Vedtægter





  Vedtægter

for

Rørvig Bridgeklub


1. Navn og hjemsted.

Klubbens navn er Rørvig Bridgeklub og klubben er hjemmehørende i Odsherred kommune.

Klubben er stiftet den 1. September 2008


§ 2. Formål.

Klubbens formål er at samle bridgeinteresserede til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.


§ 3. Tilhørsforhold

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Vestsjælland og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer.


Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointordning efter de gældende regler.


§ 4. Medlemskab.

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen.


Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt at leve op til klubbens formålsbestemmelse.

       

Medlemmernes pligter og rettigheder er beskrevet i Klubregler for Rørvig Bridgeklub               


Endelig afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.


Bestyrelsen kan optage passive medlemmer.

Passive medlemmer har ikke adgang til at deltage i den primære aktivitet.

Passive medlemmer har ikke stemmeret, men er valgbare til bestyrelsen.


Indmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen og er bindende for hele sæsonen, dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter 1/2 sæson, når omstændighederne taler for det.


For medlemmer under 18 år skal indmeldelsen underskrives af forældre eller værge.


Medlemskab overføres automatisk fra en sæson til næste sæson


Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst en måneds varsel til udgangen af en sæson.


I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med klubben afvikles.


§ 5. Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.


Juniorer under uddannelse betaler halvt kontingent.


Er et medlem på trods af påmindelse fortsat i restance kan medlemmet slettes af medlemslisten, uden at dette forelægges generalforsamlingen


§ 6. Udelukkelse og eksklusion.

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.


I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.


I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endelig afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som særligt punkt.


En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.


En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 & 14.


§ 7. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender.


Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af uge 18.


Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted skriftligt og på hjemmesiden  med tre ugers varsel.


Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger inden generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen og fremlægges for medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen.


Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens aktive medlemmer der ikke er kontingentrestance.


Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.


En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, se dog §§ 15 & 16.


§ 8. Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:


  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab
  4. Godkendelse af budget
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af formand (lige år)
  8. Valg af kasserer (ulige år)
  9. Valg af sekretær (ulige år)
  10. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (lige/ulige år)
  11. Valg af suppleanter
  12. Valg af revisor og revisorsuppleant
  13. Evt. valg til distriktets generalforsamling
  14. Eventuelt


§ 9. Generalforsamlingens ledelse.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen.


Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. .§§ 15 og 16.


Afstemninger skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det og altid ved valg mellem flere kandidater.


Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.


§ 10. Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.


Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.


§ 11. Bestyrelsen.

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.


Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer, en formand, en kasserer, en sekretær og mindst

2 bestyrelsesmedlemmer og vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Formanden og 1 bestyrelsesmedlem vælges i lige år, mens kassereren, sekretæren og 1 bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år.


Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (spilleudvalg og turneringskomite) til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.


Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Der føres en protokol over bestyrelsens forhandlinger.


De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.


Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt 15 år og har stemmeret.


Bestyrelsen udarbejder klubregler der skal godkendes på generalforsamlingen


§ 12. Regnskab

Klubbens regnskabsår er 1. marts til ultimo februar. Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Regnskabet fremlægges for klubbens medlemmer senest en uge inden den ordinære generalforsamling.


§ 13. Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant.

Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.


§ 14. Tegning og hæftelse

Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over kr. 7000 eller ved låneoptagning kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.


Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som på hviler klubben.


§ 15. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.


§ 16. Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede.


For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådan flertal på en ekstraordinær generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset de fremmødtes antal.


Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå Danmarks Bridgeforbund eller en anden almennyttig dansk forening.


Vedtaget på generalforsamlingen d. 1. Maj 2009.



Inge Hübertz Schaui                                Mogens Dam

       

       Formand                                Dirigent







Klubregler

Rørvig Bridgeklub


Klubregler

1.        Klubbens spilleaften er torsdag. Spillested: Rørvig Sejlklub, Toldbodvej 85, 4581 Rørvig. Spilletid fra 19.00-ca.23. Mød præcist!

 2.                Start første torsdag i september. Der spilles aldrig i jule- og påskeugen samt på dage der falder på en helligdag. Sidste                        ordinære spilledag er den        sidste torsdag i april. Efter denne dag aftales spilledag for Top16 turnering.

3.        Substituering.

Et medlem, som ikke selv kan møde en eller flere spilleaftener, må som hovedregel selv skaffe substitut. Viser det sig umuligt selv at skaffe en substitut må afbud ske til turneringslederen eller dennes befuldmægtigede, senest dagen før. Turneringslederen er derefter frit stillet og kan indsætte en hvilken som helst substitut eller aflyse kampen, respektivt ændre en parturnering.

4.        Justering ved substituering.

         4.1 Udeblivelse

Såfremt et par udebliver uden afbud tilkendes i en parturnering minimum score, og i en holdturnering 0 kp, bestyrelsen kan justere straffen i tilfælde af force majeure.

       4.2 Parturnering

Såfremt kun 1 spiller i et par er substitueret, foretages ingen justering ved de to første tilfælde. Herefter justeres en score over der ordinære pars gennemsnit til denne. Såfremt begge spillere i et par er substiueret, justeres scoren ind til parrets gennemsnit.

       4.3 Holdturnering

Med kun 1 substitut på holdet foretages ingen justering. Med 2 substitutter, der spiller med hver sin af holdets ordinære spillere, foretages ingen justering. I alle andre tilfælde justeres holdets score ned til det ordinære holds gennemsnitsscore (de første aftener til middelscore). Ved justering af score får modstanderholdet mindst middelscore.

4.4 Enkeltmandsturnering.

En totalscore for en omgang, der ligger over den ordinære spillers gennemsnitsscore i de hidtidige afviklede omgange, justeres ned til denne. (1. aften altså maksimalt middelscore).

4.5 Justering af modspillernes score ved substituering. I par og enkeltmandsturneringer påvirkes de andre spilleres score ikke af justering på grund af substituering. 

5.        Almindelige regler ved substituering.

       Når der foretages justering af en score ved substituering i parturnering eller enkeltmandsturnering kommer dette ingensinde de andre par eller spillere til gode. Fordelingen af mesterpoints sker på grundlag af de opnåede scorer, før en eventuel justering. Ingen spiller har ret til præmie, såfremt han/hun har spillet mindre end 50 % af spillene i den pågældende turnering.

Hver enkelt aften udfyldes den fremlagte substitutliste med angivelse af såvel substitutten som den substitueredes                        navn.

Justering af scorer ved tidsoverskridelser.

Med 5 eller flere kort tilbage, når tidssignalet lyder,pakkes sammen og resultatet noteres som ikke spillet. Scoren justeres efterfølgende til           40 %/40 %. Hvis turneringslederen bliver kaldt væk, og ikke kan færdigspille et spil, justeres scoren til 60 %/60 %.

6.        Fejlretning ved brug af BridgeMate: Skal ske senest 2 dage efter offentliggørelsen på hjemmesiden        .

7.        Medlemskab er normalt bindende for hele sæsonen (8 måneder). Klubkontingentet opkræves årligt i september. 

8.        De internationale love for turneringsbridge er gældende i klubbens turneringer. 

8a.        Ved rundens start fremlægges uopfordret et tydeligt udfyldt systemkort.

9.        Medlemmerne skal behandle alt bridgemateriale, som var det deres eget og derfor undgå at bøje kort, anbringe mapper på gulvet m.v. 

10.        Uregelmæssigheder under meldinger og spil må IKKE afgøres af spillerne selv, men turneringslederen skal altid tilkaldes.

11.        Når spillerantallet er kendt fremlægges en turneringsplan for ½ sæson i klubben og om forestående arrangementer uden for klubben

       Danmarks bridgeforbund (DBf) kræver at klubberne anvender edb-systemet.  Bridgecentral i det daglige arbejde med turneringerne i klubben. Således kan mesterpoints overføres elektronisk, og der er helt styr på medlemmerne og deres tilhørsforhold til DBf. Herunder kan turneringer tilrettelæges, bordplancher udskrives og afvikling kan foretages med BridgeMate. Det er beregnet på, at turneringerne spilles, så det er sportsligt korrekt og alle har lige stor chance for at vinde. Der kan kun ske rækkeskift ved samtidig nulstilling af scoren.

Man kan vælge at spille med lukkede rækker, hvorved der godt kan ske opsummering af scoren fra gang til gang. Styrkeforskelle i klubben kan mindskes ved afholdelse af ”handicapturneringer”.

Vedtaget den. 29. april 2010

 ­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­Inge Hübertz_____________________Marianne Poulsen

Formand                                Dirigent





BridgeCentral, Wednesday, May 16, 2012