Vedtægter 2015

Vedtægter for Ballerup Ældrebridge


§ 1. Navn og hjemsted

Klubbens navn er Ballerup Ældrebridge og dens hjemsted er i Ballerup Kommune.


§ 2. Formål

Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleeftermiddage for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne, fremme kendskabet og interessen for bridge og deltage aktivt i foreningslivet.


§ 3. Medlemmer

Klubben optager både aktive, dvs. spillende, og passive, dvs. ikke spillende medlemmer.


§ 4. Bestyrelsen

Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, valgt blandt klubbens aktive medlemmer.


Formanden og de øvrige 4 bestyrelsesmedlemmer samt en suppleant vælges på generalforsamlingen som følger:


I lige år: Formanden og et bestyrelsesmedlem

I ulige år: Tre øvrige medlemmer

Hvert år: En suppleant


Bestyrelsen, der konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær, fastsætter selv sin forretningsorden og er beslutningsdygtig, når mindst tre af dens medlemmer er til stede.


Ved afstemning i bestyrelsen er formandens stemme afgørende i tilfælde af stemmelighed. Der tages referat af møderne.


Bestyrelsen fastsætter selv honorarer, tilskud til medlemssammenkomster og træffer beslutning om andre forhold end selve bridgespillet.


§ 5. Spilleudvalg

Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne. I dette udvalg skal være mindst et bestyrelsesmedlem.


§ 6. Regnskab og formueforhold

Klubbens regnskab følger kalenderåret og revideres af de valgte revisorer.

Klubbens midler opbevares primært på bankkonto, således at kassereren kun i korte perioder opbevarer kontant beholdning.

Foreningens materialer opbevares i aflåst skab.


§ 6a. Tegningsret

Foreningen tegnes af formanden og/eller kasserer i forhold til kommune, bank og andre.




§ 7. Revision

Revisionen forestås af to revisorer.

Revisorerne vælges for 2 år forskudt, således at der hvert år vælges én revisor.

Hvert år vælges én suppleant.


§ 8. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt på sidste spilledag i sæsonen med følgende dagsorden:


  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Aflæggelse af regnskab ved kassereren
  4. Fastsættelse af kontingent
  5. Budget for den kommende  sæson
  6. Valg til bestyrelsen
  7. Valg af suppleant til bestyrelsen
  8. Indkomne forslag
  9. Valg af revisor
  10. Valg af revisorsuppleant
  11. Eventuelt


Forslag til pkt. 8 skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.


Vedr. pkt. 4

Kontingent fastsættes således, at der altid skal være dækning for indkøb af spillemateriel, præmier og fornødne udgifter i henhold til bestyrelsens beslutning.


Den ordinære generalforsamling skal indvarsles senest 14 dage før afholdelse ved opslag i klublokalet. Samtidigt med varslingen offentliggøres dagsorden og eventuelt indkomne forslag.


Kun aktive medlemmer har stemmeret.


Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.


Undtaget herfra er forslag til ændringer, hvis vedtagelse kræver, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.


§ 9. Ekstraordinær generalforsamling


Ekstraordinært generalforsamling afholdes såfremt:

       Bestyrelsen finder det påkrævet, eller mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom over for bestyrelsen.

       I det sidste tilfælde skal ekstraordinært generalforsamling afholdes senest en måned efter ønsket herom er fremsat.


§ 10. Eksklusion

Bestyrelsen kan, hvis den finder det påkrævet, udelukke en spiller for en periode, evt. ekskludere  vedkommende af klubben.


§ 11 Klubbens opløsning

Forslag om klubbens opløsning kan kun vedtages på en generalforsamling (ordinær generalforsamling) såfremt 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.


Såfremt et forslag om klubbens opløsning opnår tilslutning af mindst 2/3 af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer, men dette ikke svarer til mindst 2/3 af samtlige klubbens stemmeberettigede medlemmer, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling.


På den nye generalforsamling kan forslag om klubbens opløsning vedtages, såfremt 2/3 af de fremmødte stemmeberettige stemmer herfor.


Såfremt klubben opløses, overdrages evt. Formue og materiale til andre bridgeklubber beliggende i Ballerup kommune.


Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 27. september 2010

Vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 1. november 2010

Revideret på ordinær generalforsamling 27. april 2015

BridgeCentral, 22. april 2024