VEDTÆGTER FOR RUDER 10 – ISHØJ BRIDGEKLUB
§1. Navn og hjemsted
Klubbens navn er Ruder 10 – Ishøj Bridgeklub. Klubben er stiftet den 6. september 2000. Dens hjemsted er spillestedet i Ishøj kommune.
§2. Formål
Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til aktivt og forpligtende fælles socialt samvær og regelmæssigt bridgespil dag og aften for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge og dermed deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
§3. Tilhørsforhold
Klubben er en bridgeklub i Ishøj kommune. Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Østsjælland. Herigennem er forbundets og distriktets vedtægter gældende for klubben og dens medlemmer. Klubben består af en hovedklub, der er opdelt i et antal underliggende klubber (spilledage). Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointsordning efter de om denne gældende regler. Inden for Danmarks Bridgeforbunds rammer kan klubben – efter bestyrelsens beslutning – indgå samarbejdsaftaler med andre klubber.
§4. Bestyrelse
Klubben ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Formanden vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen (i ulige år). De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 ad gangen, så halvdelen er på valg hvert år jf. § 8, pkt. 7. På samme måde vælges 2 bestyrelsessuppleanter. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær. Den er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Generalforsamlingen vælger hvert år 1 revisor og 1 revisorsuppleant, begge for 2 år, således at der altid er 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter. Bestyrelsesmedlemmer og/eller –suppleanter kan ikke vælges hertil. Fratræder en valgt i valgperioden, foretages nyvalg for den resterende del af valgperioden ved førstkommende generalforsamling. Bestyrelsen kan tillade, at suppleanter og andre, der arbejder for klubben, kan deltage i et eller flere bestyrelsesmøder.
§5. Turneringsudvalg
Bestyrelsen nedsætter et turneringsudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne. I dette skal der være mindst ét bestyrelsesmedlem. Udvalget er tillige klubbens lov- og regelfortolkende udvalg.
§6. Aflønning
Generalforsamlingen skal godkende retningslinjer for fast engagement af personer (herunder turneringsledere), der efter bestyrelsens indstilling skal aflønnes for deres arbejde for klubben. Bestyrelsen har fuldmagt til at disponere et beløb til dækning af udgifter og honorarer til personer, der har arbejdet for klubbens drift og virke.
§7. Regnskabsår
Klubbens regnskabsår er 1. maj – 30. april. Klubbens regnskab revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
§8. Generalforsamling
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned. Dagsordenen skal indeholde følgende:
Generalforsamlingen skal være indvarslet senest 4 uger før afholdelsen ved opslag på klubbens opslagstavle og på klubbens hjemmeside. Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 21 dage før generalforsamlingen afholdes. De indsendte forslag offentliggøres sammen med eventuelle forslag fra bestyrelsen på klubbens hjemmeside og ved opslag på spillestedet senest 10 dage inden generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen finder det påkrævet eller inden 3 uger efter, at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag. Ethvert medlem har stemmeret på klubbens generalforsamlinger (såvel ordinære som ekstraordinære). Skulle et medlem være forhindret i at give møde på en generalforsamling, kan medlemmet overdrage sin stemmeret til et andet medlem ved at give dette medlem fuldmagt. En fuldmagt skal være skriftlig og afleveres efter bestyrelsens anvisninger inden generalforsamlingen påbegyndes. Et medlem kan foruden sig selv kun repræsentere ét andet medlem ved fuldmagt.
§9. Generalforsamlingens ledelse
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 17 og 18.
Afstemninger skal foretages skriftligt, hvis blot et medlem forlanger det og altid ved personvalg mellem flere kandidater.
Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
§10. Medlemskab
Alle, som tilslutter sig klubbens formålsparagraf, kan blive medlem. Bestyrelsen godkender optagelse i klubben. Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen. Dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter en halv sæson, når omstændighederne taler for det. Medlemskab af klubben overføres automatisk fra en sæson til den næste, med mindre bestyrelsen har modtaget udmeldelse senest den 1. juli. Bestyrelsen fastsætter regler om optagelse i de enkelte klubber (spilledage). Et medlem, der i en periode ikke ønsker at deltage aktivt i klubbens turneringer, kan fortsætte som medlem med orlov eller som passivt medlem.
§11. Medlemmernes pligter og rettigheder
Særlige bestemmelser for medlemmernes pligter og rettigheder samt ordensregler er angivet i ”Klubregler for Ruder 10 – Ishøj Bridgeklub”. Passivt medlemskab giver ret til deltagelse i klubbens generalforsamling og festlige arrangementer. Medlemmer med orlov har desuden ret til at genindtræde på de(n) tidligere underklub(ber) (spilledag(e)), når orlovsperioden er udløbet.
§12 Kontingent
Bestyrelsen fastsætter det årlige kontingent. Kontingentet består af et basisbeløb til klubben, og et bidrag til hver underklub (spilledage), medlemmet er tilknyttet til. Kontingentet indbetales til foreningens bankkonto senest 1. juni. Medlemmer der har orlov i en periode dog mindst 1 år, betaler normalt kontingent. Passive medlemmer betaler basisbeløb. Juniorer under uddannelse betaler 1⁄2 basisbeløb.
§13. Advarsel, karantæne og eksklusion
Bestyrelsen kan idømme et medlem advarsel, karantæne indtil 3 måneder eller eksklusion, såfremt vedkommende handler til skade for klubben, idømmes straf iht. § 91 i ”Love for turneringsbridge” og/eller i øvrigt ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. Inden bestyrelsens afgørelse skal medlemmet have mulighed for at udtale sig. Medlemmet har desuden mulighed for skriftligt at begære en beslutning om eksklusion endeligt afgjort på førstkommende generalforsamling, hvor sagen i så fald behandles som et særligt punkt på dagsordenen og afgøres efter samme regler som gælder for vedtægtsændringer. Der henvises til bestemmelserne i § 13 og § 14 i forbundets vedtægter. I henhold til disse paragraffer indberettes der skriftligt til forbund og distrikt, når der er tale om anden begrundelse end kontingentrestance.
§14. Tilskud til turneringsdeltagelse
Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmers deltagelse i turneringer og arrangementer, som arrangeres inden for Danmarks Bridgeforbund.
§15. Kortspil i klubben
Andet kortspil end bridge er ikke tilladt. Der må ikke spilles om penge i klubben.
Ny §16 Tegningsret
Formanden og kassereren har i fællesskab bemyndigelse til at træffe bindende beslutninger på klubbens vegne. Disse beslutninger skal der efterfølgende orienteres om på et bestyrelsesmøde.
§17. Vedtægtsændringer
Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.
§18. Opløsning af klubben
Skulle et forslag om klubbens opløsning opnå tilslutning af 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, men ikke tilslutning fra 2/3 af samtlige klubbens medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget uanset antallet af fremmødte medlemmer kan vedtages med 2/3’s majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer. I tilfælde af klubbens opløsning, overgår en eventuel formue og aktiver til Danmarks Bridgeforbund eller til velgørende formål. A conto tilskud samt aktiver, der er bevilget som ekstraordinært tilskud af Ishøj kommune, skal i tilfælde af opløsning af klubben tilbageleveres til Folkeoplysningsudvalget i Ishøj kommune.
Vedtægter med ændringer godkendt på generalforsamlingen 15/5-2023
p.b.v. Klaus Gundertofte