Spillested

BK for Jægerspris og Omegn

Mødestedet  Parkvej 2

3630 Jægerspris


Spilleaftener
Tirsdagsklubben (Tirsdag aften)

Vedtægter





  Vedtægter

for


BRIDGEKLUBBEN FOR JÆGERSPRIS OG OMEGN




§ 1. Navn og hjemsted.

Klubbens navn er Bridgeklubben for Jægerspris og Omegn og klubben er hjemmehørende Mødestedet, Parkvej 2, Jægerspris i Frederikssund kommune.

Klubben er stiftet oktober 1949.



§ 2. Formål.

Klubbens formål er at samle bridgeinteresserede til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.



§ 3. Tilhørsforhold

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Nordsjælland og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer.


Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointordning efter de gældende regler.



§ 4. Medlemskab.

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen.


Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt at leve op til klubbens formålsbestemmelse.

       

Endelig afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.


Bestyrelsen kan optage passive medlemmer.

Passive medlemmer har ikke adgang til at deltage i den primære aktivitet, må dog gerne være substitutter.

Passive medlemmer har ikke stemmeret, men er valgbare til bestyrelsen.


I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med klubben afvikles.



§ 5. Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.


Juniorer under uddannelse betaler halvt kontingent.


Er et medlem på trods af påmindelse fortsat i restance kan medlemmet slettes af medlemslisten, uden at dette foreligges generalforsamlingen



§ 6. Udelukkelse og eksklusion.

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.


I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.


I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endelig afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som særligt punkt.


En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.


En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 & 14.



§ 7. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender.


Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned.


Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted ved opslag og ved annoncering med tre ugers varsel.


Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger inden generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen senest en uge før generalforsamlingen.


Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens aktive medlemmer der ikke er i kontingentrestance.


Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.


En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, se dog §§ 15 & 16.



§ 8. Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:


  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab
  4. Godkendelse af budget
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af formand (lige år)
  8. Valg af kasserer (ulige år)
  9. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (lige/ulige år)
  10. Valg af suppleant
  11. Valg af revisor og revisorsuppleant
  12. Eventuelt



§ 9. Generalforsamlingens ledelse.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen.


Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. .§§ 15 og 16.


Afstemninger skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det og altid ved personvalg

Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.



§ 10. Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.


Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.



§ 11. Bestyrelsen.

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.


Bestyrelsen består af 5 medlemmer, en formand, en kasserer, en sekretær og 2 bestyrelsesmedlemmer og vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år, mens kassereren og 1 bestyrelsesmedlem er på valg i ulige år.


Bestyrelsen konstituerer sig selv med sekretær og næstformand senest to uger efter generalforsamlingen..


Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (spilleudvalg og turneringskomite) til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.


Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Der føres en protokol over bestyrelsens forhandlinger.


De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.


Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt 15 år og har stemmeret.


Bestyrelsen medlemmer er kontingentfri.



§ 12. Regnskab

Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Regnskabet kan rekvireres af klubbens medlemmer senest en uge inden den ordinære generalforsamling.



§ 13. Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant.

Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.



§ 14. Tegning og hæftelse

Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over kr. 6.000,00 eller ved låneoptagning kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.


Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som på hviler klubben.



§ 15. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Ændringsforslagene skal foreligge skriftligt for klubbens medlemmer senest 14 dage generalforsamlingens afholdelse.



§ 16. Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede.


For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådan flertal på en ekstraordinær generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset de fremmødtes antal.


Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå Dansk Røde Kors´ lokale afdeling.



Bestemmelse om sammenlægning med anden klub foregår efter samme procedure som ovenstående.

Ved sammenlægning tilfalder klubbens midler og materialer den sammenlagte klub.


Vedtaget på generalforsamlingen d. 23. april 2019.




       Formand                                Dirigent

       Edit Christesen                                Kaj Andersson





BridgeCentral, 8. juni 2020