§ 1. Navn og hjemsted.
Foreningens navn er Aalborg Bridgeklub.
Klubbens hjemsted er Aalborg kommune.
Klubben er stiftet den 25.10.1935.
§ 2. Formål.
Klubbens formål er under sociale rammer at samle bridgespillere til regelmæssige turneringsaftener og gennem undervisning at udbrede kendskabet til bridge og dygtiggøre bridgespillere.
Der må ikke spilles andre kortspil end bridge i klubben. Der må ikke spilles om værdier i klubben udover de af bestyrelsen fastsatte præmier (tidl. § 11).
Foreningen er åben for alle, som kan tilslutte sig foreningens formål.
§ 3. Tilhørsforhold.
Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed medlem af Distrikt Nordjylland.
Klubben og dens medlemmer er underlagt forbundets og distriktets gældende vedtægter og reglementer.
Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointordning efter de gældende regler.
§ 4. Bestyrelsen.
Klubben ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Formanden vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. De øvrige medlemmer vælges også for 2 år ad gangen, således at halvdelen er på valg hvert år.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med: Næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Dog skal formanden være til stede.
Beslutninger afgøres ved almindeligt flertal, dog er formandens stemme i tilfælde af stemmelighed afgørende.
Ved Vakance kan den tilbageværende bestyrelse udpege:
1. Den af generalforsamlingen valgte bestyrelsessuppleant.
2. En eller flere stedfortrædere, som fungerer til næste ordinære generalforsamling.
Generalforsamlingen vælger hvert år en revisor og revisorsuppleant.
§ 5. Turneringsafvikling.
Bestyrelsen udarbejder et sæsonprogram som indeholder spilledatoer og tilmeldingsfrister for såvel forbundsturneringer som klubturneringer.
Bestyrelsen udpeger de personer, der er ansvarlige for de enkelte turneringer.
Bestyrelsen nedsætter hvert år en turneringskomite på mindst 3 medlemmer, som af praktiske grunde skal være bestyrelsesmedlemmer.
§ 6. Tegning og hæftelse.
Bestyrelsen har fuldmagt til frit at disponere over beløb til dækning af udgifter og honorarer til personer, der har arbejdet for klubbens drift og virke.
Formanden og kassereren har tegningsret i forbindelse med økonomisk underskrift, evt. lån m.v. for foreningen.
Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser, som påhviler klubben.
§ 7. Regnskab.
Klubbens regnskabsår er 1. april til 31. marts.
Regnskabet forelægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.
.
§ 8. Ordinær generalforsamling.
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på klubbens sidste spilleaften i sæsonen.
Indkaldelse til generalforsamlingen skal indvarsles senest 3 uger før afholdelsen ved fremlæggelse af tilmeldingslister og på klubbens hjemmeside.
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage inden generalforsamlingens afholdelse.
Generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Godkendelse af det reviderede regnskab.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af formand.
7. Valg af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer.
8. Valg af suppleant.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
10. Tilmelding til distriktets generalforsamling.
11. Eventuelt.
Afstemninger skal foretages skriftligt, såfremt 5 medlemmer forlanger det.
Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på generalforsamlingens dagsorden afgøres ved simpel flertal. Undtaget er forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3`s majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer.
Forslag til klubbens opløsning kan kun vedtages med mindst 2/3`s majoritet af samtlige klubbens medlemmer. Såfremt et forslag til klubbens opløsning opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, men ikke tilslutning fra 2/3 af samtlige klubbens medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da uansat antallet af fremmødte medlemmer kan vedtages med 2/3`s majoritet.
§ 9. Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes såfremt:
1. Bestyrelsen finder det påkrævet.
2. Inden 4 uger efter at mindst 1/5 af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom.
§ 10. Medlemskab.
Medlemskab af klubben og de dermed givne rettigheder og pligter sker ved betaling af kontingent.
Kontingentet betales inden 1. oktober, hvorefter bestyrelsen kan pålægge strafgebyr og medlemmer mister sine rettigheder.
Kontingentet for passive medlemmer fastsættes af bestyrelsen.
Juniorer betaler halvt kontingent.
Generalforsamlingen kan give et medlem status af æresmedlem. Æresmedlemmer har livslang kontingentfritagelse.
Bestyrelsen kan beslutte at give enkelte medlemmer hel eller delvis kontingentreduktion efter vedtægternes § 6.
§ 11. Udelukkelse og eksklusion.
Hvis bestyrelsen idømmer et medlem karantæne eller ekskluderer medlemmet, skal medlemmet modtage en skriftlig begrundelse for karantænen/eksklusionen.
I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endelig afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.
En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 og 14.
§ 12. Opløsning.
I tilfælde af klubbens opløsning, hvilket kun kan vedtages af generalforsamlingen (jfr. § 8) overgår klubbens eventuelle formue og realiserede værdier til RED BARNET.
Vedtaget på generalforsamlingen den 27. april 2009.
Per Frost Tonny Hessel
Formand Dirigent
|