Vedtægter pr. 6/9-2021


Vedtægter.

  1. Klubbens navn er ØLSTYKKE BRIDGEKLUB, dens hjemsted er Ølstykke, Egedal Kommune.


  1. Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.


  1. Alle, der aktivt vil arbejde for klubbens formål, kan blive medlemmer af Ølstykke Bridgeklub


  1. Klubben er tilsluttet Danmarks Bridgeforbund samt derigennem eventuelt Mesterpointsordningen efter de om denne til enhver tid gældende regler.


  1. Klubben ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen, således at 2/3 er på valgt hvert år, første gang 2 medlemmer efter lodtrækning.


Bestyrelsen der konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær, er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsen er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.


Ved vakance kan den tilbageværende bestyrelse udpege en eller flere stedfortrædere tor resten af den pågældende valgperiode.


Klubben tegnes af formanden sammen med endnu et bestyrelsesmedlem.


Generalforsamlingen vælger hvert år en revisor.


  1. Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne. I dette skal der være mindst 1 bestyrelsesmedlem.


  1. Klubbens regnskabsår er 1. april 31. marts. Regnskabet revideres af klubbens revisor og fremlægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling. Det reviderede regnskab skal være fremsendt til medlemmerne senest 14 dage før den ordinære generalforsamling.


  1. Klubbens midler opbevares i Nordea Bank


  1. Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed.


Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april måned.


Dagsorden skal indeholde følgende:


  • Valg af dirigent
  • Valg af referent
  • Bestyrelsens beretning
  • Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
  • Fastsættelse af kontingent, samt budget for næste år
  • Behandling af indkomne forslag
  • Valg af 2/3 bestyrelsesmedlemmer
  • Valg af 1 revisor
  • Valg af 1 revisor suppleant
  • Eventuelt


Generalforsamlingen skal indvarsles senest 14 dage før afholdelse. Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer og alle punkter på dagsorden afgøres ved simpel stemmeflerhed. Undtaget herfra er dog forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3s majoritet af de på generalforsamlingen mødende medlemmer, samt forslag om opløsning af klubben, som kun kan vedtages med mindst 2/3s majoritet af samtlige af klubbens medlemmer. Såfremt et forslag om klubbens opløsning vel opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen mødende medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da uanset antallet af mødende medlemmer kan vedtages med 2/3s majoritet af de på generalforsamlingen mødende medlemmer.


Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 1 måned efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom. 

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag.  Skriftlig afstemning kan altid forlanges.


  1. Klubkontingent samt betalingsterminer fastsættes af generalforsamlingen på grundlag af et budget udarbejdet af bestyrelsen.


  1. Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmernes deltagelse i turneringer, som arrangeres af Danmarks Bridgeforbund.


  1. Andet kortspil end bridge er ikke tilladt. Der må ikke spilles om penge i klubben.


  1. Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen.


  1. Et medlem kan være aktivt medlem eller passivt medlem.


Både aktive og passive medlemmer er tilmeldt over for Danmarks Bridgeforbund, og er berettiget til at deltage i turneringer arrangeret af Danmarks Bridgeforbund.


Et passivt medlem betaler nedsat kontingent.


Et passivt medlem har ret til at stemme ved klubbens generalforsamlinger og modtager invitation til klubbens fester.


Et passivt medlem skal normalt ikke møde op på ordinære spilleaftener.


Særlige bestemmelser for medlemmernes pligter og rettigheder i øvrigt samt ordensregler er angivet i de på generalforsamlingen vedtagne ”Klubregler for Ølstykke Bridgeklub”.


  1. Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt medlemmet ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på at sagen endeligt afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsorden som et særligt punkt. En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.


En eksklusion skal indberettes i Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 og 14.


  1. I tilfælde af klubbens opløsning, hvilket kun kan vedtages af en generalforsamling (se paragraf 7), overgår en eventuel formue til Danmarks Bridgeforbunds ungdomsarbejde.


Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen d. 4. oktober 1971.

Revisioner:

Ekstraordinær generalforsamling 18.12.1972

Generalforsamling 07.05.1979

Ekstraordinær generalforsamling 05.10.1992

Generalforsamling 07.05.2001

Generalforsamling 05.05.2003

Generalforsamling 02.03.2005

Generalforsamling 23.04.2007

Generalforsamling 20.04.2009

Generalforsamling 07.09.2020

Generalforsamling 06.09.2021




Klubregler 2016


       KLUBREGLER


  1. Klubbens spilleaften er Mandag. Der startes på alle turneringsaftener kl. 19.00 og  medlemmer anmodes om  at møde præcis. I alle turneringer (par og hold) skal navnene på det ordinære par/holds spillere angives.


  1. Sæsonen starter første mandag i september og slutter sidste mandag i april. Der spilles aldrig på helligdage samt mellem jul og nytår. Bestyrelsen offentliggør de aktuelle spilledage i starten af sæsonen.


  1. Substituering


Et medlem, som ikke selv kan møde en eller flere spilleaftener, må som hovedregel selv skaffe en substitut.

Telefonnumre på spillere, som kan tænkes at være villige til at substituere, kan eventuelt  opgives hos turneringslederen. Viser det sig umuligt selv at skaffe sig en substitut, må afbud ske til turneringslederen senest kl. 18:00 dagen før.

Turneringslederen er derefter frit stillet og kan indsætte en hvilken som helst substitut eller aflyse kampen, respektive ændre en parturnering.



  1. Justeret score ved substituering


Parturnering. Såfremt kun en spiller i et par er substitut, foretages ingen justering. Såfremt begge spillere er substitueret, justeres scoren til det substituerede pars gennemsnitsscore, dog højest middel (Justering kan først foretages ved turneringens afslutning).


Holdturnering. Med en eller to substitutter foretages ingen justering. Med tre eller fire substitutter justeres scorer over middel ned til middel score. Ved justering af en score kommer fradraget ikke modstanderne til gode.


Enkelmandsturnering. En totalscore for en omgang  (aftenscore) justeres til den substitueredes gennemsnitsscore, dog højest middel. (Justering kan først foretages ved turneringsafslutning)


  1. Almindelig regler ved substituering.


Når der foretages justering af en score ved en substituering i en parturnering eller enkeltmandsturnering kommer dette ingensinde de andre par til gode. Fordeling af mesterpoints sker på grundlag af de opnåede scorer, før eventuel justering foretages. Ingen spiller har ret til præmie, såfremt han/hun har spillet mindre end 50%  af spillene i den pågældende turnering. Af hensyn til turneringslederens arbejde med justering af scorer, tildeling af mesterpoints m.v. skal der for hver enkelt aften afleveres en seddel til ham/hende med angivelse af såvel substitutten som den substitueredes navn.


  1. Medlemskab af klubben er angivet bindende for hele sæsonen (8 måneder). Klubkontingentet betales helårligt forud ved opkrævning.


  1. De internationale love for turneringsbridge er gældende i klubbens turneringer. For alle klubbens turneringer gælder Danmarks Bridgeforbunds regler for parturnering.


  1. Medlemmer bedes behandle alt bridgemateriale, kort, kortmapper, borde m.v. som om det var deres eget, og derfor undgå at bøje kort, anbringe mapper på gulvet m.v. Medlemmerne anmodes om efter aftenens sidste spil at arrangere mapperne pænt og i nummerorden på bordet.


  1. Medlemmer bør før, under og efter spillet vise god etikette. Meldekort er obligatorisk ved alle turneringer. Uregelmæssigheder under meldinger og spil må ikke afgøres af spillerne selv, men turneringslederes skal altid tilkaldes for at rette uregelmæssigheder i overensstemmelse med lovene.


  1. Tobaksrygning i spillelokalet er ikke tilladt.



Disse klubregler er vedtaget på generalforsamlingen d. 4. oktober 1971

Revisioner:

18.12.1972 - Ekstraordinær generalforsamling

07.05.1979 - Generalforsamling

29.02.1988 - Ekstraordinær generalforsamling

08.05.1989 - Generalforsamling

04.05.1992 - Generalforsamling

05.10.1992 - Ekstraordinær generalforsamling

03.05.2004 - Generalforsamling

23.04.2007 - Generalforsamling

20.04.2009 - Generalforsamling

18.04.2016 - Generalforsamling


BridgeCentral, 27. maj 2026