Vedtægter




  Vedtægter

for

Terndrup Bridgeklub


§ 1. Navn og hjemsted.

Klubbens navn er Terndrup Bridgeklub og klubben er hjemmehørende i Rebild kommune.

Klubben er stiftet den 1. september 1969.


§ 2. Formål.

Klubbens formål er at samle bridgeinteresserede til regelmæssige spilledage for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.


§ 3. Tilhørsforhold

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Nordjylland og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer.


§ 4. Medlemskab.

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen.


Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt leve op til klubbens formålsbestemmelse.

       

Endeligt afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.


Indmeldelse skal ske til bestyrelsen og er bindende for hele sæsonen, dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter 1/2 sæson, når omstændighederne taler for det.


For medlemmer under 18 år skal indmeldelsen godkendes af forældre eller værge.


Medlemskab overføres automatisk fra en sæson til næste sæson.


Udmeldelse skal ske til bestyrelsen med mindst en måneds varsel til udgangen af en sæson.


I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med klubben afvikles.


§ 5. Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.



Juniorer under uddannelse betaler halvt kontingent.


Er et medlem trods påmindelse fortsat i restance kan medlemmet slettes af medlemslisten, uden at dette forelægges generalforsamlingen



§ 6. Udelukkelse og eksklusion.

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.

Hvis et medlem har handlet, således at der skal ske eksklusion, skal medlemmet modtage beskeden skriftligt.


I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.


I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endeligt afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.


En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.


En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 & 14.


§ 7. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender.


Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned.


Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted ved opslag i klublokalet og på hjemmesiden med tre ugers varsel.


Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger inden generalforsamlingens afholdelse.

Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen og fremlægges for medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen.


Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens aktive medlemmer der ikke er i kontingentrestance.


Der kan stemmes ved fuldmagt. Et medlem kan ikke stemme ved flere end en enkelt fuldmagt.


En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, se dog §§ 15 & 16.



§ 8. Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:


  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab
  4. Godkendelse af budget
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af formand (lige år)
  8. Valg af kasserer (ulige år)
  9. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (lige/ulige år)
  10. Valg af suppleanter
  11. Valg af revisor og revisorsuppleant
  12. Evt. valg til distriktets generalforsamling
  13. Eventuelt



§ 9. Generalforsamlingens ledelse.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen.


Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 15 og 16.


Afstemninger skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det og altid ved personvalg mellem flere kandidater.


Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.


§ 10. Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.


Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse.

For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.


§ 11. Bestyrelsen.

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.


Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer, en formand, en kasserer og mindst

3 bestyrelsesmedlemmer og vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Formanden og 1 bestyrelsesmedlem vælges i lige år, mens kassereren og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år. Bestyrelsen kan eventuelt konstituere sig med en næstformand og sekretær


Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (spilleudvalg og turneringskomite) til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.


Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Der føres en protokol over bestyrelsens forhandlinger.


De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.


Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt 15 år.



§ 12. Regnskab

Klubbens regnskabsår er 1. april 31. marts.

Regnskabet fremlægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Regnskabet fremlægges for klubbens medlemmer senest en uge inden den ordinære generalforsamling.


§ 13. Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant.

Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.


§ 14. Tegning og hæftelse

Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over kr. 2.000 eller ved lånoptagning kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening.

Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.


Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler klubben.


§ 15. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.


§ 16. Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede.


For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en ekstraordinær generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset de fremmødtes antal.


Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå Danmarks Bridgeforbund eller en anden almennyttig dansk forening.


Vedtaget på ekstra ordinær generalforsamling d.1. september 2015




       

       Formand                                Dirigent

      Hans Bjørn                    Søren Nielsen

BridgeCentral, 20. april 2024