punkt.


En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.


En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 og 14.


§6. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af maj måned.


Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted skriftligt / ved opslag / på hjemmesiden / ved annoncering / direkte mail med 3 ugers varsel.


Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 2 uger inden generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen og fremlægges for medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen.


Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens aktive medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.


Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.


En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, se dog §§ 15.


§7. Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:


  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
  3. Godkendelse af de reviderede regnskab
  4. Godkendelse af budget og fastlæggelse af kontingent
  5. Indkomne forslag
  6. Valg til bestyrelse bestyrelsen består af 5 medlemmer, der er på valg hvert andet år. I ulige år er 2 på valg, og i lige år er 3 på valg. De valgte medlemmer konstituerer sig selv med formand, kaserer, sekretær og øvrige medlemmer
  7. Valg af suppleanter
  8. Valg af revisor og revisorsuppleant
  9. Evt valg til distriktets generalforsamling
  10. Eventuelt


§8. Generalforsamlingens ledelse

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen.


Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jvf. §§ 15.


Afstemninger skal foretages skriftligt, såfremt 5 medlemmer forlanger dette. Ved personvalg dog på forlangende. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.


§ 9. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamlling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.


Generalforsamlingen skal afholdes 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.


§10. Bestyrelsen

Bestyrelsen af klubbens daglige ledelse og repræsenter klubben i alle forhold.


Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der er på valg hvert andet år. I ulige år er 2 på valg og i lige år er 3 på valg. De valgte medlemmer konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær og øvrige medlemmer.


Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (spilleudvalg og turneringskomité) til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer, herunder formanden, er til stede. Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger.


De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.


Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt 15 år og har stemmeret.


Bestyrelsen udarbejder klubregler, der skal godkendes på generalforsamlingen.


§11. Regnskab

Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet forelæggers den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Regnskabet fremlægges for klubbens medlemmer senest en uge inden den ordinære generalforsamling


§12. Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningen er til stede.


§13. Tegning og hæftelse

Klubben tegnes af formanden. Kassereren administrerer indtægter og udgifter som vedtaget på årenes generalforsamlinger og i øvrigt i samråd med bestyrelsen. Ved lånoptagning kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.


Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personllig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler klubben.


§14. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægterne kann ske på en generalforsamling, når mindst 2 tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.


§15. Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2 tredjedele af klubbens stemmeberettigede er til stede.


For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådan flertal på en ekstraordinær generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uansest de fremmødtes antal.


Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå DBF eller en anden dansk almennyttig forening.



Vedtaget på generalforsamlingen den 28. april 2011 





____________________                        ____________________


Formand                                Dirigent

BridgeCentral, 27. marts 2024